»Klimakrisen er vor generations største udfordring,« står der i det nye regeringsgrundlag. Derfor vil SVM-regeringen nu fremrykke målet om dansk klimaneutralitet fra 2050 til 2045. De vil nedsætte en »national energikrisestab«, lave en flyafgift på 100 kroner, etablere 250.000 hektar skov og indføre en CO₂-afgift for landbruget.
Det lyder jo godt, det er blevet rost, og man vil så gerne tro på det, når de tre partiledere kalder sig den grønneste regering nogensinde. Man vil gerne være juleoptimist og lade tvivlen komme dem til gode. Men det er svært.
For der står også i grundlaget, at afgift for landbruget »skal udformes på en måde, hvor erhvervet understøttes, således at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der dermed ikke flyttes arbejdspladser ud af landet«. Landbruget står i dag for over en fjerdedel af al dansk udledning, det forsvinder næppe uden, at det koster nogen noget.
Søndag var de tre partiledere på tv og blev spurgt, om der i fremtiden skal være mindre landbrugsproduktion i Danmark. Det svarede de klart nej til. Det, der er brug for, er »en visionsplan«, forklarede Lars Løkke Rasmussen. Miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen, som i årevis har beskæftiget sig med CO₂-afgiften, sagde ellers det modsatte for et par uger siden: »Vi kan ikke nå i mål hverken i forhold til landbrugets sektormål eller i forhold til 2030-målet med rene tekniske reduktioner, altså uden at landbrugets produktion også bliver reduceret.«
DET ER SVÆRT for alvor at tro på, at de tre politikere, som nu leder landet, faktisk er dybt optaget af klimaet.
Venstre har altid været landbrugets parti. Da Løkke var statsminister, var partiet garant for »grøn realisme«. Mette Frederiksen har selv erkendt, at det er venstrefløjen, som pressede hende til at gå op i klimaet. »Vi skal være ærlige om, at det ikke er de gamle store partier, der har drevet det,« har hun sagt.
Politiken beskrev i denne uge, hvordan de tre partiledere i de afgørende nattetimer under regeringsforhandlingerne klikkede ind på De Radikales hjemmeside for at finde »en ekstra foræring« til det lille midterparti. De fandt noget om »110 procent grønt Danmark«, og så kom det med i teksten.
Det er fint at lade sig inspirere, fint at ændre holdning, men ingen af de tre føler åbenbart så meget for »vor generations største udfordring«, at de selv ville være klimaminister. Og ingen af de to klimaministre, som er blevet udpeget, har fået en plads i koordinations- eller økonomiudvalget.
Mange steder i regeringsgrundlaget er der beregninger og nye milliarder – blot ikke i afsnittet om klima. Nogle steder er grundlaget meget konkret – på side 42 nævnes en »Ring 5-korridor i Nordsjælland« – men afsnittet om klima er mest mål og udviklingsspor og virkemidler.
ORD ER IKKE gratis. De forpligter altid dem, der udtaler dem, men ord er taknemmelige og smidige. Især hvis de handler om noget, der først skal ske om tre årtier.
Man ville gerne have byttet ét nyt mål for fremtiden for ét konkret løfte i dag. »Vi annullerer den planlagte gasledning til Lolland!« Men sådan siger den nye, grønne regering netop ikke.
Jakob Ellemann-Jensen har selv formuleret, hvad der ultimativt er på spil: »Vi er et af verdens rigeste lande, så hvis ikke vi kan gøre det her, hvordan pokker kan vi så stille krav til andre lande om at gøre det?« Det er netop dét, man bliver nervøs for. For Danmark er netop ikke ved at nå sit reduktionsmål hverken for 2025 eller for 2030.
Regeringens selvfortælling handler om »ansvar« – ordet optræder 37 gange i regeringsgrundlaget. Men hvis de virkelig skulle tage ansvar, ville de anerkende, at vor generations største udfordring ikke kan løses, uden at nogen må give afkald på noget. Og så kunne de starte med landbruget.
