Tariq Ali sidder på kanten af det, der engang var hans seng. Nu står kun trærammen og fire tærede træstolper tilbage. Væggen i soveværelset har fugtige mærker, der markerer, hvor langt vandet nåede op. Cirka tre meter.
Under Tariq Alis fødder er gulvet mudret, som var det havbunden. Han rejser sig i sin hvide bomuldskjortel og går frem og tilbage på det klæbrige gulv. Efter at være drevet på flugt i flere dage ankom han til familiens hus i går aftes.
Fra det nordlige Pakistan viser Tariq Ali mig rundt i sit totalsmadrede hus i byen Nowshera ved hjælp af mobiltelefonens kamera.
»Vandstanden er sunket, men alt er forsvundet, vores hjem og vores husdyr,« siger han og ser ind i kameraet, mens min tolk, Amid Saeed Bhatti, oversætter.
Som millioner af pakistanere har Tariq Ali måttet forlade sit hjem på grund af de enorme mængder vand, der siden juni er skyllet ind over Pakistan og har oversvømmet en tredjedel af landet.
Monsunen er fortsat og fortsat – her er faldet dobbelt så meget regn som normalt – og efter et historisk varmt forår har den knastørre jord ikke haft en chance for at opsuge de abnorme mængder vand. Hertil kommer, at landets gletsjere i bjergene er smeltet, så store mængder vand er strømmet ned i de pakistanske floder.
I mandags overskred de officielle dødstal for katastrofen 1.300, men det reelle tal forventes at være langt højere. Mere end 33 millioner mennesker er berørt af oversvømmelserne, der af Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, betegnes som »apokalyptiske«:
»Jeg kan – uden frygt for at blive modsagt – sige, at denne naturkatastrofe er den værste i Pakistans historie.«
Valgkamp i katastrofen
De massive oversvømmelser har vist, hvor sårbar Pakistan er over for det ekstreme vejr. Derfor er det måske heller ikke så underligt, at den siddende Sharif-regeringen møder kritik.
Premierministeren beskyldes for ikke at have taget ved lære af oversvømmelserne tilbage i 2010 og sikret landet mod den voldsomme monsunregn. Allerede inden stormfloden befandt Pakistan sig i en ustabil situation med historisk høj inflation. Sharif-regeringen gjorde sig særdeles upopulær ved at hæve energipriserne efter anvisninger fra IMF, International Monetary Fund.
Det hjalp heller ikke ligefrem på populariteten, at premierminister Shehbaz Sharif blev filmet under redningsarbejdet i en af de oversvømmede provinser.
På videoklippet fra en helikopter på vej mod den vestlige provins Balochistan siger premierministerens kameramand: »Camera on hai« – »kameraet er tændt«. I samme øjeblik skifter premierministeren fra at sidde og hænge til straks at tale engageret med personen over for ham. Klippet, der gik viralt på sociale medier i Pakistan, underbygger billedet af premierministeren som en rigmand, der mest går op i sit eget image og mindre op i den pakistanske befolknings lidelser.
Sideløbende har oppositionen opnået positiv publicity med tidligere premierminister Imran Khan i front. Khan sad på magten indtil april i år, men blev væltet efter måneders politisk uro, da et flertal i parlamentet stemte for et mistillidsvotum og derved afsatte ham på stedet. Den officielle begrundelse lød, at Imran Khan ikke levede op til sine valgløfter om at bekæmpe Pakistans omfattende korruption.
Ifølge flere pakistanske medier var der dog også en anden forklaring.
Khan havde som premierminister aflagt besøg hos Vladimir Putin samme dag, som Ukraine blev invaderet. Det kom på tværs af den pakistanske hær, der er kendt for at være et politisk organ i landet og stå på amerikanernes side.
Imran Khans egen forklaring på sin afsættelse var derfor også, at der var tale om en »USA-støttet sammensværgelse« efter hans statsbesøg i Moskva. På Twitter opfordrede han sine tilhængere til at gå på gaden og protestere mod det, han kaldte »et amerikansk regimeskifte«.
Khans afgang i april skrev sig ind i rækken af premierministre med kort levetid i Pakistan. Siden stiftelsen af landet i 1947 har ingen leder formået at blive ved magten en valgperiode ud.
Til gengæld kæmper nogle af de faldne sig indimellem tilbage igen. Naturkatastrofen i Pakistan ser nu ud til at kunne give Imran Khan gode chancer for et comeback, når der er valg igen i 2023.
I hvert fald har han udnyttet den nuværende katastrofe dygtigt. Khan, der har en fortid som stjernecricketspiller og har boet mange år i Storbritannien, fik på bare tre timer indsamlet udenlandske donationer for fem milliarder pakistanske rupier – 1,7 millioner danske kroner.
»Hele landet er påvirket af de forfærdelige omstændigheder. Vi har brug for al den hjælp, vi kan få,« sagde Imran Khan til den engelsksprogede pakistanske avis The Express Tribune og tilføjede, at endnu flere pakistanere bosat uden for landet havde kontaktet ham for at yde et eksorbitant bidrag.
Vestens skyld
Den siddende premierminister, Shehbaz Sharif, forsøger på sin side at vinde befolkningens tillid ved at skyde skylden på de vestlige landes udledninger.
»Vi lider, men det er ikke vores egen skyld,« sagde han på en international pressekonference forleden. »Vi står i en situation, som jeg aldrig tidligere har oplevet. Mere end en million huse er beskadiget eller ødelagt. (…) Mere end 3.500 kilometer veje er skyllet væk, og omkring en million dyr er døde.«
Pakistans udenrigsminister, Bilawal Bhutto Zardari, supplerede: »Det, vi står over for i dag, har ikke været en monsun over gennemsnittet. Det er et helt nyt niveau af klimaskabt katastrofe.«
På konferencen appellerede den pakistanske regering til, at verdenssamfundet træder til og omgående sender humanitær bistand til landet, helt præcist 160 millioner dollar – 1,2 milliarder danske kroner.
Det samme gjorde FNs generalsekretær, António Guterres, der forventes at besøge Pakistan i den kommende weekend. Guterres erklærede, at landet har »akut brug for hjælp« og gav samtidig en opsang til de lande, der nedprioriterer klimaindsatsen på trods af de stadig flere ekstreme vejrfænomener overalt på kloden:
»Sydasien er et af brændpunkterne i verdens globale klimakrise. Mennesker, der lever i disse områder, er i 15 gange højere risiko for at dø af klimapåvirkninger,« sagde Guterres.
Ifølge World Inequality Report fra 2022 udleder Sydasien 2,6 ton pr. indbygger, en europæer udleder 10 ton, mens en amerikaner står for 20 ton. Til gengæld bor der mange flere mennesker i syd, så samlet set udleder den fattige del af verden betydeligt mere end den rige.
Alene i Pakistan bor der 220 millioner mennesker, og regnes Indien og de resterende lande i Sydasien med, kommer befolkningstallet op på knap to milliarder. Altså tre gange så stor som befolkningen i Europa.
Dermed står naturkatastrofen i Pakistan som det mest prægnante eksempel på det dilemma, vi kun kan forvente bliver større i fremtiden: Skal de rige lande betale for klimakatastrofer i fattige lande? Skal ansvaret for CO2-udledningerne anskues pr. capita eller pr. land? Svaret på spørgsmålet kompliceres kun af, at meget af den produktion, som finder sted i lande som Indien og Kina, bliver konsumeret i de rige lande.
Vestens svar synes at blive stadig mere tøvende. Da Pakistan blev ramt af oversvømmelser i 2010, samlede verdenssamfundet på få uger en milliard dollar ind til nødhjælp. I skrivende stund er indsamlingerne til Pakistan i omegnen af 50 millioner kroner, altså en del mindre end i 2010, selvom denne katastrofe er værre. Men den er i hård konkurrence om pengene med en krig i Europa, høj inflation og stigende energi- og fødevarepriser.
Desuden er det også sin sag at tage ansvaret på sig, når man kan se, at regningen vokser i takt med temperaturstigningerne.
Alene i Pakistan vurderer regeringen, at genopbygningen af landet vil koste mindst ti milliarder dollar, omtrent 75 milliarder danske kroner. Lande som Kina, Tyrkiet og Saudi-Arabien har allerede spyttet i bøssen. Og i forrige uge meddelte det danske udenrigsministerium, at Danmark også tager pungen op af lommen og sender ti millioner danske kroner og et rensningsanlæg.
Men det slutter næppe her. Det pakistanske meteorologiske institut varsler mere monsunregn i september med risiko for, at landet største sø, Manchar, flyder over sine bredder.
