Aldrig har klimaet stået så højt på den politiske dagsorden, som det gjorde ved folketingsvalget i 2019. »Klimavalget«, som det senere blev døbt af valgforskere, var kulminationen på en grøn vækkelse, der havde fundet sted i løbet af få måneder:

I begyndelsen af 2019 var det omtrent 20 procent af danskerne, der mente, at klimaforandringer var det vigtigste samfundsproblem, men da vi nåede valget i juni, var tallet steget til op mod 60 procent.