Satellit. Vladimir Putin vil opstille atomvåben i nabolandet Belarus i endnu et forsøg på at skræmme Vesten fra at hjælpe Ukraine i krigen mod Rusland.

Taktisk trussel

Hvis der er noget, der bekymrer europæerne og især danskerne på grund af krigen i Ukraine, så er det truslen om, at Rusland kommer til at bruge atomvåben. Det fremgår af en aktuel meningsmåling, som er blevet gennemført af tænketanken European Council on Foreign Relations, og som den danske tænketank Europa har bidraget til.

Det er uklart, hvorvidt målingens resultater er nået frem til Kreml og Vladimir Putins arbejdsbord. Men Ruslands præsident behøver nu heller ingen påmindelse om, at vi i Vesten især er bekymrede for, hvorvidt han på et tidspunkt kan finde på at trykke på atomknappen. Netop derfor valgte han at bruge sidste lørdag på at afsløre, at han snart kommer til at opstille taktiske atomvåben i nabolandet Belarus.

Rent strategisk er det ikke den helt store optrapning, for efter al sandsynlighed har Rusland allerede atomvåben i eksklaven Kaliningrad, der ligger længere mod vest end Belarus. Men politisk er det et forsøg på at hæve indsatsen på atomområdet og skræmme Vesten fra at hjælpe Ukraine med yderligere våbenleverancer.

Lidt af det samme gjorde Putin i februar, da han suspenderede traktaten New START, den sidste tilbageværende aftale om atomvåben mellem Rusland og USA.