Når Christian Kracht udsender en ny roman, står et udsnit af det tyske kritikerkorps, vel én ud af fem eller ti, klar til at affærdige den nu 55-årige schweizer som tom æstet. Skal vi nu igen belemres med Krachts positurer og dekadence? I de mest overstyrede reaktioner er Kracht ligefrem blevet udhængt som skabsracist og skabstotalitær.

Sådan har det været siden debuten med Faserland i 1995 – et kokainbestrøet roadtrip gennem Tyskland, fra Sild til Zürich, som iskoldt gjorde op med den moraliserende fortidsbearbejdelse som netop positur. Altid i en demonstrativt apolitisk vrængen med Ernst Jünger, David Lynch og Hergé som erklærede inspirationskilder.