PRÆSTESTYRET i Teheran lægger kortene frem. Indadtil forsøger regimet at kvæle en folkelig opstand: dræbe kvinder, der kræver deres frihed, fængsle opstandens ledere og stramme grebet om befolkningen. Også udadtil viser mullaherne, hvor de står: Iran støtter Rusland mod Ukraine; med dødbringende droner mod civile og energisystemer og – frygter Ukraine – snart med ballistiske missiler.
KAN Vesten gøre noget for at hjælpe dem, der forsøger at vælte et af historiens mest rædselsfulde regimer; en messiansk revolutionær dødskult, degenereret til kleptokratisk mafiabande? Mange siger nej: Vi må holde os på nogenlunde god fod med Iran, som er ved at udvikle atomvåben. Barack Obamas største synd, erkender han selv, var at ignorere det iranske oprør i 2009, fordi han pinedød ville indgå en atomaftale med ayatollahen. Denne nervøsitet plager stadig USA og Europa. I hele det seneste år har man forsøgt at genoplive den uvirksomme atomaftale, og nu diskuteres det, om man skal fortsætte trods drabene på iranske civile og støtten til Rusland. Men der burde ikke være meget at tale om.
VÆLTES må det iranske præstestyre. Af hensyn til iranerne selv. Og på grund af Irans evige støtte til Vestens fjender: Assad, Hamas eller Putin. Lige nu har den iranske befolkning lagt stort pres på præsterne, modigt og beundringsværdigt, og det er i sidste ende iranerne selv, der skal fjerne regimet. Men de kan støttes langt bedre. Det kræver et massivt ydre pres og en gentænkning af Vestens Iran-politik: kraftigere sanktioner og en erkendelse af den illusion, at man kan forhandle meningsfuldt med præstestyret. Vi kan godt lade iranerne alene med deres forfærdelige undertrykkere. Det har vi gjort i årtier. Nu er tiden kommet til at hjælpe dem til at få dem fjernet. kras
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
