De kinesiske myndigheder offentliggjorde onsdag en stribe lempelser af de stramme covidregler, der har gjort livet besværligt for folkerepublikkens 1,4 milliarder indbyggere siden pandemiens begyndelse.

Massetest vil blive gennemført i langt mere behersket omfang end før, og kineserne skal ikke længere fremvise dokumentation på fravær af smitte i tide og utide. Hvis de bliver ramt af covid-19, men kun har lette symptomer, kan de isolere sig hjemme i stedet for på store karantænecentre.