Satellit. Trods den britiske regerings løfte om at reducere migrationen til landet, er antallet af tilrejsende blevet mere end fordoblet det seneste år.

En million flere

Et rekordstort antal mennesker kom til Storbritannien det seneste år.

Ifølge tal fra Office for National Statistics (ONS) ankom 1,1 millioner mennesker fra juni 2021 til juni 2022. Heraf kom 704.000 fra lande uden for EU. I samme periode forlod 560.000 personer landet, hvoraf næsten halvdelen – 275.000 – vendte tilbage til EU.

Storbritannien fik altså 504.000 nye indbyggere; en stigning på 331.000 sammenlignet med sidste år og mindst 400.000 flere end indenrigsminister Suella Bravermans målsætning om færre end 100.000 immigranter om året.

Årsagen til stigningen er især, at mange udenlandske studerende, der havde udskudt deres studier i landet på grund af coronapandemien, valgte at starte i efteråret 2021. Derudover søgte flere end normalt om et humanitært visum, især fra Ukraine, Hongkong og Afghanistan. Disse nationaliteter har regeringen selv skabt lempeligere indrejsevilkår for.

Men selvom ONS slår fast, at stigningen skyldes usædvanlige omstændigheder, er tallene katastrofale for en regering, der havde lovet briterne, at Brexit ville nedbringe antallet af nytilkomne. Ikke mindst fordi antallet af asylansøgere steg til 72.000 – det højeste antal i næsten 20 år.

Den tidligere Brexit-partiformand Nigel Farage, som menes at pønse på et politisk comeback, rettede da også et nådesløst angreb mod regeringspartiet.

»500.000 er næsten dobbelt så mange som den forrige rekord. De Konservative fortjener at blive udslettet,« sagde han til The Telegraph.    rod