HVORDAN GIK SÅ det mest skandaløse VM i verdenshistorien? Først må det siges, at skandaløs opfattedes turneringen kun i vores del af verden. Ingen har talt om at boykotte begivenheden uden for Europa. Derfor var der globalt set betydelig klangbund for FIFA-præsident Gianni Infantinos beskyldninger om, at den vestlige verden lider af kolonialistiske fantomsmerter.
Nyttede de mange trusler om boykot og andet kritik? Det er uklart. Måske får korruptionen færre indgange i FIFA i fremtiden, og måske vil der være mere opmærksomhed på bygningsarbejderes kår. Man har lov at håbe.
Men man kan også se på den politiske konflikt på en mere sportslig måde: Hvis det var en kamp mellem de højtråbende kritikeres landshold på den ene side og det lille værtsland og dets mere kyste støtter på den anden, kan der ikke være tvivl: Kritikerne tabte i eksorbitant grad.
Når regnskabet skal gøres op, kom de mest omfattende Qatar-protester fra en håndfuld nordeuropæiske lande, hvoraf ingen nåede længere end til kvartfinalen. Danmark, slutrundens mest forkrampede hold, kunne slukøret følges med favoritterne fra Tyskland og Belgien hjem fra den indledende pulje. Utænkeligt er det ikke, at hele den omfattende boykot- og anførerbindsdebat satte sig som en blodprop i det danske landsholds spil. Holland og England, to hold, der var bristefærdige af talenter, blev sendt hjem af de mere beregnende finalemodstandere Frankrig og Argentina. Idealisterne, der blev nægtet at vise deres regnbuefarvede anførerbind, blev således også nægtet videre adgang til de helt store kampe.
GODT NOK KLAREDE Qatars landshold sig ikke ligefrem prangende, men ingen havde forventet andet, og for det udskældte værtsland kan turneringen dårligt have sluttet mere perfekt. Ikke alene var det den mest spektakulære finale nogensinde. Det var også i en vis forstand et lokalopgør, vi var vidne til; en duel mellem to verdensstjerner, som huses af den samme klub: Paris Saint-Germain, der ejes af, ja, Qatar. Den såkaldte bisht, som Qatars emir lagde hen over Messi – et æresbevis, som forklaringen lød – var i den forstand en bekræftelse af det ejerforhold, som allerede for længst er etableret. Det argentinske fodboldgeni ved godt, hvem der betaler hans løn.
Hvad Frankrig angår, anklages den tidligere præsident Nicolas Sarkozy for i 2010 at have tilbudt Qatar sit lands stemme, hvis emiren købte den store klub. Det kan jo være en grund til, at det aldrig blev Frankrig, som krævede at få lov til at bære One Love-anførerbindet. Holdets anfører, målmand Hugo Lloris, sagde tidligt i turneringen, at han mente, at FIFA gjorde ret i ikke at tillade den aktivistiske manifestation.
Det officielle Frankrig deltog da heller aldrig for alvor i diskussionerne om at boykotte begivenheden. Præsident Macron var at finde på stadion som en særdeles aktiv tilskuer til både semifinalen og finalen. Havde Frankrig vundet, var det blevet en fuldbyrdelse af den store, beskidte aftale, Sarkozy beskyldes for at have indgået. Det krævede en overjordisk redning af Argentinas målmand Emiliano Martinez i sidste minut for at hindre den skumle triumf. Vi har skældt meget ud på Qatar. Måske skulle kritikken også i højere grad have omfattet et stort europæisk land, der ligger noget tættere på os.
TRÅDTE FIFA MED sin stejle holdning til politisk lgbt-aktivisme på banen i karakter som et forbund med klokkeklare principper? Ikke rigtig. Man var mere rummelig over for andre former for aktivisme. Fodboldorganisationen kunne ikke finde ud af at forhindre Marokko, turneringens store overraskelse, i at bære et palæstinensisk flag med på banen.
I den forstand er FIFA blevet et kulturrelativistisk foretagende, der beskytter værtslande mod kritik af lokale tabuer og tillader støtte til omegnens helte. I Qatar er man gladere for palæstinensere, end man er for homoseksuelle. Messis kåbe kan anskuet på den måde betragtes som en lokal variant af den champagne, der normalt gives til vinderne af store turneringer, når de spilles på disse breddegrader. Hver sin måde at fejre sejrherrerne på.
HVAD ER MORALEN? Fodbold trives storartet i de mudrede vande, et VM i Qatar blev. De verdensstjerner, som uimodsagt lod sig bruge som det lille lands propagandasymboler, strålede som aldrig før. I finalen gav de os alt. Sportswashing? I overdådig grad.
Moralen er også, at den, der betaler musikken, bestemmer, hvad der skal spilles. Og Qatar fik det sidste trut. Perspektivet er globalpolitisk: Tysklands vicekansler, De Grønnes Robert Habeck, har måttet bukke dybt for Qatars handelsminister, så han midt under VM kunne få det lille land til at sende flydende gas til den energihungrende nation. Nu trues Belgien på sine forsyninger, hvis ikke Bruxelles holder inde med at beskylde Qatar for at have bestukket EU-politikere til at tale pænt om VM-landet.
De europæiske idealer er ikke længere gratis. Ikke kun Rusland forstår at bruge sin energipolitik som et våben. Men Europa har selv ladet os trælbinde af disse lande, og førende europæiske politikere har villigt ladet sig korrumpere.
DER ER OGSÅ en anden pointe: FIFA er blevet til den samme slags organisation som FN – sidstnævnte, en uskøn, rodet og tvivlsom sammenslutning styret af nationer, som ikke har i sinde at oppebære de menneskerettighedsprincipper, verdensorganisationen er grundlagt på. FIFA administreres ligeledes af et flertal, som har andre måder at forhandle på, som ønsker andre skikke indført, og som gerne ser fodbold udbredt til alle afkroge af kloden. I den organisation udgør Europa, Nord- og Sydamerika et larmende mindretal.
For fremtiden vil andre lande med samme mangel på fodboldforudsætninger som Qatar derfor få værtskabet. Gør det noget? Det er vanskeligt at have noget imod. Værtslandet fik – fraset den massive og berettigede forudgående kritik – arrangeret en succesrig turnering. Det gik jo fint, at der ikke blev serveret alkohol i stride strømme på tribunerne. Det fungerede også, at turneringen blev afholdt på denne tid af året; det er jo kun på den nordlige halvkugle, vi kan klage over, at VM foregik om vinteren.
Med Qatar er der blevet gjort op med den idé, at værtslandet skulle have en særlig tradition for spillet. Den holdning har i årtier givet Europa og Sydamerika en stor fordel. Nu er fodbold i sandhed blevet global med alt, hvad det indebærer. Det vækker ubehag i de lande, hvor spillet blev opfundet, og hvor de store mestre findes, men det bør vi nok komme os over. Det er ikke et klædeligt synspunkt. Og ellers har vi kun os selv at spille mod.
