Kommentar. Vi kendte allerede den forfærdende historie om Mia Skadhauge Stevn, før hun blev fundet. Vi har vænnet os så meget til vold og mord på kvinder, at vi opfatter det som en naturkatastrofe, vi ikke kan gøre så meget ved. Det er på tide at tage et opgør med apatien.

Mænd der dræber kvinder

DET har ikke været til at holde ud at følge fortællingen om den 22-årige Mia Skadhauge Stevn. Billederne af hende på overvågningskameraerne fra Jomfru Ane Gade, intetanende efter en lang nat i byen. Fotografiet af den bil, der samler hende op. Interview med dem, der sidst talte med hende. Politiets melding om anholdelser og sigtelser. Politifolk i blå dragter, der leder og leder. Det er deprimerende velkendte elementer i en fortælling, alle kender til hudløshed. Et bebudet mord med en udgang, vi kan beskrive i søvne. Mias forbrydelse var, at hun tilfældigvis befandt sig i nærheden af en mand, hvis verdens- og menneskesyn indebærer, at man kan samle en tilfældig kvinde op på gaden og dræbe hende. Og det er ikke nogen enkeltstående tragedie.

FORFÆRDELIGE meldinger om drab på kvinder har allerede ramt nyhederne flere gange i dette korte år. En 50-årig kvinde blev bestialsk dræbt med kniv i Ebeltoft. Kort forinden blev en 24-årig kvinde på Amager fundet myrdet. Disse to drab er begået af kvindernes partnere, og de adskiller sig dermed fra mord på tilfældige kvinder på vej hjem fra byen. Men der er alligevel noget, der binder dem sammen. De gennemsnitligt 12 årlige drab på kvinder, begået af deres partner, og de mord, der sjældnere, men jævnligt rammer helt tilfældige kvinder som Mia i Aalborg, har det sørgeligt banale til fælles, at det er kvinder, der dræbes af mænd.

KVINDEHAD er et udtryk, man skal være varsom med at bruge i flæng. Det er åbenlyst, at mænd dræber kvinder – ligesom mænd dræber andre mænd. Det er oftest mænd, der udøver vold eller slår ihjel, og det rammer andre mennesker. Men det er for letkøbt dermed at afvise, at had mod kvinder spiller en afgørende rolle. At det er et fænomen, der ikke rigtig eksisterer i Danmark. At det intet har at gøre med kultur og kvindesyn. Mænds vold mod kvinder er åbenlyst en kategori, vi har svært ved at tale om.

ER det svært, er det ikke desto mindre nødvendigt. Det er mennesker, der udsættes for grov vold af den ene grund, at de er kvinder. Hvis en anden gruppe hyppigt blev udsat for lignende overgreb – jøder, handicappede, homoseksuelle, børn – ville vi tale om det ustandseligt og reagere langt mere hårdhændet. Handleplaner, hurtigtarbejdende taskforce, store ressourcer til at forebygge og bekæmpe problemet. Forskellen er, at kvinder ikke er en minoritet. Og de mænd, der udøver volden, har ikke et ideologisk, let genkendeligt mål; deres baggrund og motiv er mere diffust. Men dog har de noget til fælles: Det er mænd, der føler sig berettiget til at udsætte deres kvindelige partner for vold. Eller – i de sjældne, genkommende tilfælde – mænd, der ser det som en reel mulighed at samle en ung kvinde op på gaden og slå hende ihjel. Er der mange åbenlyse indvendinger mod at male fanden på væggen? Ja, bestemt. Vi har i Danmark så vidt vides ikke en omfattende underskov af kvindehadende grupper på nettet. Vi har heller ikke en kultur, hvor kvinder opfattes som mere eller mindre passive objekter. Ej heller har vi institutioner, der bortforklarer eller undskylder vold mod kvinder. Men vi har et problem, som vi ved for lidt om. Og det går ikke væk, fordi det er mindre end i de fleste andre lande.

ET faktum er det, at professionelle, der arbejder med vold mod kvinder, er frustrerede over, at fænomenet behandles som en hyppig, tilbagevendende naturkatastrofe, som noget, vi forfærdes over, men som vi i grunden ikke kan gøre mere ved. Lisbeth Jessen, den netop afgåede direktør i Danner, har med 28 års erfaring fra politiet landets mest indgående viden om emnet. Og hun siger det soleklart: »Vold mod kvinder er ikke bare et socialt problem. Det er et ligestillingsproblem, et juridisk problem, et beskæftigelsesproblem, et integrationsproblem, et sundhedsproblem. Det er et problem, der når hele vejen rundt. Vi er nødt til at tænke på det langt mere bredt.«

FAKTUM er, at vi har usandsynlig svært ved at få bugt med et af de mest nederdrægtige samfundsproblemer overhovedet. Vi er gode til at iagttage vold og overgreb mod kvinder i fremmede kulturer og pege på sammenhængen med traditioner og kønsopfattelser og manglende erkendelser. Men vi er næsten ude af stand til at blive så meget klogere på problemet hos os selv, at vi kan gøre noget ved det. Vold mod kvinder er ikke en naturkatastrofe. Noget kan og skal gøres ved det. Det er en stadig påtrængende udfordring. kras