»Den 11. november sidste år, da jeg efter solnedgang som sædvanlig betragtede stjernerne på den klare himmel, blev jeg opmærksom på, at der lige over mit hoved strålede en ny og ukendt stjerne, som var meget tydelig i forhold til de andre.«

I dag er det 450 år siden, at en 25-årig østdansk adelsmand, med nakken lagt tilbage på sin morbrors gårdsplads på Herrevad Slot, så noget nyt i stjernebilledet Cassiopeia. Det satte åndelig ild i den unge mand – og det grundlagde en moderne videnskab. Tycho Brahes observation dén novemberaften i 1572 kombineret med hans forståelse for vigtigheden af systematik og præcision i empiriske iagttagelser og beregninger affødte observerende astronomi.