Monstrenes tid

Jeg er ikke sikker på, præcis hvornår den skiftede, tidsånden. Det ene øjeblik står man en gruppe drenge i hjørnet af et tomt håndgerningslokale og øver guitarriffs efter skoletid; med lange, slanke halse, fremstående adamsæbler og en tro på, at lige præcis vores band snart skal udgive cd'er og turnere i Asien. Sommersolen falder ind ad vinduet, Muren er faldet, verden er åben, Thomas Helmig synger på engelsk, uoverkommelige fjender er besejret, så man planlægger højskole- og efterskoleophold, to-tre fjumreår, en rejse til Nicaragua, man står på rulleskøjter og sniger sig ind i tomme sommerhuse langs kysten og stjæler øl. For hvad kan gå galt? Hvem bekymrer sig over, om man får 7 eller 11 i dansk? Jacob Haugaard er i Folketinget, Dansk Folkeparti findes ikke, fredag aften drikker nationen Nesquik og ryger Prince, mens de ser på Anja Andersen og Casper Christensen, på Dildo-Jill og Biker-Jens, Jon fra Popstars og Julie fra Blå Øjne.

Jeg er ikke sikker på, præcis hvornår den skiftede. Og jeg ved godt, at »historien er en daglig opfindelse«, som den mexicanske forfatter Octavio Paz engang skrev, »en evig skabelse, en hypotese, et spil«. Vi ser fortiden i lyset fra nutiden – og omvendt. Tidens ånd bliver først tydelig, når den skifter. Men særligt lige nu, når man sidder her i stuen og lytter til storm og regn og Putins tale, når man tænder for fjernsynet og hører en gammel dame fra Donbas sige, at hun ikke længere er bange for at dø, hun er født lige her ved grænsen, hun har intet sted at flygte hen, når russerne kommer, og håber bare, at døden er pludselig. Ja, så føles det, som om tiden er i skred.