Satellit. Den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa, kom for skade at sige, at Sydafrika vil trække sig fra Den Internationale Straffedomstol. Men det var åbenbart en fejl.
Sydafrikansk svipser
Det var med en rolig og sikker stemme, at Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, tirsdag fortalte journalister, at regeringspartiet African National Congress (ANC) ønsker at »trække landet ud« af Den Internationale Straffedomstol. Partiet var af den opfattelse, at domstolen »forskelsbehandler«, sagde Ramaphosa, dog uden at referere til en bestemt sag.
Internationale medier var lynhurtige til at sprede historien om et forestående sydafrikansk exit. Timingen er interessant, fordi Den Internationale Straffedomstol – der fra sit sæde i Haag efterforsker og dømmer enkeltpersoner for krigsforbrydelser og folkedrab – udstedte en arrestordre mod Vladimir Putin 17. marts. Det forventes, at netop Putin er på gæstelisten, når Sydafrika afholder et topmøde i BRICS-gruppen i august. Som underskriver af Rom-statutten, der ligger til grund for straffedomstolen, vil Sydafrika være forpligtet til at anholde Putin. BRICS er en sammenslutning af vækstøkonomierne Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.
Mens verdenspressen skrev om en mulig diplomatisk krise som følge af ANCs beslutning om at forlade straffedomstolen, begyndte præsident Ramaphosas talsperson pludselig at trække i land. Sent tirsdag aften udsendte han en rettelse. Præsidenten havde misforstået sit eget parti, lød det. Regeringspartiet mener, at Sydafrika bør forblive et medlem af straffedomstolen, men vil arbejde for en straffedomstol i Afrika som et supplement til den i Haag.
Forvirringen er total. kid

Del:


