Vækker man en amerikaner om natten og spørger ham om det vigtigste gode, vil han eller hun sige: Frihed! Det har amerikanerne lært, det har de hørt, og det har deres politiske ledere sagt siden landets grundlæggelse. Den, der ejer ordet frihed, vinder. Hvis der ved siden af amerikaneren ligger en dansker, som man kommer til at vække med al den postyr, vil han eller hun udbryde noget andet:
Tryghed!
Og så lægge sig til at sove igen under den dejlig varme dyne.
Tryghed. Den, der ejer ordet, vinder.
Folketingsvalget 2022 er et tryghedsvalg. Det er ikke noget, vi behøver regne ud, det har Mette Frederiksen selv sagt til os. Hvis man ikke forstår det, gentages det af regeringens ministre i ét væk. Og er man stadig ikke helt med, kan man i stemmeboksen på tirsdag helt frit vælge, om man vil have tryghed eller topskattelettelser, som det lyder i en af partiets mange henvendelser til vælgerne. Når det formuleres sådan, er det vel ikke så svært? Hvem vil have nogle skaldede skattelettelser, når prisen er utryghed?
»Det er et meget interessant ord,« siger Peter Nedergaard, professor i statskundskab, som har udgivet bogen Valget er dit om valgplakater gennem 100 år. »Tryghed som politisk slagord har været med os meget længe. Det er et ord, der bor i hjertekulen. Tryghed – det er en varm bondedyne, man kan trække over sig. Alle ved, hvad det betyder, men det er ikke nemt at forklare så præcist. Det er dansk politisk kulturs svar på Helligånden. «
Fra pålidelig til beskyttet
Ordet tryghed er noget af det mest danske og skandinaviske, vi har. Eller rettere, det er det blevet:
»Ordet kan spores et par tusind år tilbage til den urgermanske form, hvor det lød noget i retning af trewwuz. Det blev så til true, treu og trygg. Altså pålidelig, sikker eller loyal eller tillidsfuld,« siger Thomas Olander, lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. Han fortæller også, at ordet sandsynligvis er afledt af træ. På latin betyder robustus både stærk og egetræ.
Ordet dukker op i de tidligste danske skrifter, i lov- og lægesprog, hvor det henviser til sikre eller pålidelige lægemidler og juridiske aftaler.
Men, forklarer Thomas Olander, derfra sker en særlig nordisk glidning i ordets betydning. Det sker i 1700-tallet, i de år oplysningstid bliver til romantik. Tryghed ændrer sig fra at være en objektiv beskrivelse til en mere subjektiv fornemmelse, en følelse. At være tryg er nu at føle sig beskyttet eller ubekymret. På den måde får det en anden betydning end på tysk eller engelsk. At være safe eller sicher udtrykker noget mere nøjagtigt.
»Tryghed er bredere, mere diffust. Det rummer langt mere,« siger Peter Nedergaard. Eller Som Thomas Olander udtrykker det: »Ordet har noget uoversætteligt over sig, og på den måde er det måske beslægtet med hygge.«
Tryghedens gyldne tidsalder
Hvordan kan det være, at man i et af verdens tryggeste lande bedst kan vinde et valg ved at love mere tryghed? Er der krise, er mere tryghed løsningen. Er der fremgang og overskud, skal det også bruges på at skabe tryghed. Tryghed er det bedste guld. Hvorfor i alverden er verdens tryggeste folk så helt utrolig utrygge?
I en arkæologisk udgravning af tryghed som politisk udtryk støder man på flere vigtige folketingsvalg. Dem lægger vi til side for en stund. Dybere nede, i jordlaget under Anden Verdenskrig, rammer vi Thorvald Stauning eller kaos, men også andre partiers budskaber om fred og nedrustning i en usikker verden.
Og endnu dybere nede ligger det fælleseuropæiske idégods.
»Jeg kommer til at tænke på Stefan Zweigs Verden af i går,« siger lektor i historie på RUC Henrik Jensen: »Først i teksten skriver Zweig: ‘Med Første Verdenskrig forsvandt tryghedens gyldne tidsalder.’ Med moderniteten og verdenskrigene sprang sikringerne. Utrygheden eksploderede: Staten og det nære samfund kunne ikke længere give tryghed. Og med gudstabet mistede vi også forsynet. Tilværelsen begyndte at udspille sig horisontalt, der var ikke længere noget deroppe til at tage sig af os. Det satte en ny og dyster toneart, der var ingen at stole på,« siger han.
Den tids sociologer talte om urbaniseringens og modernitetens fremmedgørelse, om tabet af fællesskab og de normer, familien og det nære samfund hidtil havde givet videre. Hvem skulle nu gøre det?
»Når det civile samfund ikke længere kunne fortælle, hvordan man skulle leve og opføre sig, og heller ikke garantere frihed eller tryghed, så blev normer og værdier politiseret. Og så begynder konkurrencen om, hvad der skal træde i stedet. Det er her, staten så småt begynder at argumentere for sine kvaliteter,« siger Henrik Jensen.
Øst, vest, staten bedst
I 1920erne og først i 30erne kæmpede de politiske partier om ordet. Socialdemokratiets klassekamp handlede om at give arbejderen tryghed og værdighed. Venstre talte om alderstryghed – for pensionerede landmænd, der skulle have en livrente.
I 1920erne blev udtrykket ofte brugt til at forsikre borgerne om, at staten ikke havde ondt i sinde. Niels Wium Olesen, lektor i historie ved Aarhus Universitet, fortæller, hvordan man fra Folketingets talerstol indskærpede, at borgerne »med tryghed« kunne sende deres børn i skole. At de kunne være trygge ved, at deres skattepenge blev brugt forsvarligt. Og at man, efter krakket i 1929, trygt kunne overlade sparepengene til det danske bankvæsen. Altså: I kan stole på den stat, der nu vil uddanne jeres børn og bruge jeres penge.
Det store sporskifte skete, da Socialdemokratiet tog opgøret med klassekampen som drivende kraft. Allerede i 1928 opførte de svenske socialdemokrater fundamentet til folkhemmet, hvor Sverige blev forvandlet til et »godt hjem« med lighed, solidaritet og gratis uddannelse til alle. I staten havde man først og fremmest hjemme. I 1934, efter Hitlers magtovertagelse, kom de danske socialdemokrater med manifestet Danmark for Folket: I en tid med »forvirring og håbløshed står Socialdemokratiet som en klippe i tidens brænding«, lød det i dette »bud til hele det danske folk«.
I de år skete en hastig tryghedspolitisering, siger Niels Wium:
»Det skete ikke kun i forbindelse med Staunings trusler om kaos. De Konservative påstod, at de kunne føre lille Danmark i sikker havn. Trygheden var hér, mens resten af verden gik grassat. I Staunings tale den 9. april 1940 siger han ligeud, at tryghedsfølelsen nu er afbrudt, og det samarbejdende folkestyre vil genoprette den trygge, lille verden. Demokratiet er, siger han, med ham i spidsen, garanten for tryghed.«
Tryghedseksplosionen
Straks efter krigen skulle løftet indfries. I oktober 1945 kunne vælgerne i hele landet se en flot socialdemokratisk valgplakat med en ung mor med sit barn: Hjemmets tryghed. Ved kommunalvalget året efter: Tryghed for hjem og arbejde. Samme år kom partiet med et nyt principprogram, Fremtidens Danmark, fyldt med løfter om social tryghed og fuld beskæftigelse.
Argumentet var klart: Kan vi ikke skabe tryghed, får vi radikalisering og diktatur. »Vi skal ikke bare kunne vinde krige, men skabe social tryghed,« lød det i programmet.
»Socialdemokratiet var grundige med at understrege velfærdsstatens demokratiske udgangspunkt,« siger Niels Wium Olesen. »Og man sagde også: ‘Bare rolig, vi skal nok lære jeres børn det i skolen.’ Men trygheden drejede sig stadig mest om arbejdet, om forsørgeren: tryghed for ham var tryghed for mor og børn.«
I de følgende år satte Socialdemokratiet sig brutalt på løftet om mere tryghed. Både Venstre og Konservative var skeptiske, for dem var den vigtigste parole frihed, men deres problem blev hurtigt åbenlyst: Deres vælgere ville egentlig gerne have mere tryghed. Tryghed gennem folkepensionen, lød det fra socialdemokraterne i 1953, og de borgerlige vælgere elskede det.
»Tryghedsløftet blev udsendt med stadig voldsommere kraft fra valg til valg,« siger Lars Christensen, historiker med speciale i arbejderbevægelsens historie: »Først handlede det om fars arbejde, så blev det udbygget, væksten steg, pengene blev flere og flere, og så udskrev Kampmann det store tryghedsvalg i 1960.«
Socialdemokratiet gik til valg med sloganet »Gør gode tider bedre« – med tilføjelsen: »tryghed i beskæftigelsen/for familien/uddannelsen/gennem retfærdig skat.« Og Socialdemokratiet fik 42 procent af stemmerne. Og det var toogfyrre! Det var temmelig paradoksalt: Der var voldsom højkonjunktur, og pengene skulle bruges til at skabe – mere tryghed.
Nationalstat og velfærdsstat
Henrik Jensen ser 1960 som efterkrigstidens vendepunkt. »Vi bevæger os fra pligtvelfærd til rettighedsvelfærd,« siger han: »Pligtvelfærd handler om dit bidrag til fællesskabet. Rettighedsvelfærd handler om det, du kan få. Tryghed er ikke længere noget, du skal give til andre mennesker, men noget, du skal have, uanset din sociale status. Nu er trygheden helt og holdent den enkeltes følelse og forventning.«
Året efter skrev Kampmann og Krag principprogrammet Vejen frem, som er helt marineret i »tryghed til alle«. Det kunne de borgerlige slet ikke hamle op med. I midten af 1960erne begyndte engelske konservative at tale om The Nanny State, en kritik, liberalister faktisk har udtrykt siden begyndelsen af det 20. århundrede. Kritikken kom også fra kristent hold: Kun Gud kan jo skabe tryghed. Men forgæves.
»I de næste 20 år handlede meget om at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Det betød også, at begrebet nu dækkede alt det, der før blev varetaget i hjemmet, at velfærdsstaten trænger ind overalt. Da VKR-regeringen kom til i 1968, rullede den ikke noget tilbage, tværtimod. Skatterne steg,« siger Niels Wium Olesen.
På det tidspunkt blev det tydeligt, at de skandinaviske lande adskiller sig markant fra de øvrige vestlige lande. »I Skandinavien smelter nationalstaten og velfærdsstaten sammen,« siger Peter Nedergaard. »Det er to sider af samme mønt. I andre lande leveres velfærden af både stat, arbejdsgiver, private forsikringer og civile organisationer. I Skandinavien er det næsten udelukkende staten. Jeg tror, det er derfor, at tryghed er blevet et afgørende politisk begreb i de tre skandinaviske lande.«
Tilbageerobringen
I de følgende år blev tryghedsbudskabet rykket lidt tilbage fra frontlinjen – dog med klare socialdemokratiske fremstød under 1970ernes krise. I 1990erne og 00erne fyldte det ikke så meget som tidligere; globaliseringen og historiens afslutning skabte fornemmelsen af en ny tryghedens tidsalder.
Det ændrede sig igen i 00erne, først med terrorangreb, så med finanskrise. Anders Fogh Rasmussen var som bekendt en hård modstander af velfærdsstatens slavesind – indtil han ville være statsminister. Her rykkede han ind mod midten og kundgjorde sin loyale bekendelse til velfærdsstaten. Ulighed skaber ikke frihed, sagde han, tværtimod var hans egen families sociale opstigning netop gjort mulig af en stærk velfærdsstat. Han talte om lige muligheder på en baggrund af social tryghed. Og når han solgte det populære skattestop, handlede det ofte om at »skabe mere tryghed for borgerne«.
I de år var ejerskabet af tryghedsbudskabet til forhandling. Poul Nyrup kunne ikke, viste det sig, garantere trygheden i efterlønnen, og i de følgende år var Socialdemokratiet i en tydelig ideologisk identitetskrise.
Ind på banen kom så Dansk Folkeparti og greb budskabet. For Pia Kjærsgaard handlede al politisk kommunikation om at skabe maksimal fornemmelse af utryghed: Indvandring, kriminalitet, social usikkerhed for ældre. Budskabet blev hamret ind år efter år med en succes, der gjorde Socialdemokratiet stadig mere rådvilde.
Men nu har Socialdemokratiet tilbageerobret ejerskabet af tryghedsbudskabet. Det tog 20 år, og det blev måske tydeligst, da justitsminister Nick Hækkerup forsvarede den øgede overvågning og foreslog at skabe »tryghedsskabende opholdsforbud« som den rette vej til »reel frihed«.
»Trygt gennem usikre tider,« lyder det i denne valgkamp. »Lad os passe på fremtiden,« som åbenlyst må være et farligt sted, der kræver den helt store livsforsikring.
»I dette folketingsvalg bliver Socialdemokratiets tilbageerobring slået fast med syvtommersøm,« siger Lars Christensen.
»I modsætning til det store tryghedsvalg i 1960 sker det på baggrund af krise og underskud. Men budskabet er tydeligt: Tryghed handler om alt. Tryghed beskriver hele tilværelsen. Og Socialdemokratiet påstår, at kun de kan garantere den,« siger han.
Ifølge Wium Olesen »instrumentaliserer Socialdemokratiet ordet tryghed meget stærkt«:
»Man siger, at en stemme på oppositionen vil skabe mere utryghed. Og man minder ustandseligt folk om, at de har brug for tryghed og mere tryghed.«
Henrik Jensen mener, at vi er nået til et mætningspunkt for trygheden.
»Man må jo spørge sig selv, om al den snak om tryghed overhovedet gør os mere trygge. I valgkampen er der ingen ende på, hvad staten skal gøre, og hvordan staten kan hjælpe. Jo mere velfærdsstaten skal tage sig af, desto mere utrygge bliver vi. Det er forventninger, der ikke kan indfries. Vi er som fugleunger, der venter på, at mor kommer med mad. Og der er altid en fornemmelse af, at der ikke er nok til alle.«
