Det nye Netflix-dokudrama om dronning Kleopatra er endnu ikke udkommet – det lanceres først 11. maj – men har allerede formået at skabe hidsig debat, fordi den berømte dronning fremstilles som sort. Senest har det egyptiske turistministerium udsendt en erklæring, hvori man officielt fordømmer skildringen af Kleopatra.

Der fandtes faktisk sorte faraoer, som i en periode regerede over Egypten. Men Kleopatra var del af et senere dynasti, som nedstammede fra den makedonske general Ptolemaios, der i kølvandet på Alexander den Stores død overtog magten i Egypten.