Satellit. Den tyske regering har fået de dårligste tilfredshedsvurderinger, siden den tiltrådte i begyndelsen af ​​december. Kun hver fjerde tysker er tilfreds med kansler Scholz, som klandres for svag kommunikation, manglende lederskab og tøven i Ukraine.

Scholz har skuffet

»Rally ’round the flag« er en teori, der bruges i statskundskaben til at forklare en øget folkelig støtte til et lands regering eller dets politiske leder i perioder med international krise eller krig. Men teorien gælder ikke for Tysklands kansler, Olaf Scholz, og hans såkaldte lyskrydskoalition med partifarverne rød, gul og grøn.

I en undersøgelse fra opinionsinstituttet Insa har regeringen nemlig fået de dårligste tilfredshedsvurderinger, siden den tiltrådte i begyndelsen af ​​december, og særligt kansleren falder igennem. Kun 25 procent af de adspurgte vurderer ham positivt.

I den tyske presse er der gennemgående tre forklaringer: Kansleren kommunikerer uklart i forbindelse med den aktuelle energikrise og rekordinflation, der gør det betydeligt dyrere at være tysker. Derudover giver de tre regeringspartiers samarbejde indtryk af at være ukoordineret, så Scholz fremstår ikke som en dygtig leder. Endelig er der også et spørgsmål, som undrer mange midtervælgere: Hvorfor støtter Scholz ikke Ukraine mere resolut, også med våben?

Den 9. oktober skal Scholz & co. vurderes rigtigt af vælgerne i Niedersachsen. Her er ministerpræsidenten socialdemokratisk, men delstatsvalget er på vippen, og politiske iagttagere vurderer, at Scholz' SPD er nødt til at sejre, hvis Scholz skal have en vis autoritet inden vinteren, hvor energikrisen forventes at udløse store politiske spændinger i Tyskland.