Mindeord. Skuespilleren Jens Arentzen er død. Filminstruktør Ole Bornedal ser tilbage på et frygtløst menneske og en elsket ven.

Min vildeste ven

Omkring 1984 er dansk skuespil og dansk teater 1:1 og dårlige vaner. Det er Arte og kvinder med hår, som har drevet deres undertrykte mænd ind i teatret for at se de kendte på scenen. Ikke meget teater for os sortklædte i spidse sko og attituder.

Jeg selv i kulsort ned gennem Købmagergade midt om natten sammen med Søren Ulrik – og i butiksvinduernes spejlbillede ligner vi begge hårdtrygende selvmorderiske samuraier. Livet kan bare komme an. Vi vil skide på det. Livet. Vi har ikke selv bedt om, at det skal stå og stinke lige op i fjæset på os – det kan bare komme an! Vi tror, vi er noget.

Men en af os vælter læsset mere end de fleste. Jens.

Han går også i sort. Først tvivler man på hans ærlighed på afstand, for han har spillet Ulrik Varnæs i Matador, og det ligger meget langt fra F.P. Jacs langsomme drukselvmord og Strunges tågede øjne. Så han er nok bare endnu en af de pæne drenge.

Og aldrig har man taget så meget fejl. I Klassefjenden af Nigel Williams på Aveny tordner Jens ind over scenen. Uregerlig i en helt ny spillestil: Det er råt, punk, voldeligt, anarkistisk og kompromisløst.

Den eneste teaterforestilling (ud over mine egne, naturligvis), som jeg har set to gange!

Vi er vilde med ham. Og jeg opsøger ham – han bliver min bedste ven. Jeg ved ikke, om man kan forelske sig i en tornado – men jeg kunne. Hans energi var enestående. Alt – og jeg skriver alt – handlede om kreativiteten, det grænsesøgende, kunstens magi og de menneskelige hemmeligheder, vi alle rummer, og som han mente, at netop dramaet, filmen og teatret havde ansvaret for at få frem i lyset.

For at vi alle kunne mærke hinanden. Se hinanden. Nøgne. Uden skam. Uden hensyn. Uden blufærdighed, se os som de fortabte uden for Paradiset, der aldrig mere kan vende tilbage, men må erkende, at vi må leve med ondskab, armsved og kærlighed i al evighed. Erkendelse, lykkeligt befriet fra idealisme og armbind.

JENS SPOTTEDE EN LØGN, før den var sagt. Han så den i dine øjne. Og derefter kunne ingen tavshed eller noget nedslået blik undslippe hans. Han forfulgte dig ind i knoglemarven og skød med skarpt.

Jens tog ikke hensyn til dine våde øjne og din snøften. Din smerte i mellemgulvet, når han fortalte dig en sandhed, du ikke kunne tåle, for Jens respekterede og elskede livet højere end hensynets krænkende magt.

Så meget, at han pinte livet – stillede vilde krav til det. Tog kvælergreb på det, for at vi allesammen ikke skulle frygte det. »Der er så meget at frygte – derfor skal I ikke frygte noget som helst,« lod jeg en karakter sige i en af mine film. Og det kom fra Jens.

Når Jens i Nattevagten hed Jens – spillet af Kim Bodnia – så var det Jens, jeg skrev om. Dén Jens. Min Jens. Han kunne netop som Bodnia vade op til en dræberrocker og håne ham – bare for sjov – bare for at mærke efter, om man kunne overleve det her. Studentikost måske, men i alle tilfælde et billede på, at konflikten, det rasende, det krænkende, kan have et formål: at mærke selve kernen i livet, og hvor man selv er.

DA MIN MOR var døende, sad Jens og jeg i Faxe, af alle steder. Jeg fortalte, at hun skulle opereres, og straks rasede han over min uopmærksomhed. Hvorfor jeg ikke var der, når hun vågnede i morgen tidlig?

Vi udrustede os med whisky og øl og holdt os vågne i nattoget. Ankom til Aalborg klokken 8, og senere gik Jens fra blomsterbutik til blomsterbutik for at indsamle de helt rigtige blomster til sin helt egen buket til mor. Tre butikker ramte han. Og så gik vi op til mor, som lige var vågnet. Og mor dånede, ikke blot ved at se mig, men ved at se Ulrik Varnæs med blomster til hende. Min mor var en simpel, proletarisk mor. Hun havde aldrig set eller snakket med »en kendt« – nu kom en storsmilende Jens ind til hende, satte sig på sengen, og de snakkede, som havde de kendt hinanden i årevis. Og imens så de andre modne fruer på stuen beundrende til, og sygeplejersker stimlede sammen i døråbningen og lunede sig lidt på den maskuline unge mand. Vidste jo ikke, han var bøsse – hvordan skulle de vide det – men det vidste jeg. Så jeg smilede i skyggerne bagved.

Jens blev forelsket i mig. Jeg var smuk dengang, og det endte sort på den svære måde. Jeg svigtede hans dødsdrom, for jeg kunne ikke følge med. Ikke i det hæsblæsende tempo, hvor dæmonerne og livet konstant skulle jages ned og indfanges.

Da jeg stod i min lejlighed med min første kone, Vicky, og hun var gravid, og jeg havde besluttet mig til ikke længere kun at gå i sort og spidse sko – så mødte han fuld op, og drugget, sammen med en veninde og lavede slet skjult satire på mit nye mere forsigtige liv.

Det var ærgerligt, Jens. For du var sendt fra de højere magter. Du var alt, hvad tiden ikke er i dag. Du var frygtløs, kompromisløs og politisk ukorrekt. Du var en sand kunstner, som aldrig dukkede hovedet, og som aldrig fulgte den gængse strøm. Den trendede sandhed. Du var så ekstremt uhellig, at jeg håber, de stiller dig op som skulptur sammen med apostlene inde i Vor Frue Kirke, for det var og er Guds hensigt, at rasende, overskridende, kreative frie mennesker som dig skal sprede larm og uro og kvæle alt det forstilte hellige i kvalificeret spot og satire. I kærlighed til livet.

Længe leve Jens Arentzen. Min vildeste ven!