Så stod hun der, Inger Støjberg, i døråbningen i hjørnet, hviskende til sin rådgiver, og lurede på det gode selskab af journalister og smilende folketingsmedlemmer i rituel samtale femten meter fremme, foran Folketingssalen, det helligste af landets profane rum, hvor statsministeren netop havde afsluttet sin åbningstale med et stort hurra.
I salen var Støjberg selvsagt ikke velkommen, det er kun tingets medlemmer, men fraværet forhindrede hende ikke i at blive dagens, ugens, måske valgkampens hovedperson.
Hun konfererede med sin unge rådgiver. Hvornår skulle hun gøre sin entré? Bag dem stod to fotografer, hendes egne, klar til at dokumentere øjeblikket med foto og video.
Da de folkevalgte kort efter kom ud i små grupper fra Folketingssalen, smilede de til kameraerne, afleverede deres forberedte budskaber og krydsede fingre for at blive citeret. Den bekymring delte Støjberg ikke, selvtillid er ikke en mangelvare.
Støjberg trådte et par skridt frem, skuede ud over postyret og trak sig så tilbage i det skjulte.
En times tid forinden, inden talen gik i gang, gjorde hun det samme. Her kom den ene folkevalgte og minister efter den anden gående op ad den lange, brede trappe og stillede sig an foran pressen, inden de entrerede salen. Inger Støjberg stod i hjørnet, tittede frem et øjeblik kun for at lade sig interview af TV Midtvest.
Hvordan er det at være »Inger« sådan en dag, ville den regionale tv-station vide? Det var som at være til globryllup, men ikke være velkommen til festen, gentog hun dagen lang.
Underhund lidt endnu
Kort efter stod statsministeren på talerstolen og forklarede, hvorfor tiden ikke er inde til politiske eksperimenter. Hun adresserede ikke Inger Støjberg i sin tale, selvom det efterhånden er åbenlyst, at Mette Frederiksens egentlige hovedmodstander hverken er Jakob Ellemann eller Søren Pape.
Sidstnævnte sad og bed negle, mens statsministeren talte.
Ovre i hjørnet var Støjbergs negle lange og nylakerede, postkasserøde. Og selvtilliden er velbegrundet. Hendes purunge parti står til utrolige ti procent eller lidt mindre i måling efter måling, knap et halvt år efter at hun kunne fejre sin afklippede fodlænke med 2.000 gæster i Hadsund. Samme fodlænke er årsagen til, at Støjberg af sine forhenværende kollegaer blev erklæret uværdig til at fortsætte som folketingsmedlem i den nu snart afsluttede valgperiode.
En ekstrastraf, hun vendte til en styrke i tirsdags: Samme morgen publicerede B.T. artiklen »Her er Støjbergs plan«, en eksklusiv dagsoversigt, som afslørede, at hun havde tænkt sig at overvære talen fra sit eget ydmyge kontor og senere, måske, gå ned til de pæne, ustraffede kollegaer. Der stod ikke meget i den artikel, men det var nok. Som en videoreporter fra B.T. sagde højt på gangene: »Efter Mette er det hende, der er flest klik i, det er det bare.«
På politiken.dk kunne man samtidig læse et debatindlæg af Søren Ulrik Thomsen: »Jeg er vred, Inger Støjberg,« stod der på forsiden, og så gav den store nationaldigter ellers en subtil sviner til jyllandspopulismen, som Støjberg kan tænke lidt over. Det er der sikkert også klik i, men hvis Støjberg faktisk forholder sig til indlægget, bliver det kun for at printe artiklen ud og vise den til sine støtter, som har lært af hende, at Politiken er menighedsblad for de frelste. »Se, de foragter os,« kan hun sige og pege på den halvhidsige opsang fra den noble storbypoet. Møder de hinanden på gaden, kan hun takke Søren Ulrik Thomsen for kampagnebidraget.
Men denne selvtillid er også paradokset ved Støjbergs mobiliserende kraft, for bevægelsen er betinget af, at hun sænker skuldrene, når kameraet er tændt.
Viser meningsmålingerne sig at være sandfærdige, får de borgerlige statsministerkandidater mere brug for hende end omvendt. Så får hun styrken til at agere overdommer – men skal det lykkes, har hun brug for at spille rollen som underhund lidt endnu.
For som hun stod der og lurede i hjørnet, bar hun højere hæle end dem alle sammen, hun havde en strammere knold i nakken, et længere parlamentarisk cv end de fleste, hun er mindst lige så fedtet ind i det elitære christiansborgske parnas som dem, det ved hun, og det ved de – men hun har brug for, at den del af fortællingen forbliver skjult. For hun må ikke fremstå for selvsikker, for hjemmevant på slottet, nej, hun kunne ikke bare vade ud, så snart dørene blev åbnet, og blande sig i mængden, lade sig kramme af Venstre-folk og kindkysse af stuerene DFere, mens kameraerne kunne se hende.
Nok higer hun efter at komme tilbage i varmen, men når kameraerne ruller, skal hun vise, at hun stadig er mærket af kulden. Det er et løfte, hun har givet til sine vælgere, til dem, der ligesom hende føler, at Christiansborg har glemt dem. De var til globryllup sammen med hende.
Den ubudne gæst
Udtrykket gentog hun senere samme aften i en smalltalk med Clement Kjersgaard, kort inden partilederdebatten på DR2 kunne begynde. Her var 13 partiledere og Nicolai Wammen, finansministeren, mødt op til halvanden times debat, og man havde fra DRs side tilsyneladende bestemt sig for et A- og et B-hold. Det betød, at Pernille Vermund, Morten Messerschmidt og Alex Vanopslagh ventede til runde to og tre, først var det Støjbergs tur, og hun blev placeret på den borgerlige flanke, tættest på regeringsmagten, direkte over for Nicolai Wammen.
Hans største opgave var at finde nye formuleringer for, at statsministeren nok har været involveret i fejl i sin valgperiode, men ikke selv har begået fejl. I to minutter og 14 sekunder gentog værten spørgsmålet, og for hvert sekunds glatte forsøg på afvæbning må der have siddet en nordjyde med minkavlere i familien og tænkt, at nok var nok. Det vurderede Støjberg i hvert fald; når hun fik ordet, tildelte hun en tanke til minkavlerne, uagtet emnet hun blev spurgt til. »Statsministeren er magtfuldkommen ud over alle grænser,« gentog hun, mens hun svingede hovedet fra side til side i en langsom, rytmisk bevægelse. Hun lagde trykket på magt og grænser så konsekvent, at det ville virke helt naturligt, om hun havde tilføjet et »... og sådan er det bare«.
Ellemann ville også kritisere magten og forsøgte sig med en semantisk sondring mellem at »styre« og »lede« landet.
Han stod ved Støjbergs højre side sammen med Løkke og Pape, men det var den rødhårede kvinde for enden, den ubudne gæst, der stjal opmærksomheden ved at hanke op i de tre jakkesæt. Mændene fremlagde deres konkrete politik, og hun rystede på knolden. Kort forinden havde hun fortalt Søren Pape, hvad hun mente om hans topskattelettelser, og han stod nu og gav hende ret i, at det nok var et forkert sted at begynde.
Og da Lars Løkke fyrede sit nye standardsvar af – han »peger ikke på nogen, men på noget« – tog Støjberg ordet og beskyldte ham for at leve i en »rar drømmeverden« sammen med De Radikale. Om Løkkes skatteplan, den »mest enkle« i verden ifølge ham selv, svarede Støjberg: »Det kan godt være, at det er mig, der er fatsvag, men jeg forstår intet af, hvad det betyder.«
Nok var hun inviteret til aftenens debat, men hun gik stadig til arrangementet, som gloede hun på det udefra.
Det samme gjorde hun dagen efter, da Konservative afholdt pressemøde. På tv-billederne kunne man se Støjbergs smil blandt tilskuerne, hun så sig bare omkring, sagde hun, nu med tre fotografer, for hendes labrador Ludvig var udstyret med et GoPro-kamera på ryggen, så Støjbergs Facebook-følgere også kunne følge hende i noget nær gulvhøjde.
Det var den slags overvejelser, hun gjorde sig tirsdag efter statsministerens åbningstale, mens hun stod der i hjørnet og ventede på sit snit til at blande sig med de inviterede.
Og så: Mens Jakob Ellemann som en af de sidste blev interviewet, hviskede hun til sin rådgiver. Var det nu? Gu' var det så.
Støjberg trådte frem, fik først en diktafon til munden, så et kamera, og inden længe fik de fleste snerten af Støjbergs entré, klyngen af journalister bevægede sig fra Venstres formand til Danmarksdemokraternes.
Hun havde desværre ikke tid til at tale med dem alle – hun skulle sådan skynde sig til debat hos TV2 Nord.
Følg hele Weekendavisens valgdækning her.
