Gad vide om Kerstin Ekman har læst Pia Tafdrups digtsamling Hvid feber (1986)? I hvert fald synes hele den skelsættende pointe i den svenske forfatters nye, perfekte fortælling at være indlejret i dette digt:

»Jeg er blevet set i morgenkulden/ af en hare/ før den tog flugten hen over isen/ på en bundfrossen skovsø/ forsvandt mellem tørre viftende siv/ for at berøre mig med en stilhed/ – dit blik i mit –/ ubegribeligt som jorden i omløb/ årstidernes bøn om fortsættelse.«