Et sted på Djursland sidder en familiefar netop nu og passer sit, helt uden at vide, hvad han betyder for mig. Måske skræller han kartofler. Måske afstemmer han netbanken. Måske er han ude at løbe en tur under de spæde bøgeskud; han er sikkert typen, der løvspringslunter i lycra med en enfoldig granddanois ved sin side.

Nej, det bliver for harmonisk. Jeg vælger at tro, at han har et hobbyværksted og netop nu står bøjet over høvlebænken, travlt optaget af at forbedre sin prototype. Her, set fra ryggen, kan jeg ikke vurdere hans sindstilstand. Er han angergiven? Ligeglad? Kronisk optimist? Er det kun mig, der ikke kan glemme hans skæbnesvangre tømrerfiasko?