Fortrængt. Mens verdens blik er rettet mod klimakrisen, kæmper Klodens dyr og planter for overlevelse. Onsdag startede forhandlingerne om en international redningsplan.

Den anden naturkrise

Efter årtiers tilløb er klimaet endelig klatret til tops på den globale dagsorden. Vi diskuterer CO₂-afgifter og grøn omstilling som aldrig før, vi taler om hockeystave og elbiler og klimavenlig kost, og da klodens statsledere og eksperter for nylig var samlet til klimatopmødet COP27 i Sharm el-Sheikh, Egypten, skete det under stor international bevågenhed.

Men hvor mange har hørt om det globale krisemøde COP15, som løber af stablen i denne uge i Canada?

På det aktuelle FN-topmøde er det klodens anden store krise, der i fokus. Her skal verdens lande forsøge at nå til enighed om en ny global aftale, der skal bremse det voldsomme tab af biodiversitet, altså mangfoldigheden af alt liv på Jorden.

Ifølge FNs biodiversitetspanel, IPBES, er godt en million dyre- og plantearter i fare for at uddø – i mange tilfælde inden for årtier. Tabet er i fuld gang og betegnes som det største siden dinosaurernes svanesang for knap 66 millioner år siden. Arterne forsvinder i et tempo, som er 100 til 1.000 gange højere end den naturlige baggrundsuddøen, og allerede nu er den gennemsnitlige forekomst af hjemmehørende arter i de fleste større landbaserede habitater faldet med mindst 20 procent, primært siden 1900. Flere forskere mener, at vi står på tærsklen til den sjette masseuddøen i Jordens historie.

Årsagen er klar. Mennesket er blevet en geologisk urkraft, der former kloden i eget billede.

Vi rydder skove og dræner vådområder for at gøre plads til intensivt landbrug. Vi overfisker, overforbruger og forurener i stride strømme. I dag er op til 70 procent af verdens landarealer og 60 procent af de marine områder markant forandrede som følge af menneskelig påvirkning. Sigende er det, at 96 procent af biomassen på tværs af alle Jordens pattedyr nu udgøres af enten mennesker eller husdyr.

Der er med andre ord nok at tage fat på, når FNs biodiversitetstopmøde COP15 i dag starter i Montreal. Her skal forskere og embedsfolk forsøge at nå til enighed om, hvad der vidt og bredt betegnes som den vigtigste aftale for naturen nogensinde.

Alligevel er det, som om biodiversiteten ikke for alvor har bidt sig fast i den almene bevidsthed. Alle taler om klima, der fylder langt mere i medierne og på den internationale agenda. Biodiversitetskrisen har ingen Al Gore eller Greta Thunberg. Mens det i dag er kutyme, at stats- og regeringsledere kaster glans over klimatopmøderne, er det fortsat normen, at FN nøjes med at invitere landenes miljøministre til biodiversitetstopmøderne.

Man kan få det indtryk, at klimaet er vigtigere end biodiversiteten.

»Det er forkert,« fastslår Carsten Rahbek, verdensførende professor i biodiversitet ved Københavns Universitet:

»Biodiversitetskrisen er mindst lige så vigtig som klimaændringerne. Biodiversitet er kort sagt grundlaget for, at verdens økosystemer hænger sammen – økosystemer, som blandt meget andet giver os ilt, rent vand, frugtbar jord og viden om kemiske komponenter i livsvigtig medicin.«

Han understreger, at de to kriser er tæt forbundet med hinanden, men måske ikke på den måde, vi tror. Klimaforandringerne er hovedsageligt en trussel mod mennesket; dyr og planter kæmper i højere grad med andre problemer.

»Gennem Jordens lange historie har arterne igen og igen tilpasset sig til golde istider, stigende temperaturer og andre markante klimaændringer ved at flytte sig rundt på kloden. I dag er det først og fremmest mangel på plads, der tager livet af dyr og planter, fordi de ikke har nogen steder at søge hen,« siger Carsten Rahbek.

Til gengæld vil en indsats for at bevare naturen være med til at løse klimakrisen:

»30 procent af den globale opvarmning er direkte relateret til naturødelæggelser, der frigiver enorme mængder CO₂ og andre drivhusgasser. Vi klarer ganske simpelt ikke klimaudfordringen, hvis vi ikke samtidig løser biodiversitetskrisen.«

Plads, plads, plads

Ligesom på klimaområdet udspringer biodiversitetstopmøderne af Rio-konferencen i 1992, hvor FN for alvor satte bæredygtig udvikling på dagsordenen. I 2010 kulminerede indsatsen med de 20 såkaldte Aichi-mål – opkaldt efter den japanske værtsby – der slog tonen an for FNs »Årti for Biodiversitet«. Her lød det blandt andet, at tabet af naturlige habitater skulle halveres, tilbagegangen hos kendte arter forhindres og forurening mindskes.

Da man gjorde status i 2020, stod det klart, at verdenssamfundet ikke havde nået en eneste af de 20 målsætninger.

»Forklaringen er ret enkel,« siger Carsten Rahbek. »Aichi-målene var uforpligtende hensigtserklæringer, og der var ingen egentlig kontrol med de enkelte landes indrapporteringer.«

Denne gang skal det være anderledes. FN lægger nu op til en bindende aftale, der helt konkret formulerer, hvordan de enkelte mål skal opfyldes.

COP15 skulle oprindelig have fundet sted i kinesiske Kunming i 2020, men er udskudt flere gange på grund af Kinas krasse coronarestriktioner. I 2021 mødtes politikere og andre delegerede over Zoom og udfærdigede et første udkast til et såkaldt Global Biodiversity Framework. Det er dette udkast, der nu skal forhandles endeligt på plads i Canada. I øvrigt med Kina som officiel vært.

Dokumentet tæller fire overordnede mål og 22 handlingsmål. Mest opmærksomhed samler sig om handlingsmål 3, der går ud på at naturbeskytte 30 procent af landjorden og 30 procent af de marine områder i 2030, populært kaldet »30 by 30«.

»Det er altafgørende. Det er det mål, som resten af aftalen står og falder med. Hvis ikke vi kan enes om dét, kan det andet ikke lade sig gøre. Naturen har først og fremmest brug for plads, plads og plads, hvis udviklingen skal vendes,« siger Carsten Rahbek.

Når det er sagt, er det naturligvis afgørende, at kvaliteten af beskyttelsen følger med.

Landbrug forklædt som naturbeskyttelse

Vi behøver ikke at kigge udenfor vores egne grænser for at forstå hvorfor. Tirsdag i sidste uge offentliggjorde Biodiversitetsrådet sin første rapport om naturens tilstand herhjemme, og her sås der eftertrykkeligt tvivl om kvaliteten af Danmarks nuværende naturbeskyttelse.

I dag omfattes 16,1 procent af de danske landarealer officielt af naturbeskyttelse, men ifølge rapporten er det reelt kun 2,3 procent af landet, der lever op til kriterierne i EUs seneste biodiversitetsstrategi. For 5,3 procent af arealerne er det nødvendigt med en nærmere vurdering af beskyttelsen, lyder det i rapporten. Andre steder er der tale om områder med land- og skovbrug og bebyggelse, som ikke harmonerer med kravene.

»Danmark er et ekstremt eksempel, men generelt er kvaliteten af beskyttelse og fredning langtfra lige god alle steder. Derfor er det helt afgørende, at en ny global biodiversitetsaftale stiller store krav til reel naturbeskyttelse,« siger Carsten Rahbek, der er en af de siddende medlemmer i Biodiversitetsrådet.

Andre delmål i rammeaftalen for COP15 tæller en øget indsats mod spredningen af invasive arter, et opgør med plastaffald, næringsstofforurening og pesticider og en nedbringelse af subsidier til industrier, der bidrager til tab af biodiversitet.

Samlet set lyder det, at artstabet skal stabiliseres i 2030 og vendes i 2050, hvor mennesket ifølge FN skal »leve i harmoni med naturen«.

En sådan harmoni kan også bidrage til at løse klimaudfordringen. I dag optager naturen over halvdelen af den menneskeskabte drivhusgasudledning. Oceanerne fører an med 33 procent og suppleres fortrinsvis af skove og vådområder. Skal det fortsat være sådan, kræver det en natur i balance.

»Helt grundlæggende handler det om at bevare det, der er, så vi ikke øger udledningen af drivhusgasser fra naturen. Dertil kommer, at vi ved at genetablere eksempelvis skove og vådområder kan binde store mængder CO₂. Mens vi diskuterer Power-to-X og andre teknologiske løsninger, glemmer vi, at naturen kan hjælpe os allerede i dag,« siger Carsten Rahbek.

Paris-aftale for naturen?

I Montreal håber man på en »naturens Paris-aftale«, der skal vitalisere indsatsen mod biodiversitetskrisen, men i krogene hviskes der bekymret om et nyt »København«: Man ser en slukøret Lars Løkke Rasmussen for sit indre blik, bankende med sin lille hammer under det skuffende klimatopmøde i København i 2009.

»Der er helt klart en frygt for, at aftalen udvandes,« siger Anders Sanchez Barfod, lektor ved Sektion for Økoinformatik og Biodiversitet på Aarhus Universitet.

»Da udkastet kom sidste år, havde mange af os armene over hovedet, men siden er dokumentet blevet invaderet af kantede parenteser, som betyder, at et eller flere lande vil genforhandle formuleringerne,« siger Anders Sanchez Barfod, der deltager i forhandlingerne i Montreal som medlem af styregruppen i IPBES Danmark, den danske gren af FNs biodiversitetspanel.

Der er især tale om klassiske knaster som uenigheder om, hvor meget verdens rige nationer skal bidrage økonomisk til naturbevaring i fattigere lande.

Carsten Rahbek er forsigtig optimist.

»Jeg tror, at der kommer en ambitiøs aftale, der har alle målsætningerne med. Men jeg frygter, at den del, der handler om, hvordan de skal måles og kontrolleres, udvandes en del. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor mentalt klar vi er oven på coronapandemi, energikrise og stor økonomisk usikkerhed. Stemningen er ikke helt så optimistisk, som den har været. På den anden side står vi en situation, hvor det ikke længere er Trump, der sidder i Det Hvide Hus, og Bolsonaro, der bestemmer i Brasilien. Jeg er fortrøstningsfuld.«

Anders Barfod er mere direkte.

»Det er ufattelig vigtigt, at vi får en ambitiøs og bindende aftale. Det er nu, vi skal vende udviklingen og lave en Paris-aftale for naturen. De ti år med Aichi-målene har slet ikke gavnet naturen nok. Det har vi hverken tid eller råd til denne gang.«