DET ER NEMT at gøre sig lystig over den selvundergravende kurs, Elon Musk er slået ind på. Fundamentet begyndte at skride, da han i foråret købte Twitter for den nette sum af 44 milliarder dollar med det formål at sikre større meningsdiversitet på platformen. Siden da er den før så celebrerede entreprenør blevet genstand for omfattende foragt, og de fashionable Tesla-aktier er raslet ned. Elbil-iværksætteriets grønne håb beskrives i dag som den sorteste modreaktion.
Som Jyllands-Posten skrev for nylig: »Glem Donald Trump – Elon Musk er nu højrefløjens store ideologiske indpisker,« lød overskriften. Det var ikke venligt ment. En avis, hvis journalister for ikke længe siden risikerede liv og lemmer i ytringsfrihedens tjeneste, udtrykker i dag væmmelse ved tilsvarende bestræbelser.
Musk hjælper ikke sagen ved sine egne, ofte tåbelige twitterier, men han gav dog udvalgte journalister adgang til den interne korrespondance, hans forgængere havde efterladt sig. Journalisterne er blandt andre tidligere The New York Times-debatredaktør Bari Weiss og tidligere Rolling Stone-redaktør Matt Taibbi – to af USAs stærkeste og mest uafhængige stemmer. De har dokumenteret, at der i den grad var fugls føde på de beskyldninger, Musk selv kom med, da han købte Twitter.
Kort fortalt: Der foregik et tæt samarbejde mellem FBI og Twitters ledelse om, hvad der ikke skulle bringes på sitet. Twitter-brugere, især på højrefløjen, fik udbredelsen af deres tweets kraftigt stækket af skjulte filtre, det samme gjorde selv yderst velanskrevne kritikere af regeringens coronahåndtering. Op til præsidentvalget forhindrede Twitters ledelse en avisartikel om præsident Joe Bidens søn Hunter Bidens korrupte adfærd i at blive udbredt. Den historie kunne være blevet udslagsgivende.
HVORFOR ER DET vigtigt? Fordi Twitter har så mange brugere, at det kan afgøre valgkampe. Og fordi platformen selv har hævdet at give alle mulighed for frit at give deres mening til kende. Når afsløringen af denne form for statsstyring af et kolossalt medie ikke vækker betragtelig opstandelse, kan det kun skyldes, at store dele af pressen er enig i den politiske redigering, Twitter foretog. Big tech, store medier, efterretningstjenesterne og Det Demokratiske Parti deler i så fald samme meningsundertrykkende interesser. Alene af rent principielle grunde har Elon Musk gjort os alle en tjeneste ved at bryde denne usunde alliance op.
Det er sigende, at en mand, der vil udvide den demokratiske samtale og frigøre et betydeligt medie fra myndighedernes greb, i dag erklæres som farlig for demokratiet og omtales i selskab med klodens værste tyranner. Engang var forsvaret for ytringsfriheden et værdigt venstrefløjsprojekt; nu skammes det ud som giftig højrefløjssmuds. Twitters gamle ledelse blev et spejl af denne tidsånd, der dikterer, at nogle holdninger og kendsgerninger er for farlige at udbrede. Musk risikerer både formue og omdømme i forsøget på at trække selskabet i en mere alsidig og uafhængig retning.
Men gør han sig med sin egen opførsel – han har blandt andet udelukket enkelte journalister fra Twitter – ikke skyldig i selvsamme brøde? Jo. Men nu er magtforholdet i det mindste ærligt. Nu ved vi, hvilke principper Twitter bør bedømmes ud fra, og hvor ansvaret ligger. Det vidste vi ikke før.
Hvorfor censurerede Twitter og Facebook en afsløring af Hunter Bidens forretningsforbindelser op til præsidentvalget i 2020? Forstå hele sagen om The Twitter Files.
