SELVOM DET KUN er ti år siden, en regering sidst forsøgte at afskaffe store bededag, havde jeg nær glemt, hvor store følelser det vækker. Nu afdøde David Rehling skrev dengang i en leder i Information:
»De små forårsfridage er en del af årets gang i Dannevang. Bededagen overlevede den store helligdagsmassakre i 1770. Ingen foreslog den sløjfet for at genrejse nationen efter katastrofen i 1864. Lad dagen leve. Om vi må bede, tak.«
Og sådan blev det.
Med forslagets renæssance er positionerne genkendelige. Lizette Risgaard fra Fagbevægelsens Hovedorganisation kalder det en tidsel i regeringsgrundlaget og minder os om, at fridage er overenskomststof. Og fra folkelig side protesteres mod, hvad der betragtes som et frontalangreb på store konfirmationsdag. Her vil jeg til gengæld minde om, at det for ikke så længe siden var almindeligt at blive konfirmeret om efteråret. Foreløbig har regeringen sagt, at den tidligst vil afskaffe store bededag fra 2024. Med den tidshorisont skulle det være muligt at lægge den folkelige praksis om.
Selve det hellige aspekt holder de fleste sig fra at himle over, og det med god grund. Store bededag er resultatet af en administrativ rationaliseringsøvelse, som stammer fra 1700-tallet. Det er altså en særlig dansk bededag og ikke en del af den internationale kirkelige tradition.
Fra gejstlig side er der til gengæld flere, der betragter forslaget som et overgreb mod kirken. Det er efter min mening straks mere interessant. I Kristeligt Dagblad skriver sognepræst Marie Høgh: »En kristen helligdag afskaffes fuldkommen respektløst hen over hovedet på kirken. Man har simpelthen ikke engang overvejet at spørge biskopperne om deres holdning.« Andre præster siger, at staten skal holde nallerne væk fra kirkens anliggender.
VORES FOLKEKIRKE ER reguleret af et sammenvæv af regler for stat og kirke og bærer stadig reminiscenser fra den tid, hvor kirken var underlagt en enevældig konge.
Selve »kirkens anliggender« er rammet ind af den tunge bog, der ligger centralt placeret i alle danske folkekirker – alterbogen. Det er præsternes håndbog. Her kan de finde alt om dagens tekst, hvordan liturgien skal udfolde sig, og hvilke dage der skal afholdes gudstjeneste.
En af de dage er store bededag. Det betyder altså, at store bededag er omfattet af kirkens anliggender – også selvom den dag ikke har samme hellige vægt som eksempelvis første juledag eller langfredag.
Men man forbyder jo ikke kirken at afholde storebededagsgudstjeneste, hvis Folketinget afskaffer den som fridag. Tværtimod kunne kirken benytte lejligheden til at demonstrere uafhængighed og holde fast i traditionen. Måske er det i det hele taget en god anledning til at tage de gejstlige på ordet og få tydeliggjort, hvad der er kirkens, og hvad der er statens.
Som teolog Jesper Oehlenschläger skriver i Kristeligt Dagblad, fristes kirken til at tro, at dens betydning »sikres af statsmagten og nationale helligdage«.
Det er ikke et sundhedstegn for en kirke, der gerne vil behandles respektfuldt.
