Da jeg voksede op, var det almindeligt at høre om mennesker, som døde pludseligt og uventet, også af sygdomme som cancer. Dengang var kræftdiagnoser noget, man sjældent fik besked om, før det var for sent. Lægen vidste sit, men hverken patient eller pårørende blev indviet.
Siden da er data om sundhed og helbred blevet allemandseje. Vi bliver screenet, får advarsler om forhøjet risiko for det ene og det andet, og vi kan overvåge os selv med diverse hjælpemidler. Tælle skridt, måle puls og tage blodtryk.
Men måleriet og alle screeningerne – hvad enten det er af brystvæv, fæcesprøver eller kolesterol – har efterhånden taget overhånd. Det mener i hvert fald forfatterne til en ny bog: Snart er vi alle patienter. Den er skrevet af to fagfolk, der fra hver sin vinkel vurderer, at sundhedsområdet lider af overdiagnostik. Vi er simpelthen gået amok i almen ængstelse for sygdom, og det er problematisk af flere grunde, mener speciallæge og professor i almen medicin John Brandt Brodersen og antropolog og lektor Alexandra Brandt Ryborg Jønsson.
Jeg synes ellers, vi hele tiden får tudet ørerne fulde af det modsatte: Se nu at få taget den afføringsprøve, og husk at gå til lægen »i tide«. Men problemet er, at de rundhåndede screeninger og helbredstjek opdrager os til en forkert forståelse af sundhedstilstanden, forklarer forfatterne.
Jo mere man screener bredt i befolkningen, jo flere »overlevere« vil man også producere til statistikkerne. Og det gør alle parter glade. Borgerne, fordi de ikke er syge, og lægerne, fordi de kan levere den gode besked.
Det kaldes i fagsprog for »popularitetsparadokset«, fordi lægerne og den almene befolkning er ude i en slags folie à deux, skriver den tidligere formand for Etisk Råd Ole Hartling i bogens forord. Altså to parter, hvis vanvid forstærker hinanden. En tredje part er sundhedsmyndighederne med de folkevalgte i spidsen, som prøver at tilfredsstille så mange som muligt og derfor elsker succes.
DEN SANDE STATISTIK er ifølge forfatterne den, der fortæller noget om dødelighed. Er den reduceret? Hvis man for hver 1.000 mennesker, der inviteres til en screening, redder et menneske fra at dø af en bestemt sygdom, er risikoen for at dø reduceret med én promille.
Men der kan leges med tallene. Der er nemlig meget stor forskel på, om man interesserer sig for den absolutte eller den relative reduktion, og det er ofte den relative, man taler om. Hvis risikoen for at dø reduceres fra to promille til én ved at screene store befolkningsgrupper, kan man sige, at den relative risiko halveres med den slags tiltag, og det er jo en ganske anden sag.
Forfatterne gennemgår en stribe screeninger, der flytter rigtigt mange mennesker over i en risikogruppe, men som har meget lav eller ingen positiv indvirkning på dødeligheden. Til den sidste kategori hører screening for prostatakræft, som mange mænd inviteres til. Screeningen medfører, at forekomsten af prostatakræft stiger med 40 procent i statistikkerne, men der er ikke evidens for, at dødeligheden er reduceret. Det lyder måske underligt, men kan skyldes, at der ofte er tale om ældre mænd, som dør af andre sygdomme. Det kan også skyldes fejl eller kræftceller, som går i sig selv igen.
Konsekvensen af de standardiserede screeningsprogrammer er nemlig, at vi opdrages til at betragte den menneskelige krop som noget, der kan tjekkes ud fra en simpel model. De konkrete kroppe, vi er udstyret med, er imidlertid individuelle og fulde af abnormiteter. En forståelse, som mange almindelige mennesker ikke har, skriver de to forfattere.
De færreste ved, at der findes kræftceller, som kommer og går. Lige såvel som der for eksempel er kvinder, der får et bedre helbred med et moderat forhøjet kolesteroltal.
Det er også fejlfindingsmodellen, der får mange midaldrende mennesker til at tro, at det er en god idé jævnligt at få foretaget et generelt helbredstjek. En slags 50.000-kilometers eftersyn. Men der foreligger ganske enkelt »robust evidens af høj kvalitet om, at det ikke gavner at invitere den almindelige befolkning til et generelt helbredstjek«, konstaterer de to forfattere. Generelle helbredstjek reducerer ikke dødeligheden.
I stedet bliver mange almindelige mennesker efter generelle screeninger og helbredstjek udstyret med en masse »uforsætlig viden«. I bogen bringes flere cases. Helt grelt er eksemplet med håndboldklubben, der efter Christian Eriksens hjertestop under EM indfører screening for genetiske risici hos alle spillere på førsteholdet. To af spillerne får besked om medfødt hjertefejl, den ene holder op, den anden bliver ikke solgt til den klub, han ønskede.
Andre spillere får besked om mulig kræftrisiko, og alt i alt er det ikke kun lettelse, der breder sig efter gentesten, men nok så meget ængstelse og stresstilstande. De unge håndboldspillere spiser i forvejen sundt og er meget fysisk aktive, så hvad er det lige, de skal ændre på?
OVERDIAGNOSTIK ER EN »voksende trussel mod velfærdssamfundet«, skriver forfatterne. Sat på spidsen er der kun fire procent raske tilbage, når der screenes for risiko for hjerte-kar-sygdomme i en almindelig befolkning. Konsekvensen er dels, at unødigt mange mennesker bliver gjort til patienter i alt for mange år af deres liv. Dels tapper det ressourcer fra andre steder i sundhedsvæsenet, som må nedprioritere patientgrupper, der har alvorligt behov for hjælp. Her kunne man for eksempel tænke på psykiatrien.
Det skal tilføjes, at screening godt kan hjælpe den enkelte patient med en tidlig diagnose, men ud fra et overordnet samfundsaspekt fører screening ofte til overdiagnostik.
Efter mange år med stigende fokus på tidlig opsporing og screeninger opfordrer de to fagfolk til, at man bremser op i sundhedsvæsenet og vælger en anden kurs, som vejer fordele og ulemper op imod hinanden ud fra mere sande data end antallet af overlevere.
Det er en meget vigtig diskussion, bogen her bringer frem. Ikke mindst i en tid, hvor store dele af sundhedsvæsenet er presset. Og hvem kender ikke til at være i tvivl som borger: Kommer jeg for sent, hvis jeg tøver længere med at ringe til lægen? Eller risikerer jeg at belaste systemet unødigt med min bekymring?
Vi mangler vægtige argumenter, og nogle af dem findes i denne bog. Det er tankevækkende at få gjort op sort på hvidt, hvor få der reddes af de brede tiltag. Bogen er dog sine steder meget teknisk og kan være tung at læse for lægmand. Målgruppen defineres som studerende på sundheds- og samfundsfaglige uddannelser, sundhedsmyndigheder og politikere, men bogen er også rettet til folk, der er optaget af de etiske og eksistentielle aspekter.
Et vægtigt argument, som mangler at blive fremhævet i bogen, er, at den generelle optagethed af sundhed også har en positivt opdragende effekt. At hvis man får målt et let forhøjet tal på et eller andet, så spiser man lidt anderledes, dyrker mere motion og får det måske generelt bedre. Det tæller også.
Alexandra Brandt Ryborg Jønsson og John Brandt Brodersen: Snart er vi alle patienter – Overdiagnostik i medicinske og samfundsfaglige perspektiver. 278 sider. 350 kr. Samfundslitteratur.