Jeg har en enorm svaghed for det iranske fodboldlandshold.
Da England scorede til 2 og 3-0 på få minutter sidst i første halvleg, og man vidste, at det nu allerede var slut for Iran i denne slutrunde, gjorde det ondt.
Jeg holder altid med England, men ikke når de spiller mod Iran.
Det er selvfølgelig ikke fordi, jeg holder med den islamiske republik, som jeg afskyr og hader, men fordi jeg holder med iranerne.
Iranerne har spillet fodbold, siden, ja, selvfølgelig, siden englænderne lærte dem det. De første klubber blev etableret af engelske ingeniører på de første olieraffinaderier og medarbejdere på den britiske ambassade, og så begyndte de amerikanske missionærer i landet at spille med. Først var iranerne tilskuere, så begyndte de at være med som indskiftere, de lavede deres egne klubber og spillede med i løst organiserede ligaer.
Fra begyndelsen fik de iranske spillere høvl for at deltage i dette vantro spil, og fodbolden kunne ikke hamle op med brydning, den persiske folkesport. I Persien dystede man helst enkeltvis, mod hinanden, men de første moderne iranske pædagoger så fodbolden som et redskab, der kunne få iranerne at arbejde lidt bedre sammen i hold. I 1930erne begyndte de at spille fodbold i gymnastiktimerne, og så var der ingen vej tilbage. Iran vandt de asiatiske mesterskaber flere gange i 1970erne, blandt andet mod Israel i en legendarisk finale mod Israel i Teheran. I 1978 var iranerne med til VM i Argentina, et strålende nationalt højdepunkt.
DA Qatar spillede VM-åbningskamp søndag, vidste man, at det var et hold uden skyggen af fodboldfeber i blodet. Det er fake. Det vidste tilskuerne, det vidste spillerne. Når Iran spiller, er der feber i blodet.
Det har det islamiske regime gjort deres for at kvæle. Da Ayatollah Khomeini kom til magten i 1979, mistænkte han den afsatte shahs regime for at have brugt fodbolden til at aflede folkets opmærksomhed fra råddenskaben i det korrupte styre. Virkeligheden var, at de i shah-familien bare elskede fodbold. Revolutionen nationaliserede de iranske fodboldklubber og lagde dem i hænderne på regimetro bureaukrater, mens kvinder blev forment adgang til landets stadion.
Men præstestyret har ikke kunnet kvæle den iranske lyst til at spille fodbold, præcis som mullaherne ikke har været i stand til at presse livet ud af den stærke mentale forbindelse, som den iranske befolkning har til Vesten. Da jeg selv var i Teheran for nogle år siden, var jeg fascineret af et stort maleri på muren foran den amerikanske ambassade, tydeligvis inspireret af amerikanske heavy metal-bands fra 1980erne. Det forestiller Frihedsgudinden med et uhyggeligt grinende dødningehoved, og det ligner mest et KISS-pladecover, der aldrig blev til noget. Det grinende kranie synes mere at skyldes fascination end foragt.
Iranerne elskede Michael Jackson, de elskede The Doors, de elsker amerikanske film og tv-serier. De studerer engelsk litteratur, og fransk postmodernisme er et tilløbsstykke på universiteterne.
Iranerne fik bank af England mandag eftermiddag, men åh, hvor blev det en skøn kamp. To smukke iranske kasser blev det til.
Kampen er historien om Iran siden 1979. Iranerne minder hele tiden sig selv og resten af verden om, hvem de er. De er undertrykte, men de lader sig ikke kue helt. De rejser sig, de slås ned, men aldrig helt, og de rejser sig igen. Hver gang, regimet har banket en folkelig opstand på plads, kommer der en ny, og hver gang bliver den lidt stærkere.
DETTE modbydelige, hykleriske, regime, der påberåber sig guddommelig autoritet, står nu igen over for en opstand, denne gang med iranske kvinder i front.
De udviser et mod, der er svært at forstå, og det er sørgeligt, at vi i den vestlige verden ikke er i stand til at støtte dem mere. Iranerne er en del af vores verden, de forstår os, og vi forstår dem. Iran er en kulturnation, sat inde i et trangt og mørkt fængsel af et grotesk religiøst diktatur.
Men den islamiske republik er degenereret til en korrupt, misogyn mafiabande, og det er et spørgsmål om tid, før den falder. Måske sker det ikke nu, måske sker det heller ikke næste år. Men det sker. Og det bliver de unge iranere, der vælter det.
I gruppe B spiller Iran mod den angelsaksiske verden. På fredag er det Wales, om en uge er det Den Store Satan; amerikanerne. Jeg hepper på Iran. Og jeg tror, at verdensmesterskaberne i fodbold en dag bliver spillet i Teheran.
Hver dag under VM skriver Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye med hinanden om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på Weekendavisen.dk/VM og i nyhedsbrevet Bænkevarmer.
