Det er lang tid siden, jeg på forhånd har heppet og håbet så hysterisk på en bog som på Kirsten Hammanns nye, heldigvis overlegent kukkede-rasende roman Georg-komplekset, fordi den bare lød så voldsomt, nærmest voldeligt lovende, og fordi jeg savnede at blive lige så fuldgyldigt begejstret for en Hammann-bog, som jeg i hin fjerne, fjerne tid blev for de fire bøger Mellem tænderne (1992), Vera Winkelvir (1993), Bannister (1997) og Fra smørhullet (2004), hvoraf jeg forbandet nok kun fik lov at anmelde den sidste.

Jeg mødte så tidligt som muligt ind på avisen, greb romanen på redaktørens bord, formelig sprintede til min skrivebordsstol og gav mig storøjet i kast, og allerede på tredje side, klokken 8:33, var jeg sikker i min sag: