Når prisen på en pakke smør stiger med 50 procent, bliver vi ikke bare ærgerlige. Vi bliver forargede. Supermarkeder og fødevareproducenter kan tale nok så meget om inflation, høje energipriser og andre forståelige årsager til, at prisen må op, men en nagende mistanke lurer alligevel: Er der nogle, der tjener fedt på os i en krisetid?
Halvdelen af danskerne tror ikke på, at supermarkederne kun har hævet priserne, så de dækker deres øgede omkostninger. Det viser en undersøgelse, YouGov lavede for B.T. i juni. Erhvervsminister Simon Kollerup satte ord på samme følelse i slutningen af august, da han lancerede regeringens pristjek af energi- og dagligvarer.
»Kan det virkelig være rigtigt, at priserne stiger så meget? Kan det hele forklares af den situation, verdensmarkederne er i, eller er der andet og mere?« spurgte han på pressemødet.
»Eventuelle urimeligheder for forbrugerne skal frem i lyset.«
Det er næppe nogen nyhed, at folk ikke kan lide højere priser. Alligevel er der noget interessant på spil. Reaktionerne på det dyre smør og den kostbare mælk afslører noget om vores forhold til de frie markedskræfter, der ellers plejer at sikre os lave priser og bugnende hylder.
Det belyser et økonomisk eksperiment, der beskrives i et arbejdspapir fra forskningsnetværket CESifo.
»Nogle gange føler vi, at prisjusteringer bryder med vores principper om retfærdighed, og det er problematisk, for hvis et frit marked skal fungere, skal det have samfundets opbakning,« siger Mario Macis, en af studiets tre forfattere.
»Historisk er der jo mange eksempler på, at stigende priser har ført til social uro.«
Dyre mundbind
Mario Macis er professor i økonomi ved Johns Hopkins Carey Business School i Baltimore, USA, og i sin forskning prøver han at forstå vores forhold til markedskræfterne, og hvad der sker, når vores moralske normer karambolerer med markedets effektivitet. Mario Macis er oprindeligt fra Italien, og da pandemien begyndte i foråret 2020, ledte han efter mundbind i de amerikanske supermarkeder, så han kunne sende dem til sine gamle forældre i Milano. Men hylderne var tomme. Til sidst gik han på eBay og betalte 200 dollar for 20 mundbind.
Som økonom forstod han, at han var vidne til markedskræfter i frit spil. Den pludselige efterspørgsel drev godt nok prisen op nu, men det ville få flere til at fremstille mundbind og dermed sænke prisen igen. I sidste ende ville processen resultere i en rigelig forsyning af billige mundbind til alle. Det vidste han godt.
Men som forbruger blev han alligevel forarget:
»Jeg følte, at prisen var for høj, og kunne ikke undgå at føle mig udnyttet,« fortæller han. »Det var første gang i mit liv, jeg oplevede, at en vare, der føltes meget nødvendig, pludselig havde en meget høj pris. Det føltes forkasteligt, og jeg tænkte, ‘hold da op, de udnytter virkelig situationen’.«
Det fik Mario Macis til at udtænke et økonomisk eksperiment sammen med to kolleger, hvor de undersøger, hvad der sker, når det frie marked kolliderer med normer om retfærdighed.
Forsøget tager udgangspunkt i fire varer, der alle steg i pris, da pandemien begyndte – håndsprit, håndcreme, medicin og en motionscykel. Økonomerne opstiller så scenarier, hvor deltagerne skal vælge, om de vil acceptere en prisstigning eller vil foretrække et prisloft, der holder prisen kunstigt nede.
»Fortalerne for priskontrol siger, at det er uetisk, at sælgerne kan udnytte situationen, når efterspørgslen stiger. De burde sælge deres vare til den sædvanlige pris uden at drive rovdrift på forbrugeren og gå efter ekstra profit,« forklarer Mario Macis.
Det er den logik, der ligger bag indførelsen af prislofter og særlig beskatning af »overnormal profit«. Men den slags kan give bagslag, argumenterer økonomer typisk.
»Modargumentet er, at højere priser vil føre til højere udbud. Så hvis du sætter et prisloft, fjerner du tilskyndelsen til at skaffe ekstra varer, og du ender med at mangle den vare i endnu længere tid, end hvis prisen havde fået lov at stige.«
Det populære prisloft
Når priserne stiger, kan det føles uretfærdigt, at virksomheden tjener flere penge uden at levere noget ekstra, og at varen bliver for dyr til, at alle kan købe den. Men til gengæld er varen tilgængelig, og man undgår en længere periode, hvor man slet ikke kan få fat i den. I Macis og kollegernes studie undersøger de, hvordan forbrugerne forholder sig til det dilemma.
»Vores deltagere syntes, det var mere forkasteligt at hæve prisen på håndsprit og medicin end på motionscyklen og håndcremen. Men generelt brød de fleste sig slet ikke om, at en vare bliver dyrere, når mange efterspørger den,« fortæller Mario Macis.
Den del var ingen overraskelse. Men forsøget er lavet med canadiere og amerikanere, og det kom alligevel bag på Mario Macis, at mindst halvdelen af dem ville foretrække prisregulering i alle undersøgte tilfælde.
»Jeg havde forventet at finde langt større opbakning til det frie marked blandt amerikanerne, men det ser vi slet ikke. Vi finder næsten ingen forskelle mellem amerikanere og canadiere,« siger han.
I forsøget kan forskerne øge andelen, der accepterer en prisstigning, ved at fortælle om konsekvenserne. I scenariet med motionscyklen skriver de for eksempel, at når prisen stiger, vil nye virksomheder begynde at fremstille motionscykler, så et år senere vil prisen være faldet igen. Men hvis der er prisloft, går ingen nye virksomheder ind på markedet, og et år senere vil der stadig ikke være nok motionscykler til alle de forbrugere, der ønsker sig én.
»Når vi får dem til at tage konsekvenserne af et prisloft i betragtning, så sker der noget: De siger, okay, vi kan godt nok ikke lide højere priser, men vi er villige til at acceptere dem, hvis markedet så til gengæld virker, så prisstigningen fører til højere udbud og derefter lavere priser igen,« fortæller Mario Macis.
»Men vi tænker ikke på den måde af os selv. Vi ser i stedet ud til at fokusere på det, der sker lige nu. Og hvis det, der sker, bliver opfattet som en virksomhed, der udnytter sårbare forbrugere i en krisetid, så fordømmer vi det. Det strider mod normer om fællesskab og samfundssind. Og de normer er også vigtige og eksisterer af en god grund.«
Eksperimentet viser også, at forbrugere ser mildere på en prisstigning, hvis det er højere omkostninger i produktionen, der ligger bag. Derfor kan det måske hjælpe, hvis virksomheder er mere gennemsigtige omkring, hvordan de fastsætter priser – apropos regeringens pristjek.
»Men det er ikke nemt,« påpeger Mario Macis, for en virksomhed kan have mange andre grunde til at hæve prisen end stigende omkostninger, og hvad skal den så sige til kunderne? Vi sætter prisen op, så andre virksomheder vil få lyst til at lave samme produkt som os og presse prisen ned igen? Ikke særlig troværdigt.
Samtidig er der den hage, at det jo faktisk ikke er altid, det frie marked leverer:
»Nogle gange er opfattelsen – og måske også realiteten – at virksomheder bare hæver prisen, fordi de kan. De vil øge deres profit og hæver prisen uden at øge udbuddet, uden at der er nogen gevinst for forbrugerne.«
