Moral. Skal man skamme sig over at være grotesk indeni? Forfatter Iben Mondrup forsøger at lytte til det perverse og monstrøse i stedet for at udgrænse.

Monster

<p>Aldrig har Iben Mondrup været så optaget af at skrive om en person, som da hun skrev om Alice, der elsker sin søn, men ender med at krænke ham. </p> Foto: Sofia Busk <p>Aldrig har Iben Mondrup været så optaget af at skrive om en person, som da hun skrev om Alice, der elsker sin søn, men ender med at krænke ham. </p> Foto: Sofia Busk
Aldrig har Iben Mondrup været så optaget af at skrive om en person, som da hun skrev om Alice, der elsker sin søn, men ender med at krænke ham. Foto: Sofia Busk
Monster

Med tilbageholdt åndedræt hørte jeg Martin Krasniks samtale med Kim Leine i Weekendavisens Avistid, om MeToo og trængte mænd. Meget er sagt om den podcast. Den var med et neutralt ord udfordrende. Men den var også interessant, fordi den, hvis vi tør gå den vej, kan føre til en samtale om forbudte fantasier, om selvkontrol og i sidste ende om monstret og mennesket.

Med udgangspunkt i operaen Pan, som Kim Leine har skrevet, og som var sat op på Det Kgl. Teater som en del af SaltoMortales trilogi om Kvinden og Manden, taler Krasnik og Leine om den moderne mand og fortæller ganske råt om deres egne oplevelser af at være mænd med en dagsorden sat af MeToo. Undervejs spejler de sig i karakteren Glahn, oprindeligt fra Knut Hamsuns Pan, men i Leines version: »den intelligente, privilegerede, heteroseksuelle moderne mand«, og hans skygge, Vermand, »som er indsyltet i dyrisk besættelse af kvindekroppen«. Samtalen er prøvende, holdt i en fortrolig tone, som var der ingen mikrofon til stede, og forskellige forbudte tanker og følelser prøves af.

Jeg er først og fremmest imponeret over deres mod. Leines vilje til at tale om mandens dybe amoralske drifter og Krasniks vi i samtalen, der sidestillede de to som mænd, der kan have den slags fantasier. At de tør gå endnu videre og tale om forhold, der gælder all men, er ligefrem nervepirrende. For det handler om rå seksualitet. Om det totale ansvarsløse begær, om vold og sex i samme sætning og ingen indre eller ydre sanktioner. Og senere i samtalen om det besværlige ved som mand, med MeToo, at være tvunget til at være sig sine intentioner og måder bevidst, se dem spejlet i andres oplevelser og handlinger. Om fortidens selvfølgelige uskyld. Og ubehaget ved nu at måtte se på sig selv i kompromitterende tilbageblik og overraskes over pludselig at tænke anderledes og måske føle skyld over ting, der foregik i en dyb fortid. Men også om villigheden til at ville udviklingen hen over et komplekst felt af mørke gyder og følelser, som er fantasiens og menneskets.

JEG HAR SET reaktionerne rundtomkring på nettet og tænkt yrks! men også: Ja, det var forventeligt. Samtalen kunne med fordel have været udstyret med et svalende metablik, hvor betroelserne diskuteres mere principielt. Det mest uheldige var dog, at samtalen blev bragt umiddelbart efter det bestialske mord i Aalborg, som har givet så rigeligt stof til eftertanke om grænseoverskridende begær og adfærd.

Mordet og det kvindesyn, der gives udtryk for i samtalen, knyttes tæt sammen i modtagelsen. Afsmagen for programmet mangedobles i skyggen af mordets kolde gru. Det er ikke tiden til at beskæftige sig med mænds sult efter kvindekroppen, siger man, for mænd slår kvinder ihjel. I den offentlige samtale kategoriseres morderen på den ene side som psykopat og monster og på den anden som eksponent for det mere generelle mænds vold mod kvinder. Begge slutninger er forståelige og udtryk for afmægtighed over for den uforudsigelige radikale vold, et forsøg på at beskytte os mod den.

Men jeg tror, vi tager fejl. Vi skal altid interessere os for, hvad der sker inde i hovedet på den mand, som blev morder, på det menneske, som overskred den sidste grænse.

Jeg har for nylig skrevet romanen VITTU om en grønlandsk dreng, som bliver adopteret af et dansk ægtepar. Bogen fik en god, men også tankevækkende modtagelse, fordi der optræder en overgrebsmand, hvis psykologi jeg som forfatter går ret langt ind i og udforsker. Jeg talte med Nanna Mogensen i Skønlitteratur på P1 om bogen, og hun sagde – hvad jeg siden har tænkt, er symptomatisk for læsningen af VITTU – at der går lang tid, inden hun opdager, at der er tale om et decideret overgreb, og at den tid får lov at gå, fordi overgrebsmanden er en kvinde. Havde protagonisten været en mand, ville hun straks have tænkt: Krænker! Pædofil!

Nanna Mogensen var den første til at stille mig spørgsmålet, som jeg nu næsten enslydende er blevet stillet tre gange i interview: Hvordan kunne jeg holde ud at være inde i hovedet på en så rædselsfuld person?

Første gang jeg blev spurgt, var jeg paf. Anede ikke, hvad jeg skulle svare. Var det forkert, at jeg satte mig i overgrebsmandens sted og gav hendes tanker et sprog? Var der noget galt med mig, siden jeg kunne og ville dét?

LITTERATUREN HAR TIL alle tider givet os billeder på det menneskelige sind og utilgivelige handlinger, nogle mere avancerede end andre, hvor spørgsmål om menneskets indimellem depraverede natur og skyld og straf kan undersøges. Jeg tænker på Vladimir Nabokovs Lolita. Jeg tænker på Shakespeares Macbeth. På Thomas Manns Døden i Venedig. Det, som Humbert Humbert, Gustav von Aschenbach og Macbeth har til fælles, er overskridelsen af den gældende moral. Humbert Humbert, da han groomer og misbruger et barn, Macbeth, da han drevet af ærgerrighed slår den gamle konge ihjel, og Aschenbach, da han giver efter for sine homoerotiske drifter og forelsker sig i en ung dreng.

Som læsere kan vi omkostningsfrit gøre os kloge på først tvivlen og de moralske skrupler og siden det helvede, som de tre protagonister kastes ud i, efter overskridelsen. Med skrækblandet fascination mærker vi vanviddet gribe dem. Humbert Humbert, overbevist om, at Lolita er troløs(!). Aschenbach, alle parader nede, overgivet til den forbudte forelskelse og nydelsen, som i symbolsk forstand lægger Europa i koleraens svøbe. Macbeth, martret af skyld, tvunget ud i gentagelsesmotivet, som byder ham at slå ihjel igen. Det handler om moral, den indre og den af samfundet sanktionerede, og om dens opløsning. Om det, der truer moralens regulerende funktion. I litteraturen får vi adgang til sindets afkroge. Hvis forfatteren ellers har taget rejsen derind. Til hvor drømmene bor, håbene, men også materien. Mareridtene, volden og det ulidelige. Menneskers længsler og de fælder, de lægger for sig selv.

Jeg har altid været optaget af det, der foregår bag facaden. Når folk siger ting, men åbenlyst mener noget andet. Når et ansigt lyver. Stemmen, som siger noget rart, men er uheldsvanger og ubehagelig. Jeg er optaget af gode intentioner og af løgn. Og af at undersøge, hvad der får mennesker til at kompromittere deres moral. Jeg vil finde ud af, hvor og hvorfor vi farer vild og kommer ud af kurs. I det sekund vi træffer det forkerte valg, også når vi godt ved det. Jeg vil også finde ud af, hvad der gør, at vi kan komme til at underkaste os andres depravation.

Sandheden er, at jeg aldrig har været så optaget af at skrive om en person, som da jeg skrev om kvinden Alice i VITTU, som elsker sin nyerhvervede søn, men ender med at krænke ham psykisk og seksuelt. Næsten pinligt må jeg tilstå, at jeg så frem til hver morgen at sætte mig ved skrivebordet og få lov til at være Alice. By proxy. Spørgsmålet, jeg længtes efter svar på, var, hvordan et voksent menneske kan få sig selv til det? Jeg ville forstå det sindrige magtspil, som giver det paradoks, at nogle ofre mister evnen til at beskytte sig mod et åbenlyst overgreb. Sammen med Alice og Vittu gik jeg ind i groomingens psykologi: Hvad sker der faktisk, når en voksen groomer et barn?

TILBAGE TIL AALBORG. Vi spørger os selv, hvordan det kunne ske. Vi tror, vi forstår det, og peger på klamme mænd og vil lave forebyggende tiltag og mere overvågning, så kvinder kan være trygge. Men min påstand er, at vi ikke kan komme det uforudsete onde i møde på den måde, for hvordan beskytte os mod det uforståelige uden at kende det?

Historien om Alice og Vittu har været ude i snart to måneder, og jeg begynder at få beskeder fra læserne. Mange skriver, at de ligesom Nanna Mogensen føler ubehag ved at være inde i hovedet på Alice. De konstaterer selv, at de reagerer på, at de forstår hende. Og til dels føler med hende og hendes historie – til hun foretager det sidste forkerte valg. Det interessante er, at ubehaget først for alvor melder sig ved den endegyldige overskridelse. Selvom overskridelsen faktisk sker gradvist, men uden at man ser den komme. I bevægelsen fra at forholdet mellem den nye mor og hendes søn endnu ligner kærlighed, og til hun begynder at knytte barnet til sig i en ulige magtbalance.

Vi kan til en vis grad tolerere de litterære overgrebsmænds perversioner. Anderledes forholder det sig med virkelige mennesker.

Mange gange siden den morgen i Aalborg har jeg tænkt: Hvornår vidste han faktisk, at han ville slå et menneske ihjel? Vidste han det uger forinden, havde han forberedt sig, vidste han det den nat, da han satte sig ud i bilen og kørte ind til Aalborg? Jeg har tænkt på alle de gange i løbet af et drab, hvor den kommende morder ville kunne være stoppet op og have fortrudt. Være kommet til sig selv, grebet af fortvivlelse og medlidenhed. Grebet af skyldfølelsen, som meldte sig på forhånd. Det samlede arsenal af regulerende følelser, som vi håber, at alle mennesker er i besiddelse af. Som, når det viser sig ikke at være tilfældet, efterlader os nøgne, chokerede og vantro og med ønske om at eliminere det onde. Mit spørgsmål er: Hvad sker der inde i sådan et menneske? Vil vi vide det? Eller vil vi udgrænse det og isolere det som særligt, perverst og monstrøst?

Vi er nødt til at lære det at kende. Nødt til at prøve at forstå det, lytte til det, når det taler rent og inde fra sig selv. Alice kan ikke afskrives som et monster. Det forstår vi, hvis vi går med ind, hvor de uacceptable tanker findes, og de uacceptable handlinger finder deres inspiration under lag på lag af ræsonnementer og bortforklaringer og ansvarsfralæggelse, hvor moralen, som de store forfattere taler om, hvor impulskontrollen, som Martin Krasnik og Kim Leine taler om, til sidst må give fortabt.

Naturligvis er det ikke rart at komme med derind, hverken i en roman eller i en samtale mellem to mænd. Især ikke hvis man kommer til at forstå, hvor menneskeligt det, vi ellers kalder umenneskeligt, i virkeligheden er. For monstret er desværre ikke en fremmed, selvom det kunne være belejligt. Monstret ligner os. Problemet er, at så længe vi ikke vil kende det og for eksempel ikke vil lytte til Kim Leine fortælle om sin – indrømmet – virkelig voldelige fantasi, så er vi desværre prisgivet monstret, så kommer angrebene om natten midt blandt os, så chokeres vi over det, vi burde have set, men altså ikke så.

VI KAN TIL en vis grad tolerere de litterære overgrebsmænds perversioner. Selvom jeg har tænkt, det var en mulighed, har ingen endnu lyst Lolita i band. Så er der hele markedet for krimier og thrillers, hvor mennesker tortureres og slås ihjel. Og den virkelighedsnære true crime med udpenslede forbrydelser, der kunne være overgået os selv. Min Alice bliver heldigvis set. Udfordringen synes at have været spørgsmålet om genkendelse. Hvis man genkender eller forstår noget ved en tvivlsom person, er det så ensbetydende med accept og i sidste ende tilgivelse? Men at forstå er ikke at acceptere. Det er at lære at se og genkende og beskytte sig.

Skam som regulerende faktor har aldrig været en god strategi.

Anderledes forholder det sig med virkelige mennesker og virkelige menneskers tanke og tale. Jeg tror ikke, det er for meget at sige, at både Krasnik og Leine er blevet stillet uden for døren. Ingen har lyst til eller brug for at beskæftige sig med deres udstilling af maskulin fantasi, vi er færdige med at lytte til den slags mænd. Men hvad er det egentlig, vi siger ved at foretage en sådan forvisning? At der er ting, man ikke må tænke og sige højt, for så bliver man ekskluderet? At man skal skamme sig over at være grotesk indeni?

Skam som regulerende faktor har aldrig været en god strategi. Aner ikke, hvor jeg skal begynde for at understrege det åbenlyse. Men lad mig da gøre et forsøg: Hvad stiller den nye mor op, som har tilbagevendende tanker om at drukne sit barn? (Læs forresten Maja Lucas’ bøger om den slags mor). Den selvmordstruede, som fantaserer om at straffe sine omgivelser og se dem græde af skyldfølelse? Jeg selv, der var bange for knive, da jeg var ung, fordi jeg kunne komme til at slå nogen ihjel? Hvad med barnet, som ønsker en søster død og at få mor og far for sig selv? Hvad stiller Vittu op med den krænker, som ingen kan se? I det hele taget: Hvad stiller vi op med vores ensomme tanker, når ikke der er et sted at gå hen med dem?

I beskrivelsen af operaen Pan hedder det: »Realiteten er gået i stå. Stinkende af passivitet og fyldt med dåsemad og had giver manden afkald på enhver form for værdighed. Pan er en bunke lort, et sort-hvidt requiem over den moderne mand, hans forladthedsfølelse, magt, angst, skam, alle hans krige, penge, forliste ægteskaber, fisser og skilsmisser.«

Det er den baggrund, fuld af grotesk maskulint selvhad, som samtalen mellem Krasnik og Leine foregår på. Vi er enige om, at det kunne have været gjort mere elegant. Men ærligt talt. Jeg tror, det er farligt at dømme groteske fantasier ude og kalde deres ophavsmænd klamme og ulækre. Jeg tror, vi skal lytte og forstå, når der bliver talt fra sindets mørke rand. Hvor der bliver talt, som om ingen lyttede med, hvor alle handlinger er uden pris. Som når to mænd fortæller om, hvad man kan være oppe imod, hvis fantasien får overmagt. Og konstaterer, at uanset hvad der måtte foregå i dybet, er det underlagt streng kontrol.

For ingen kan vel for alvor mene, at vi lytter til to overgrebsmænd på slap line. Ingen forestiller sig vel, at disse to mænd, eller andre mænd, ville voldtage og hærge, hvis de fik lov af politiet. Tværtimod. Det er mænd, som prøver at være sig det komplekse ved det moralske menneske bevidst – når moralen forandrer sig. De taler om det monster, som nogle mennesker er besat af og af forskellige årsager ikke kan håndtere. Og som vi, med lidt bedre kendskab, måske ville have været i stand til at få øje på og identificere og håndtere. Mens tid var. Inden det blev søndag. En morgen i Aalborg.