Det er en diskussion, som har stået på, siden historiefaget blev professionaliseret i 1800-tallet med oprettelsen af historiske institutter på universiteterne: Hvad er enkeltpersoners betydning for de begivenheder, som har formet historiens gang? Er det stærke individer med et fast greb om magten eller tværtimod strukturelle forhold, der skaber historiske forandringer?

Svaret varierer alt efter, hvor man ser hen. I den såkaldt angelsaksiske historikertradition har der gennemgående været et stærkt fokus på det enkelte individs betydning, mens den tyske tradition, som den danske er stærkt præget af, har vægtet de store strukturer.