Hver dag under VM skriver Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye med hinanden om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på Weekendavisen.dk/VM og i nyhedsbrevet Bænkevarmer.
Kære Asker
Tunesien er Nordafrikas Uruguay, klemt inde mellem prægtige stormagter. Og præcis som Uruguay får tunesisk fodbold meget ud af lidt, karrigt og vedholdende. Det er således to små lande med hver seks VM-deltagelser, der står over for hinanden, når Danmark og Tunesien i eftermiddag mødes på Education City Stadium.
Tunesiens nationale fodboldhistorie tog sin begyndelse i 1919, da klubben Espérance Sportive de Tunis – Sportshåbet – blev dannet af arabiske reformfolk, som ønskede et moderniseret Tunesien. Espérance var et modtræk mod de klubber, som var forbeholdt franske, jødiske, italienske og maltesiske medlemmer.
Den italienske tilstedeværelse havde været markant siden 1700-tallet, og selvom franskmændene i 1881 erobrede Tunesien som koloni og beholdt den frem til 1956, blev det i allerhøjeste grad italiensk fodboldforståelse, der gennem det 20. århundrede kom til at præge tunesisk fodbold.
En meget lidt romantisk opfattelse af arbejde og nødvendighed fremfor pragt, som flugtede smukt med tunesernes selverkendelse som lille nation. Den dag i dag er det italienske begreb »grinta« – sammenbidt indsats og aggressivitet – et grundelement i tunesisk fodbold.
Tunesernes grinta har ført dem langt. Det var således ikke storhederne fra Nigeria, Cameroun eller Egypten, der noterede Afrikas første sejr ved en VM-slutrunde. Det var Tunesien, som i 1978 i Argentina besejrede Mexico 3-1. Tunesiens landstræner, Abdelmajid Chetali, udbrød dengang: »Verden har grinet ad Afrika, nu er det slut med håneriet.«
Det tør siges. Og det var det undselige Tunesien, som gik forrest, 21 år efter at fodboldforbundet blev stiftet i 1957.
I kvalifikationen til VM 2022 vandt Tunesien sin afrikanske pulje foran Ækvatorial Guinea, Zambia og Mauretanien. I den afgørende playoff eliminerede tuneserne et stærkt Mali med 0-1 ude og 0-0 hjemme. To resultater, som ganske præcist afspejler den nøjsomme, men slidstærke kultur, som det danske landshold i dag konfronteres med. Siden Africa Cup of Nations i januar har den populære landstræner Jalel Kadris mandskab kun tabt én af otte kampe og noteret lutter clean sheets i de øvrige syv kampe, senest en 2-0-sejr over VM-deltagerne Iran.
Hvor Egypten, Marokko og Algeriet kan skryde af præmiehingste som Mohamed Salah, Achraf Hakimi og Riyad Mahrez, er der mere skiftehold over Tunesien.
Ud over Brøndbys Ben Slimane i højre side af angrebet er Wahbi Khazri på den modsatte fløj vel det mest bekendte navn efter en karriere i Sunderland, Saint-Étienne og nu Montpellier.
Men foran keeper Ayman Dahman fra den hjemlige klub CS Sfaxien patruljerer folk fra ganske pæne adresser: venstreback Ali Abdi fra Caen, midterforsvarerne Dylan Bronn og Montassar Talbi fra Salernitana og Lorient, højreback Mohamed Dräger fra FC Luzern.
En arbejdsom midtbane tæller Ellyes Skhiri fra FC Köln og Ghailene Chaalali hjemme fra Espérance. Omdrejningspunktet er Aïssa Laïdouni fra Ferencváros i Budapest.
Helt fremme var den nu 32-årige forward Youssef Msakni i sin tid spået en stor europæisk karriere, men hans klubkarriere giver ham nu en fordel i VM-slutrunden. Siden 2013 har han spillet i den qatarske liga, ligesom kolonien af 30.000 tunesere, der bor og arbejder i Qatar, formentlig vil sætte et festligt præg på tribunerne.
Det tunesiske nyhedsbureau TAP indsamlede i går ekspertvurderinger forud for VM-kampen mod Danmark. TAPs egen sportsredaktør, Ramla Mehri, forudser en svær opgave, men fremhæver tunesernes solidaritet og homogenitet over for et fysisk stærkt Danmark: »Vort landshold vil kunne tage udfordringen op i en åbningskamp, som er nøglen til slutrunden, ikke mindst på det psykologiske plan.«
Abdelwahab Ben Rouma fra dagbladet Al-Sahafa er bekymret for keeper Dahmans sparsomme internationale erfaring, ligesom han savner en ordentlig spilfordeler: »Vores eneste chance er kontraangreb og spilvendinger.«
Lofti Larguet fra nyhedsmagasinet Tunis-Hebdo anser også opgaven mod Danmark for meget stor: »Men spillerne er udtaget for at spille uden komplekser.«
Kære Joakim
På dagen for Danmarks VM-premiere mod Tunesien står den østjyske temperaturmåler på to grader, der ifølge den semifilosofiske vejrtjeneste, som jeg foretrækker, »vil føles som -4«.
Det er mærkeligt at se VM i snevejr, og det er mærkeligt ikke at være afsted, men at smøre madpakker og hente og bringe børn midt mellem Lionel Messi og Kylian Mbappé. Før Qatar har jeg rapporteret fra alle herreslutrunder siden 2012 – med undtagelse af én.
Heldigvis gør vores kolleger fra andre medier det jo godt på sandjorden. Jeg er positivt overrasket over TV 2, men burde ikke være det, eftersom ansættelsen af Carsten Werge som fodboldredaktør åbenlyst har været med til at ændre stationens image fra det entusiastisk-kvabsede til det bedre. DR er fortsat DBUs bedste ven i nøden.
Jeg har en jysk kollega, der ikke mener, man bør bedømme andre kolleger offentligt, men det er jeg helt uenig i: Når man får lov at tale ind i alles stuer i den bedste sendetid, må man også kunne tåle lidt kritik. Hvad synes du om den foreløbige tv-dækning?
Det er sandelig også en svær opgave, kommentatorer og reportere er på i Qatar. Uanset om man vælger at fokusere på fodboldspillet eller på de kritisable forhold, vil man på en eller anden måde svigte det andet aspekt. En vanskelig balance.
Nu er vi jo vant til de hyperprofessionelle, skarptskårne transmissioner fra Premier League og Champions League. Og selvom jeg synes, at DR og TV 2 hidtil har gjort det pænt, er det også lidt gammelmodigt i hele tiltaleformen og snakkeriet. Måske fordi de er vant til at dække håndbold og skal nå ud i alle stuer? Det er lidt som at lytte til 1981. Det var vist tre år, før du blev født?
Nå, men vi har jo faktisk en VM-kamp foran os i dag, Asker. Danmark møder Tunesien.
Sandt, og det skal nok gå godt. Som du så glimrende fortæller, så har tunesisk fodbold en råhed, som man ikke bør undervurdere. Alligevel ser jeg Danmark som storfavorit. Vi er bedst på alle pladser og har en dygtig træner, der er god til at justere undervejs i kampene. I lige netop den disciplin er der ikke mange af VM-trænerne, der matcher Kasper Hjulmand. Måske kun Belgiens Roberto Martínez.
Noget af det sjove ved de skiftende danske landshold og landstrænere er i øvrigt, at de altid er markant bedre end deres ledere. Danmark vandt OL-bronze i 1948 og OL-sølv i 1960 i en periode, hvor toppen af dansk fodbold ellers gjorde alt, hvad den kunne for at modarbejde succesen på banen.
Så sent som i 1956, 26 år efter det første VM i Uruguay, nedværdigede DBU sig til at tilmelde sig kvalifikationsturneringen for de – fnys! – professionelle, vel at mærke som en cadeau til vort broderfolk, VM 1958-værterne fra Sverige. Ikke at det danske amatørlandshold var i nærheden af at kvalificere sig.
Fire år senere undlod man atter at spille med i VM-kvalen, da der, som det hed, alligevel var for langt til 1962-værtslandet Chile. Det var i øvrigt ikke noget, der afholdt Sverige, Norge eller Finland fra at medvirke i kvalifikationskampene.
Da Sepp Piontek blev ansat som landstræner i 1979, havde han som krav, at DBU tog livet af UK, den såkaldte udtagelseskomité, der i årtier havde … ja, udtaget landsholdet! Og da Richard Møller Nielsen blev ansat i 1990, skete det som sidsteøjebliks-indskiftning for tyske Horst Wohlers, der til DBUs overraskelse stadig havde kontrakt med sin tyske klub Bayer Uerdingen.
Sådan er det fortsat. I går vendte DBU fluks rundt på en emaljeret, arabisk tallerken, så snart FIFA truede landsholdsanfører Simon Kjær med et gult kort, hvis han i dag mod Tunesien stillede op med det omdiskuterede OneLove-armbind. »Katastrofale sportslige konsekvenser,« kaldte fodbolddirektør Peter Møller udsigten til, at hans anfører skulle spille med et gult kort hængende over hovedet. Ved du, hvor mange advarsler Kjær fik ved EM sidste år? Nul. Han har fået to på landsholdet i seks år.
I stedet gav Møller såmænd anførerbindet til en TV 2-reporter, som fodbolddirektøren foreslog kunne iføre sig det uden for landsholdets hotel. Og det gjorde han så, reporteren, og straks kom et par lokale betjente og forsøgte at fravriste TV 2-journalisten det farlige, flerfarvede armbind. Jeg tror vitterlig, at Møller tror, han foretog en frygtelig aktivistisk handling dér. Tak, skæbne.
Det er let at udstille tilbagetoget som krysteragtigt. Men jeg synes faktisk, det er lidt billigt at læsse det af på spillerne, også når det gælder det gule kort. Landsholdet er på et sportsligt togt, og de kan ikke gå og påføre sig selvskade. Så skulle de aldrig være taget afsted.
Dette er bare virkeligheden, når vi ikke valgte at boykotte hele elendigheden. Det var faktisk til at forudse. Vi to gik jo ind for boykot. Vi mente, at Danmark ikke burde besudle sit dejlige landshold med Qatar-slutrunden. Det var der ikke stemning for, og nu befinder landsholdet sig midt i det uhumske FIFA/Qatar-bunkepul. Og så får det denne type konsekvenser.
Hvad forventer du af Danmark i dag?
Jeg er især spændt på én ting. Vil landstræneren have modet til at sætte sine bærende kræfter på bænken, hvis de ikke længere er i stand til at bære?
Kasper Schmeichel har på ingen måde det niveau, han havde for bare halvandet år siden, men han skal naturligvis forblive i målet. Alternativerne er på et lavere niveau, og jeg forventer ikke, at Hjulmand laver en »Van Gaal« (i gårsdagens kamp mod Senegal gav den hollandske landstræner Louis van Gaal debut til målmanden Andries Noppert).
Men hvad med netop Kjær? Er Joachim Andersen ikke bedre lige nu? Hvor meget tæller anciennitet? Morten Olsens sidste fire-fem år som landstræner viste, hvor vanskeligt det kan være at give sine betroede løjtnanter sparket – selv for en hård nyser som Olsen.
Jeg er næsten urolig over, hvor rolig jeg er. Det her landshold har på fire år opnået så stor slutrundeerfaring, at et par udskiftninger ikke vil rokke alvorligt ved strukturen. Hvad angår Schmeichel, lukker jeg øjnene og holder mig til rapporter fra Frankrig om støt stigende niveau gennem de seneste måneder. Uden Schmeichel, intet VM.
»Hans Højhed Emiren sætter altid de gode hensigter i højsædet, og i samklang med sit folk opfyldte han sit løfte om at få den store fodboldbegivenhed til landet, hvor den vil blive en milepæl i fodboldhistorien.«
Chefredaktør dr. Khalid Al-Shafi hylder i sin leder i dagbladet The Peninsula landets hersker og fnyser ad den internationale »storm af anklager«.
Argentina – Saudi-Arabien kl. 11 på DR1
Danmark – Tunesien kl. 14 på DR1
Mexico – Polen kl. 17 på DR1
Frankrig – Australien kl. 20 på TV 2
