RUSLANDS fingeraftryk sidder overalt på sabotagen i Østersøen. Aktionen følger det velkendte mønster for russernes angreb på Vesteuropa: Man kan ikke klart dokumentere, at de står bag, men ingen kan være i tvivl om formålet. Som giftangrebene på russiske dissidenter på europæisk jord og forsøgene på at sende flygtningestrømme mod EU følges sabotagen af benægtelser og påstande om, at vestlige aktører står bag. Senere efterforskning vil formodentlig pege på, at sabotagen er blevet beordret fra Kreml eller udført med stiltiende accept.
ENERGITERROR vil være et præcist udtryk for sabotagen mod Nord Stream 1 og 2. Formålet er, ligesom terrorisme, at skabe frygt, forvirring og splittelse. Med angrebet viser Rusland, at man kan ramme energiinfrastruktur, selv hvis det lykkes europæerne at skrue helt ned for afhængigheden af russisk energi. Rusland saboterede landets egen rørledning, men i internationalt farvand, få kilometer fra Bornholm. Russerne viser, at de kan og vil gøre, hvad der passer dem.
SKAL sabotagen ses som et angreb i den pågående hybridkrig, kan det ikke blive tydeligere: Bliver Rusland tilstrækkeligt presset, vil man angribe den europæiske energiforsyning; norske rørledninger til kontinentet, vindmølleparker eller cyberangreb på kraftværker. Vesteuropas blodtilførsel sker gennem undersøiske årer, som kan afbrydes med tilsvarende angreb. At kalde de vestlige lande, herunder Danmark, sårbare er en underdrivelse. Det sætter den kommende vinter i et endnu mørkere perspektiv: Terror er psykologisk krigsførelse, og usikkerheden sætter sig allerede som reel frygt. Situationen kan hele tiden blive værre.
MØDES terrorangreb ofte af sammenhold, er det også tilfældet her: De europæiske lande udsender fælles fordømmelse og udbygger alternativerne til russisk energi, både fossil og vedvarende. Men som det sker efter terrorangreb, vil frustration og splittelse hurtigt vise sig. Putins ønske er åbenlyst at afsløre, at europæerne er mere bekymrede for deres egen tilværelse end ukrainernes skæbne.
MED angrebet lige ud for Bornholm får vi en markant påmindelse: Geografi er skæbne. Danmark er frontlinjestat i energikrigen, som vi vil være det i en militær konflikt. Derfor rejses også det helt forståelige spørgsmål, om det virkelig skal være nu, at Danmark skal til valg. Valgudskrivelsen kommer sandsynligvis i næste uge, når statsministeren enten selv udskriver valget eller bliver væltet. Bør nationen ikke nærmere samles, støtte regeringen og lægge politiske uenigheder til side?
DEMOKRATIETS svar på terror bør altid være at stå fast på demokratiske grundværdier. Vi er part i en krig, men vi er ikke besat, ikke i direkte militær konflikt og ikke i undtagelsestilstand. At afholde valg og ikke lade sig diktere af aggressive forsøg på at underminere vores samfund er udtryk for styrke, ikke svaghed. Det har i flere måneder været påtrængende med et folketingsvalg, og meningsmålingerne tyder på et behov for at bringe Folketinget i overensstemmelse med vælgernes ønsker. Intet tyder på, at den internationale krise vil være overstået foreløbig. Vinteren bliver lang. Valgkampen har allerede varet for længe.
STYRKE til at svare på den russiske energiterror har europæerne kun, hvis de står sammen. Det kræver troværdigt lederskab og handlekraft. Situationen vil gøre disse nøgleord til hovedtemaet i en valgkamp. Mette Frederiksen har som siddende statsminister en klar fordel, men hendes lederskab har også vist markante svagheder. At Danmark er placeret så tæt på centrum af en historisk krise, kræver, at den politiske ledelse kan holde hovedet koldt og handle fornuftigt under stort pres. Det er ikke entydigt statsministerens spidskompetence. Skal vi til valg, må situationen føre til en ny seriøsitet i debatten. Den kommer til at handle om landets sikkerhedspolitiske situation med alt, hvad det indebærer. Folk er med rette bange for, hvad vinteren vil føre med sig. Politikernes ansvar er ikke bare at træffe de rette beslutninger, men også at udkæmpe en valgkamp, der reflekterer situationens alvor.
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
