Gamle bøger, modne øjne

Jeg har engang hørt et sted, at når det kommer til litteratur, så kommer man for sexen, bliver hængende for plottet, men læser til ende for naturbeskrivelserne.

Jeg husker ikke længere, hvor jeg hørte det, men jeg husker, at jeg var i gang med Ian McEwans Soning omkring samme tid, for jeg tænkte ved mig selv, at jeg kunne blive så gammel som et mosefund, og bogens alenlange beskrivelser af skyer ville stadig hænge mig ud af halsen. Det er fortsat det eneste, jeg husker fra bogen: skyer op og skyer ned. Lammeskyer, makrelskyer, store skyer, små skyer, tordenskyer, glade skyer. En tilsyneladende bundløs meteorologisk glæde.

Jeg har ikke genbesøgt Soning, siden jeg lagde den fra mig, men måske er det alligevel snart på tide, for på det seneste har jeg tænkt på citatet og følt mig mere ramt, end jeg gjorde dengang. Bøger skifter vitterlig betydning igennem et læsende liv.

TAG NU min barndoms bibliotek på Sydfyn, hvor der i et fjernt hjørne stod en kasse med pornografiske tegneserier, som øvede en særlig tiltrækningskraft på os børn. Her kunne vi finde svar på de spørgsmål, vi ikke havde ord for at stille, så meget stod klart. Personligt turde jeg aldrig dvæle længe ved tegneserierne, og det var udelukket at låne dem med hjem, for dengang skulle et kort af pap bagerst i bogen stemples af bibliotekaren ved udlån. Men jeg kan stadig genkalde mig kvindernes proportioner – brysterne større end min Barbies – og voldsomheden, hvormed de blev penetreret.

Det er uomgængeligt, at min smag ændrer sig hele tiden, lidt for lidt, år efter år: Selvom jeg stadig ikke kan mønstre en forkærlighed for det friluftsagtige, så har jeg fået en nyfunden glæde ved det stillestående. Senest har jeg konstateret det, da jeg genbesøgte Ved fyret af Virginia Woolf, som jeg knap forstod, da jeg læste den som teenager – dengang læste jeg med urolige, utålmodige øjne efter et plot – men som overvælder mig nu. Jeg er henført, helt og aldeles, og jeg begriber ikke, hvordan jeg i sin tid overså, hvad jeg ser så tydeligt nu: sætningerne, rytmen, følelserne.

Måske er det, fordi jeg har nået en alder, hvor jeg selv har siddet i middagsselskaber som det, der optræder i Ved fyret, eller måske har jeg fået langsommere øjne, der dvæler bedre og længere. Uanset hvad er det frydefuld læsning, og jeg er begyndt at se frem til den dag, hvor jeg kan have samme oplevelse med Musil, Mallarmé og måske endda Conrad. Foreløbig er dørene stadig ubønhørligt lukkede.

DEN OMVENDTE OPLEVELSE af en genforelskelse – at en bog ved gensyn ikke griber en, som den greb en engang – findes naturligvis også. Mon ikke vi alle har bøger i bogreolen, som vi lader hvile der, fordi vi fornemmer den skuffelse, der venter os, hvis vi åbner dem igen? (Jeg kigger på dig, Donna Tartt).

Hvis man har set nok romantiske komedier, vil man vide, at det nu engang er sådan, kærligheden fungerer: Ikke al kærlighed er kærlighed ved første blik, og ikke al kærlighed varer evigt (selv hvis jeg kunne finde dem igen, ville jeg nok ikke læse de pornografiske tegneserier fra min barndom med samme røde kinder). Nogle gange har man affærer, nogle gange bliver venskaber til noget andet (de kan blomstre og afblomstre lige så ofte og lige så smukt som kirsebærtræer), nogle gange skal man lige lære hinanden at kende først.

Bøger er ikke stort anderledes: Man vokser ind og ud af dem på samme måde, som man vokser ind og ud af alt muligt andet: steder, mennesker, sig selv.

Og hvordan forholder man sig så til den foranderlighed? Mit forslag: som en ballonskipper, der for at holde sin luftballon i luften må være åben over for ellers kasserede ruter og villig til at smide de sandsække, der begynder at tynge.

Så en dag kan det være, at man når frem til et skydække, der er så smukt, at man gerne vil læse om det, side efter side, præcis som i Soning.