Det var formodentlig sidste afkørsel inden valgudskrivelsen, den radikale leder Sofie Carsten Nielsen valgte at ignorere, da der tidligere på ugen blev konstateret store områder med boblende gas i havet ud for Bornholm. Derfor er det mest sandsynlige scenario stadig, at statsminister Mette Frederiksen udskriver valget mellem sin åbningstale i Folketinget tirsdag og den efterfølgende åbningsdebat torsdag – altså formodentlig på et pressemøde eller en anden offentlig tilkendegivelse onsdag den 5. oktober.
Dermed klapper den fælde, De Radikale opstillede for regeringen som konsekvens af Minkkommissionens beretning og ikke mindst som konsekvens af statsministerens noget overbærende attitude i forhold til egne fejl i sagen. Problemet for De Radikale er, at de selv sidder mindst lige så djævelsk fast i den selvbyggede fælde. Og det endda med ringere muligheder end Socialdemokratiet for at vriste sig fri.
Meningsmålingsmæssigt går Mette Frederiksen ind i valgkampen i dårlig, men dog svagt stigende form. De Radikale ser derimod ud til at marchere mere end sløjt frem mod den vælgerdomstol, hvis etablering de selv har fremtvunget. Epinion spår dem halveret, Voxmeter til at miste mellem hver fjerde og hver tredje stemme. Og endnu værre: Skulle Sofie Carsten Nielsen have en ambition om at sidde på regeringsposter efter valget, og det tyder de radikale meldinger på, er det ikke en situation, vælgerne efterspørger.
Det sidste er den klare konklusion i en ny vælgerundersøgelse fra Moos-Bjerre A/S og Norstat Danmark A/S i samarbejde med Weekendavisen. Her har et repræsentativt udsnit på 1.234 danskere svaret på, hvilke regeringskonstellationer de foretrækker efter valget. Det gennemgående billede er, at Radikale Venstre ikke er efterspurgt som regeringsparti, hverken i en regering hen over midten eller en regering bestående af partier fra den eksisterende røde blok. Både blandt vælgerne som helhed og blandt røde vælgere separat er det faktisk Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, der foretrækkes, hvis en regering skal have tilskud af et midterparti.
I undersøgelsen har man præsenteret forskellige regeringskonstellationer, og blandt de mest opsigtsvækkende konklusioner er, at en regering bestående af Socialdemokratiet og Radikale, som ellers er en historisk klassiker i dansk politik, kommer ud som absolut mest uønsket både blandt alle vælgere og blandt rød bloks vælgere.
Kun seks procent af de røde vælgere foretrækker en SR-regering, det er knap nok de radikale vælgere. Helst ser de en regering med Socialdemokratiet og SF, som 28 procent røde vælgere gerne vil have, mens en rent socialdemokratisk regering foretrækkes af 20 procent. 15 procent vil godt have De Radikale med, hvis bare SF også er der.
Når det gælder en regering hen over midten, er Lars Løkke Rasmussen de røde vælgeres foretrukne partner. 15 procent foretrækker en regering kun med Socialdemokratiet og Moderaterne. 14 procent en regering, hvor de to partier har selskab af Radikale.
Heller ikke blandt de blå vælgere er der efterspørgsel efter radikale ministre. 26 procent foretrækker Venstre, Konservative og Moderaterne i en midterregering, hvis der skal være en sådan, mens 12 procent foretrækker VKR, en kombination der ellers også har historisk klang.
Fod under eget skab
I det omfang, den aktuelle radikale kurs overhovedet giver mening, må den ellers ses som et forsøg på at skaffe sig de ministerposter, som partiet allerede efter det seneste valg forgæves gjorde krav på.
I valgkampen i 2019 var det et selvstændigt socialdemokratisk programpunkt at holde De Radikale ude af regering. Mette Frederiksen og hendes socialdemokratiske ledelse havde på det tidspunkt stadig minderne om Thorning-regeringen, hvor Margrethe Vestager i høj grad havde angivet takten i forståelse med alt for villige socialdemokrater, som i øvrigt nu var fjern fortid i partiet. Det skulle ikke gentage sig.
Operationen lykkedes i første omgang. De Radikale måtte modvilligt tage til takke med rollen som støtteparti, og i begyndelsen havde socialdemokraterne endda det ekstra kort, at de kunne skaffe sig flertal med SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, hvis De Radikale stillede sig på bagbenene. Det betød eksempelvis, at Socialdemokratiets vigtigste valgløfte, arnepensionen, kunne gennemføres trods radikal modstand.
De Radikale lagde ikke skjul på frustrationen. Faktisk var de parate til at vælte regeringen alene på grund af den fodslæbende klimapolitik, sagde den daværende leder Morten Østergaard her i avisen i oktober 2020. Det var så nogenlunde det sidste, han kom til at sige i sin egenskab af partileder.
Problemet for De Radikale var, at nok kunne de true regeringen med at gå deres vej, men de havde ingen steder at gå hen. En vag forestilling om en alliance med Venstre døde, da Jakob Ellemann-Jensen på sit sommergruppemøde i 2020 bastant afviste at samarbejde med et parti, han udlændingepolitisk erklærede sig uenig med om stort set alt. Dermed bandt han de stadig mere frustrerede Radikale til Socialdemokratiet.
Det var den frustration, der kulminerede med det tidsindstillede mistillidsvotum efter minkrapporten. Socialdemokraterne mente at have en aftale med Sofie Carsten Nielsen om at lade regeringen slippe med en næse i Folketinget, men ikke mindst på grund af statsministerens attitude kunne den radikale leder ikke styre eget bagland og folketingsgruppe. Derfor kom kravet om, at regeringen udskriver valg senest ved Folketingets åbning i næste uge.
Sofie Carsten Nielsen havde fortalt, hvor skabet skulle stå. Det skulle vise sig, at hun havde stillet det oven på sine egne fødder. For herfra blev der kun skruet op for konfliktniveauet. Ikke alene skulle der udskrives valg. Også en kommende regering ville blive væltet, hvis den så meget som tænkte på asyllejre i Rwanda. Det hele tilsyneladende i højere grad drevet af folketingsmedlem Zenia Stampes opdateringer på sociale medier end af partilederen. Og med en klar risiko for, at det om få uger er Inger Støjberg og Pernille Vermund, der sidder ved det bord, hvor blandt andet udlændingepolitikken fastlægges.
Ansats til refleksion
Det var her, sidste afkørsel overraskende viste sig i en situation, hvor partiet styrer mod et dårligt valg, og meget få efterspørger radikale ministre.
Selvfølgelig ville kritikken af Sofie Carsten Nielsen blive markant, hvis hun aflyste sit mistillidsvotum med henvisning til den sikkerhedspolitiske situation efter gaslækket ved Bornholm. Spørgsmålet er bare, om den kritik ikke havde været at foretrække frem for den, hun nu vil møde for at have fremkaldt et valg i noget, der i hvert fald kan udlægges som en national krise. Men Sofie Carsten Nielsen efterlod ikke indtryk af nogen tvivl.
»Det slutter ikke om lidt. Vi skal indstille os på, at det fortsætter og bliver svært i mange måneder, måske år. Der er både krig og kriser, der skal håndteres længe endnu. Og ja, det kommer til at kræve meget af os. Alle sammen. Også derfor har vi ikke brug for en otte måneder lang valgkamp. Vi har brug for et valg. Så vi kan komme videre fra valgkamp. Og løse udfordringerne. Allerhelst med en regering på tværs af røde og blå. Vi har brug for sammenhold. I Danmark og Europa,« skrev Sofie Carsten Nielsen tirsdag aften på Facebook.
Altså uændret kurs. Krav om valg og afvisning af at fortsætte med den nuværende regering.
Det er selvsagt en politisk vurdering, om situationen i Østersøen er alvorlig nok til at ændre beslutningen om valgudskrivelse. At det til gengæld havde været en mulig udvej for Sofie Carsten Nielsen, er mere åbenlyst. Internt hos De Radikale er der da også en ansats til refleksion. På den ene side fra dem, der mener, at man aldrig skulle have begivet sig ud i at stille ultimative krav, hvilket i øvrigt var et af Sofie Carsten Nielsens erklærede mål at undgå, da hun blev leder. Andre mener på den anden side, at det var en fejl, at man ikke væltede regeringen umiddelbart efter minkrapporten i stedet for med måneders forsinkelse.
Facit set fra radikal side er, at der nu bliver udskrevet valg i en situation, hvor partiet risikerer at gå markant tilbage, og at man kan se frem til en valgkamp, hvor regeringen vil spinne, at De Radikale uansvarligt har fremkaldt valg på det værst tænkelige tidspunkt til skade for landet. Samtidig vil partierne fra blå blok presse De Radikale for et svar på, om man har planer om igen at støtte den statsminister, man lige har væltet på grund af manglende tillid. Det bliver en valgkamp med pres fra alle sider.
Manden i midten
Dertil kommer, som den førnævnte måling viser, at vælgerne ikke i nævneværdig grad deler partiets ønske om radikal regeringsdeltagelse. De to blå statsministerkandidater har da også markant afvist den mulighed. Og i den socialdemokratiske top er man ligesom de røde vælgere af den opfattelse, at Lars Løkke Rasmussen er en mindst lige så interessant partner som Sofie Carsten Nielsen.
Løkke er da også i flere målinger spået til at sidde med de afgørende mandater, og han holder stadig alle døre åbne. Hans problem er, at han næppe har den store trang til at gøre sin tidligere partifælle Jakob Ellemann-Jensen eller sin tidligere regeringsmakker Søren Pape Poulsen til statsminister.
På den anden side vil Lars Løkkes vælgere næppe blive begejstrede, hvis deres parti giver Mette Frederiksen fire nye år. Mange af sine kernetilhængere hentede Løkke i begyndelsen af coronapandemien, hvor han var eneste opposition til statsministerens linje. Løkke vil givet skulle betales godt i både politisk indflydelse og poster af begge sider, hvis han kan afgøre udfaldet af valget.
Bliver det til gengæld blåt flertal uden Moderaterne, kan der være udsigt til fire år helt uden radikal indflydelse. Mens blå partiledere og vælgere er afvisende over for Sofie Carsten Nielsen, er de det ikke i forhold til Inger Støjberg og hendes parti, Danmarksdemokraterne. Målingen fra Moos Bjerre og Norstat har nemlig også tal for foretrukne blå regeringer. Flest blå vælgere, 22 procent, foretrækker en regering, hvor alle blå er med. Næstflest, 21 procent, en regering med Venstre, Konservative og Danmarksdemokraterne.
