For et par måneder siden læste jeg et debatindlæg i Politiken, som jeg for nylig kom i tanke om igen. Det hed: »Det er uværdigt, at vi er så flade, at min kones undertøj er slidt og hullet af at have været i brug to år for længe« og var skrevet af en pædagog, der var træt af sit job, som han havde valgt, fordi det »harmonerede med mine andre aspirationer om at skrive og spille musik og drømmen om at skabe mig en karriere inden for den branche«.
Det sidste var ikke lykkedes, og nu var status, at pædagogen stod tilbage med »en vigende hårgrænse, to børn, et 80 kvadratmeter dobbelthus i Storkøbenhavn og en Renault Clio fra 2012«. Det blev beskrevet som et uværdigt liv. »Jeg føler mig i tiltagende grad som en dum person,« fastslog han.
Ifølge BUPL tjener en fuldtidsansat pædagog 400.000 kroner årligt, hvilket nok burde kunne finansiere et par nye trusser til konen, som i øvrigt også selv er fuldtidsbeskæftiget. Indlægget, der var en værre gang klynk, fortalte imidlertid en mere interessant samtidshistorie, der handler om, at det fineste, man kan være i dag, er et offer.
Det er faktisk så attråværdigt, at en britisk prins har fravalgt sin titel for at kunne kalde sig det samme. I ugens løb har vi således fået en forsmag på hans kommende bog, Spare, på dansk: Reserven, som handler om, at han har sniffet kokain, været sur på sin far, oppe at slås med sin bror og slået 25 mennesker ihjel som soldat i Afghanistan. Og ligesom dengang han trak i naziuniform som en del af underholdningen til en udklædningsfest, handler det om, at det hele er andres skyld; andre har enten opfordret ham til det, bedt ham om at gøre det eller gjort det ved ham. Prins Harry er med andre ord et offer, og med den titel i hånden sætter han nye standarder for, hvem det er synd for.
ET ANDET OFFER i ugens løb var den svenske prins Carl Philip. I et interview med STV kalder hans far, kong Carl Gustaf, det »uretfærdigt«, at han ikke er kronprins. Tronfølgen i Sverige blev i 1980 ændret, så hans to år ældre søster kunne arve tronen, og det var selvfølgelig også synd for hende. Det er »for tungt for en pige«, begrundede han dengang. Både dronning Margrethe og dronning Elizabeth ser ellers ud til at have magtet opgaven på trods af deres køn, men den svenske konge fastholder, at det er »forfærdeligt«, at det blev sådan.
Men ugen begyndte med, at det var synd for alle de kvinder, som (vist nok) ifølge kjoledesigner Jesper Høvring ikke kan bære store pailletter. Da beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen ankom til nytårskur i en pailletkjole sagde Høvring: »Hun ser fantastisk ud, den her lange, slanke skikkelse. Hun funkler og lyser op med de her store pailletter, det gør pailletter jo, så det kræver også, at man skal have en relativt slank skikkelse, for de lægger jo lidt på, når de er store, pailletter.«
En redaktør på magasinet ELLE blev ramt af stedfortræderforargelse og skrev, at alle kroppe er flotte kroppe, og at alle har ret til at klæde sig, som de vil, og nu må det vamle kvindekropshad stoppe, hvilket var en sjov melding fra en redaktør på et magasin, der lever af kvinders selvlede.
DET FREMGIK OGSÅ af kritikken, at han var en midaldrende mand (og derfor diskvalificeret til at have en holdning), hvilket er et »argument«, som jævnligt fremføres af skribenter på dameblade, der imidlertid aldrig selv ville godtage, at en kvinde blev diskvalificeret, fordi hun var midaldrende. Hvorfor? Fordi det ville være misogyni og ageism, og fordi kvinder pr. definition er ofre.
Tilbage til debatindlægget fra Politiken, og hvorfor jeg indledte med at henvise til det.
Det minder mig om, at vi synes at have mistet nogle grundlæggende eksistentielle koordinater. Ofre, der ikke er ofre, påberåber sig at være det, fordi det fungerer som hård valuta i opmærksomhedsøkonomien. Ressourcestærke mennesker fremstiller sig selv som svage og beskriver et liv som uværdigt, selvom det for blot en generation siden ville have været et luksusliv, og i dag er et ganske almindeligt liv.
Hertil kommer, at en hær af kommentatorer står på spring for at udpege ofre for forbrydelser, der ikke engang i Lilleputternes Land ville kunne regnes for andet end ubehjælpsomme udtalelser. En udpegning, der iblandes en række indlysende dobbelte standarder og selvmodsigelser, der ubesværet vil kunne kategoriseres som paradoksale eller i værste fald som hykleriske.
ENGANG VAR DER værdi i at være heroisk, loyal, udholdende og opofrende. Måske fordi man prioriterede udblik fremfor indblik i eget følelsesliv og satte Gud eller fædreland over det kulturelle ingenmandsland, som de fleste efterhånden synes at rave rundt i. Men i dag er der mere værdi og endda prestige i de andres flygtige medlidenhed og terapeutiske opmærksomhed, ellers kan man altid ty til selvmedlidenheden og gøre en karriere ud af det.
Og selvfølgelig findes der masser af reelle ofre, som fortjener vores medfølelse, og forbrydere, der skal sanktioneres, men ovenstående er ikke iblandt dem.
Det fineste 2023 kan byde på er et begyndende opgør med offerkulten, som har opnået sit foreløbig historiske højdepunkt med prins Harry. Heldigvis er han fri til at opsøge en anden, mere virksom, skæbne, måske kan han ved siden af sit arbejde for klimaet og Netflix, slå et slag for dem, der får en fed røv i pailletter.
Ligesom mig.
