Landkort er magtens spejl og drømmenes portræt – også i Grønland. Hvis man vil forstå forholdet til Grønland, fra kongernes imperiale visioner til den stadig aktuelle kolonitid og alliancen med USA, byder kartografien på enestående indsigt.

Og få er mere fortrolige med netop kartografien end cand.scient. i geografi, geologi og historie Henrik Dupont. I 37 år arbejdede han på Det Kongelige Biblioteks Kort- og Billedsamling, og han har nu fuldført opstøvningen af så vidt muligt samtlige kort, der nogensinde er tegnet over Grønland. En sådan samling er aldrig set før.