Tysklands tidligere kansler Angela Merkel slås for sit politiske eftermæle.
I to store interviews, først til Der Spiegel i november og senest til Die Zeit for et par uger siden, kæmper hun for at retfærdiggøre de skelsættende beslutninger, hun traf i de 16 år fra 2005 til 2021, hvor hun styrede Tyskland.
Og man forstår hende jo godt. For sjældent er en politisk stjerne falmet så hurtigt.
Mens hun var kansler, blev hun set op til og beundret i en grad, som er få magthavere i Vesten beskåret. For Merkel legemliggjorde den forestilling, det progressive Europa har om sig selv. Hun var Tysklands yngste kansler ved sin tiltræden. Hun var kvinde. Ja, hun var STEM-kandidat, havde ligefrem en doktorgrad i fysik. Som født i Vesttyskland, men opvokset i Østtyskland, var hun et sindbillede på genforening og sammenhængskraft. Desuden var hun af statur lille, sølle 165 centimeter høj; hendes stemmeføring var sagte og saglig, og så gik hun i praktiske sko og kønsløst tøj, hvilket alt sammen var gefundenes Fressen i et Europa, der ikke bryder sig om truende tyskere.
Ikke desto mindre har hun nu et år efter sin afgang meget at forklare.
Der var beslutningen om at lukke de tyske atomkraftværker efter Fukushima, som førte til, at Tyskland erstattede CO₂-neutral energi med fossile brændsler fra Rusland.
Der var wir schaffen das under migrantkrisen, der førte til et sammenbrud for EUs asylsystem, da Dublin-forordningen blev sat ud af kraft, men som til gengæld blev et gennembrud for partiet AfD, der blev det tredjestørste parti i Forbundsdagen i 2017.
Der var EUs store investeringsaftale med Kina under tysk EU-formandskab, som absolut skulle bosses igennem lige før Joe Bidens tiltræden, selvom amerikanerne bad Tyskland om at vente. Den blev siden stoppet af EU-Parlamentet.
Og så var der hendes modstand mod, at Markus Söder fra Bayern blev valgt som hendes efterfølger, hvilket betød, at CDU i rap fik en gennemsnitlig forkvinde og to gennemsnitlige formænd – Annegret Kramp-Karrenbauer, Armin Laschet og Friedrich Merz – og tabte valget til SPDs Olaf Scholz, som få ellers havde spået en chance.
Men allermest var der forholdet til Vladimir Putin. Der var de fredsaftaler, Minsk 1 og Minsk 2, som blev forhandlet ved tysk og fransk mellemkomst efter Ruslands første angreb på Østukraine i 2014. Her accepterede Tyskland og Frankrig, at Rusland ikke fik status som krigsførende part, og at fredsaftalerne alene blev indgået mellem separatisternes marionetregeringer og Ukraine.
Nogle år efter nikkede Merkel ja til Nord Stream 2, der fordoblede mængden af gas fra Rusland til EU gennem Østersøen på trods af højlydte protester fra Østeuropa og USA. For hvorfor var det så vigtigt, at gassen ikke som hidtil måtte leveres via det ukrainske rørføringssystem, som havde rigelig kapacitet? Og hvis man endelig ville bygge en ny rørføring, så var det vel billigere at gøre over land gennem de baltiske stater?
I DE TO nylige interviews koncentrerer Merkel sig om at afvise, at hun er Putinversteher. Hun hævder, at hvis ikke Minsk-aftalerne var blevet indgået, så havde Putin erobret meget mere af Ukraine i 2014. Hun købte ukrainerne tid til oprustning; og den tid brugte de godt. Det kan man jo se nu, hvor de har forsvaret sig langt bedre end forventet. I forlængelse heraf blev hun nødt til, hævder hun, at nikke ja til Nord Stream 2, for ellers havde Putin anet uråd.
Af interviewet i Der Spiegel fremgår det, at hun har set filmen München – På krigens rand på Netflix, hvor der gøres et forsøg på at rehabilitere Neville Chamberlain, der smukt gestaltes af Jeremy Irons.
Filmens budskab er, at Chamberlain slet ikke er en skurk, men derimod en helt, fordi han fra starten indså, at Hitler var så farlig, at det var nødvendigt at vinde tid. Derfor indgik han Münchenaftalen i 1938, så Storbritannien kunne nå at opruste, alt imens han nærede et hemmeligt håb om, at et vellykket attentatforsøg fra Hitlers egne rækker ville gøre det af med aggressoren, før krig blev relevant.
MEN DEN FREMSTILLING er svær at tro på. Både i forhold til Chamberlain og Merkel. For Chamberlain fremskyndede ikke oprustningen, da han kom tilbage til London.
Og Hitler vandt jo også tid til oprustning. Ikke mindst fordi Hitler med Münchenaftalen simpelthen fik en stor del af Tjekkoslovakiets jern- og stålproduktion foræret, tillige med Skoda-fabrikkerne. Desuden var aftalen meget muligt medvirkende til, at det efterfølgende lykkedes Hitler også at indgå en ikkeangrebspagt med Stalin, som betød brændstofleverancer fra Sovjetunionen.
Hvad Merkel angår, har hun ret i, at Minsk-processen bragte krigen i Østukraine til standsning, og at Putin kunne have taget meget mere i 2014. Men vinde tid? Det ville være synd at sige, at Tyskland, der ellers er storeksportør af våben, har brugt tiden siden 2014 på at opruste Ukraine eller sig selv.
Og selvfølgelig kunne Merkel have standset Nord Stream 2, som amerikanerne og en lang række EU-lande tryglede hende om. Rusland overholdt alligevel ikke Minsk-aftalen.
Givetvis var Merkels eftergivende linje med til at bibringe Putin det indtryk, at han på ny kunne invadere Ukraine uden at det ville koste ham det tætte forhold til Tyskland.
Nu er Merkel væk. Det er de problemer, hun skabte, ikke.
