Rævesøvn og pokerfjæs

Jeg skulle finde en overskrift til denne akut glade anmeldelse af Jens-Martin Eriksens lykkeligt forløste comebackroman Natten er jordens skygge og bladrede mig hurtigt frem til overskriften på et afsnit – eller det virker faktisk rigtigere at kalde bogens små, koncentrerede, afsnitsløse stykker for kapitler – hvor den navnløse, vel cirka 12-13-årige jegfortæller er helt oppe at køre, næsten lige så meget, som jeg er oppe at køre over Eriksens roman, over en nytårsaften at skulle se og faktisk se og at have set kammeratens Mihails mor klæde sig af i det fælles soveværelse. Dette er kapitlets søvngængersikkert, distanceret hvirvlende afslutning:

»Selv går det ham på, kan jeg se, at hun ikke havde trusser på, en sætning han bliver ved med at snuble over og gentage uudholdeligt mange gange denne første dag i det nye år, hvor han har disse farlige øjeblikke oppe at vende i sit hoved. Det er tydeligt, at han føler en nagende skam over, at jeg måske har set hans smukke mor nøgen på vej i seng, og jeg selv må lyve lidt for at lindre den skam for ham. Men jeg må også lindre en skam lidt for mig selv, da jeg ikke kan bekende noget for ham om min totale besættelse i dette kostbare øjeblik i mørket.«