I dagene op til VM var Lusail-stadionets facade udsmykket med en fotomosaik af sydasiatiske mænd. Nepalesere, singalesere, bangladeshere. Ansigterne så stift frem for sig og virkede underligt upersonlige: Cirka halvdelen var iført lyseblå arbejdsuniformer, andre stod i T-shirt og hjelm. Forsigtige smil, tomme blikke.
Væggen var ifølge den øverste Qatar-komité, som er ansvarlig for afviklingen af VM, en hyldest til hæren af mænd, der i årevis havde knoklet under den brændende ørkensol med at rejse fodboldstadioner, grave tunneller, udbygge infrastruktur. De vestlige medier så skeptisk til, for hvordan kunne et nådesløst styre, der havde henvist migrantarbejdere til kummerlige forhold, pludselig prale med deres indsats?
Da VM blev fløjtet i gang, fjernede de qatarske myndigheder da også mosaikken for at gøre plads til FIFAs bronzefarvede bannere og store slagord. Dyre biler gled nu forbi stadionets buer uden fotografier af de mennesker, der havde bygget dem.
Den amerikanske avis The New York Times publicerede straks en artikel om den fjernede mosaikvæg, de glemte migranter, det undertrykkende regime. Fodboldstævnet, som aldrig skulle være landet i en totalitær ørkenstat. Men det er ikke hele sandheden. I hvert fald ikke, hvis man spørger i de sydasiatiske lande, som migrantarbejderne kommer fra. Her fylder VM-kritikken forsvindende lidt. Nærmest intet. Hvorfor?
Ønskehalvøen
»Stadionerne, byggeriet og arbejdsforholdene er slet ikke på dagsordenen,« siger journalist Roshan Sedhai over telefonen fra Nepals hovedstad, Katmandu. Nepal er det land i verden, som efter Indien sender flest migranter til Qatars uendelige byggeimperium.
Hvert år emigrerer flere hundrede tusinde nepalesere for at undslippe landets høje arbejdsløshed og sende rupier hjem til deres fattige familier i fjerne bjergbyer. Migranternes indtægt udgør en fjerdedel af hele Nepals økonomi.
Visumkontorer i Katmandu reklamerer med gnidningsfrie ophold, og virksomheder tilbyder optræning i »udlandsarbejde.« Alle drømmer om at forlade det smalle land i Himalaya, og hver dag afgår fyldte fly til Abu Dhabi, Dubai og Doha.
»Her er det de heldige, der får lov til at rejse,« siger Roshan Sedhai og tilføjer, at Qatar står øverst på listen. En slags ønskehalvø, hvor man kan tjene de rupier, som er få forundt i Nepal.
Eller som den indiske professor Uday Chandra siger til mig; man vil leve »ørkendrømmen«. Chandra er tilknyttet Georgetown University i Doha, hvor han forsker i international politik og migration mellem Sydasien og oliestaterne.
»Familierne er stolte over at have en søn i golfstaterne, det giver en højere social rang i landsbyerne,« forklarer Chandra. I Nepal og Indien, hvor kastesystemet stadig undertrykker store dele af befolkningen, er flybilletten til Doha eller Dubai en vej ud og op i et ellers fasttømret socialt hierarki.
Den amerikanske drøm i sydasiatisk version. »De emigrerende tjener fire gange så meget som derhjemme, tager selfies foran de prangende shoppingcentre og blinkende skyskrabere, som de sender hjem til vennerne,« siger professoren. They made it.
Ingen officielle dødstal
Chandras beskrivelse står i skarp modsætning til den fremherskende fortælling i Vesten. Han end ikke nævner, at migranterne bliver stuvet sammen i små sovesale, bliver sat til at arbejde i ulidelige temperaturer og må nøjes med ti kroner i timen for det hårde slid.
I 2021 skrev The Guardian, at flere end 6.500 migranter fra Indien, Pakistan, Nepal, Bangladesh og Sri Lanka havde mistet livet i ørkenstaten siden 2010, det år Qatar vandt værtskabet.
Tallene er baseret på data fra landenes ambassader og tæller alle registrerede dødsfald i perioden. Den regnemetode er selvsagt misvisende for dødsulykker relateret direkte til opførelsen af de splinternye stadioner.
Det samme kan dog siges om de qatarske myndigheders regnskabspraksis. Der er ingen officielle dødstal, og myndighederne kan ikke komme i tanke om flere end tre arbejdsrelaterede hændelser. Alt andet var ifølge emirens talsperson »naturlig bortgang« uden for ørkenstatens byggepladser. I forrige uge opjusterede Qatar så alligevel tallet til et sted mellem 400 og 500 dødsfald.
Dødregistrene synes dog ikke at gøre indtryk på migranterne. Ingen løfter et øjenbryn over forholdene i Golfstaterne. Roshan Sedhai tilskriver det, at sikkerheden formentlig er bedre end i migranternes hjemlande.
»Det er jo ikke, fordi det ligefrem står glimrende til i Nepal eller Bangladesh,« siger Sedhai og fremhæver slumområderne og de omstridte tekstilfabrikker i udkanten af Dhaka.
I New Delhi, hvor nærværende skribent befinder sig, skal man da heller ikke være sagkyndig for at kunne vurdere, at sikkerheden på de indiske byggepladser rundtom i hovedstaden langtfra har højeste prioritet. Unge drenge klatrer rundt på stilladser uden hjelm, udstyr eller sikkerhedsgrej.
»Bare fordi Vesten pludselig interesserer sig for migrantarbejderes forhold under VM, er det ikke en nyhed i vores lande. Migrantarbejdere dør hele året,« siger Roshan Sedhai over forbindelsen fra Katmandu.
»Succeshistorierne overskygger de tragiske skæbner,« fortsætter han.
»De fleste kommer hjem med penge. De investerer i det lokale tempel, åbner en lille butik, betaler for deres børns skolegang. Det er de historier, som lever her i Nepal,« siger han.
Samme oplevelse havde den danske journalist Jakob Illeborg, da han rapporterede fra VM-cirkusset i Qatar. Han har siden fortalt, at han tilbragte en sen eftermiddag i Asian Town, Qatars migrantkvarter fyldt med tilflyttere fra Sydasien.
Her mødte han arbejdere fra Pakistan og Sri Lanka; en taxachauffør, som fik en betydelig højere hyre end i sin hjemby, Peshawar, og kunne sende sine børn i en god skole. En rengøringsassistent fra Sri Lanka, der havde trukket familien ud af fattigdom og nu kunne give sine børn en tilværelse med muligheder.
Illeborg endte i B.T. med at konkludere, at Danmark nok havde været »lidt for sort-hvid« i sin dækning af værtslandet.
Økonomisk afhængighed
I de støvede sydasiatiske landsbyer er det nærmest, som om de rejsende får kastet stjernestøv over sig, inden de har sat sig i flysædet mod Doha. De er familiens håb. Men det er stadig langtfra alle, der oplever den succes, de satsede på.
Og måske netop derfor er det endnu sværere at forstå, at det ikke medfører dirrende opråb, når ørkendrømmen brister for nogle. Når migranter bliver snydt af kyniske mellemmænd, kommer hjem i kister eller med varige skader, der efterlader hele familier i dyb ulykke.
Befolkningerne har ikke mobiliseret sig i noget, der kunne minde om en kollektiv protest, for at få deres regeringer til at reagere. I de indiske aviser fylder fodbolden i spalterne hver eneste dag, men kritikken af Qatar er ikkeeksisterende. Der er ingen offentlig samtale om landets VM-migranter; og man har tilsyneladende ingen moralske anfægtelser over at følge de stjernespækkede kampe på stadioner bygget af landsmænd med tvivlsomme arbejdsvilkår.
En analyse fra Verdensbanken viser, at en stor del af Sydasiens økonomi afhænger af emigranternes indtjening udenlands. I Bangladesh tilføjer migranterne hvert år 15 milliarder dollar til økonomien, omtrent en tiendedel af landets bruttonationalprodukt.
Og som den bangladeshiske migrantekspert Muhammad Owasim Bhuyan udlægger det over telefonen, er regeringen i Bangladesh mere optaget af »at pengestrømmene bliver ved med at flyde end af at kræve ordentlige arbejdsforhold for deres emigrerede statsborgere«.
»Det helt store problem er regeringen,« siger Bhuyan tørt. »De tæller penge i stedet for menneskeliv.«
Som de andre sydasiatiske lande er Bangladeshs økonomi flettet tæt sammen med Golfstaternes. Man kan derfor forestille sig, at Hasina-regeringen i Bangladesh er tilbageholdende med at stille krav til den stat, der brødføder millioner af bangladeshere og er med til at løfte landets økonomi.
Træder man Doha for hårdt over tæerne, kan oliestaten i stedet se mod andre kontinenter efter billig og mindre krævende arbejdskraft; østafrikanere udgør allerede en større del af arbejdshæren på halvøen.
De rige qatarere har tidligere udskiftet migranter efter behag. I 1970erne ophørte præferencen for arabiske arbejdere fra Egypten og Yemen, og man begyndte at foretrække ikkearabiske arbejdere fra Sydasien.
Man frygtede, at den panarabiske ideologi – at arabere udgør én nation – ville underminere golfmonarkierne. Og så var arbejderne fra Asien desuden billigere. Det samme kan ske igen: Og at blive fravalgt som arbejdskraft til fordel for nogle andre vil de asiatiske lande formentlig gerne undgå.
Et andet hensyn er forsyningssikkerheden. Både Pakistan og Indien får store dele af deres energi fra oliestaterne; knap halvdelen af Indiens naturgas er importeret fra Qatar, mens Pakistan får mere end halvdelen af sin gas fra De Forenede Arabiske Emirater. Asiens økonomiske fundament hviler på Doha og Abu Dhabi.
Omvendt har Golfstaterne brug for asiatisk slidstyrke udefra for at opretholde luksussamfundet. Og på den baggrund kan man undre sig over, at en superrig oliestat som Qatar ikke gør mere for at sikre et minimumsniveau for de mange knoklende tilflyttere.
Det nærliggende svar er, at så længe folk er villige til at pukle på de betingelser, har Qatar ingen grund til at forbedre sig. Det samme gælder i øvrigt de vilkår, som en stor del af de varer, vi konsumerer i Vesten, bliver produceret under. De ville næppe bestå en VM-boykot-test.
Netop den dobbeltmoral bliver gang på gang fremhævet i Asien. Kolonitiden er kun et par generationer væk, siger indere og pakistanere. Og migrationsproblemet i Europa vidner om, at europæerne ikke er nær så åbne og tolerante, som de går rundt og fortæller hinanden og resten af verden.
Vesten ser migrantarbejderne i Qatar gennem en »forvrænget linse,« skrev The Economist forleden og uddybede, at emiratet er mere åbent for udenlandsk arbejdskraft end noget europæisk land. Kun 12 procent af befolkningen er indfødte qatarere, resten er importeret: »Og selvom disse migranter nogle gange bliver dårligt behandlet, er lønningerne livsændrende, hvorfor så mange ønsker at komme i første omgang.«
Morallektioner er de vestlige lande verdensmestre i. Men den moraliserede form findes slet ikke i Sydasien, som Atul Singh, stifter af tænketanken Fair Observer, sagde til mig forleden. »Det er et rigt lands privilegium.«
