Selve værkgestussen er så smuk, at det næsten overskygger værkernes egne unikke kvaliteter: Den unge forfatter og »formgiver af bøger« Dorte Limkilde, født 1994, udgiver to bøger på samme tid, en faksimileudgave, med nyt smudsomslag, af Inger Schiøtts 1965-roman De gyldne sandaler, og en egenhændig bog om Schiøtt og romanen betitlet Een lang nat med billeder og tekster om hende og den. Så rørende konkret en omsorg for en glemt (hvis noget og nogen, som ingen litterater fik øje på i første omgang, kan være glemt) skrift og skriver!

Jeg gætter på, at ikke engang de mest outsider-arkæologisk nidkære blandt nutidens litterater, selv ikke Hans Otto Jørgensen, godfather for Gladiators Sandal-serie (sandal!), før Limkildes dobbeltudgivelse har haft nys om Schiøtt og De gyldne sandaler. Uden at det derfor er skandaløst – det er det først fra nu af!