Flimren. I sin første roman undersøger Emma Bess forholdet mellem mor og datter. Ideen er god, men også uforløst, fordi skelettet bag det hele bliver for synligt.
Alt det, vi ikke ser
Der skal ikke ret meget til. En perspektivforskydning. En for beskueren uforudsigelig bevægelse. Et uventet opkald. Det lille vingeslag fra en sommerfugl, der i det kaosteoretiske mundheld forårsager et uvejr på den anden side af kloden. En kædereaktion sættes i gang, og med ét forsvinder kontrollen.
I Emma Bess’ romandebut, Ly, ringer den ene af bogens hovedpersoner, datteren Sally, til sin mor, Linda. Sidstnævnte er kunstfotograf og bor i London, da hun modtager opkaldet. De har ikke set hinanden længe, og alligevel udbryder Linda, at hun kommer med det samme. Hendes far er ved at dø. Selvfølgelig kommer hun til Danmark, hvor Sally bor med sin familie. Det burde være åbenlyst, men alligevel er det første, hun tænker »nej, og ser chok og skred for sig, en slyngen af alt ud af dets plads, nej, og et fald gennem smalle tunneller«.
Del:
