For nylig bankede det på døren i det europæiske fodboldforbund UEFAs hovedkvarter i Nyon i det vestlige Schweiz. Gæsterne var fra FC Barcelona, og med sig havde de en redningsplan. Klubbens økonomi var så ramponeret, at den krævede endnu et astronomisk banklån, hvorfor catalonierne håbede på en noget kreativ form for garanti.
For hvad om UEFA kunne stille sikkerhed for lånet ved at garantere et årligt tv-pengebeløb fra Barcelonas deltagelse i Champions League? De seneste år har klubben scoret omkring 700 millioner kroner pr. sæson. Så vidste kreditorerne i det mindste, at der ville rulle nogle penge ind på kontoen.
Det europæiske fodboldforbund måtte her minde Barcelona om, at ingen klub, end ikke den største, er sikret deltagelse i Champions League. Også Barcelona må hvert år kvalificere sig gennem den nationale turnering. Sagt klarere: Enhver form for garanti var naturligvis en umulighed.
Ifølge sportsmediet The Athletic var Barcelona-delegationen mildest talt forbløffet over afslaget, hvilket vel i sig selv fortæller en hel del om den manglende jordforbindelse.
Forud for weekendens sæsonstart er alle klubbens regnskabstal rødglødende. Gælden overstiger otte milliarder kroner, heraf to tredjedele kortfristet. Barcelona taber en milliard om året og har en negativ arbejdskapital på fire milliarder. Klubpræsident Joan Laporta afslørede selv sidste år, at hver gang man tjener 100 euro, går der 103 euro til lønninger.
Alligevel – eller måske netop derfor – har klubben valgt at sætte alt på ét bræt denne sommer, hvor man har brugt flere penge på transfers end nogen anden klub: en milliard kroner på topspillere som Robert Lewandowski (FC Bayern München), Raphinha (Leeds United), Jules Koundé (Sevilla), Franck Kessié (Milan) og Andreas Christensen (Chelsea).
»At bruge så mange penge er et voldsomt sats, som Laporta og sportsdirektør Mateu Alemany ser ud til at stå alene med. Andre forgældede superklubber har udvist større forsigtighed, reduceret omkostningerne og forsøgt at genopbygge sportsligt,« skrev erhvervsmagasinet Forbes i en sønderlemmende analyse i juli.
FOR AT FINANSIERE de nye spilleres overgangssummer og lønninger har man været nødsaget til at sælge ud af arvesølvet, og her er intet tilsyneladende helligt.
I et forsøg på at rejse hurtige penge har Barcelona lånt 4,5 milliarder kroner hos investeringsbanken Goldman Sachs, og allerede i foråret annoncerede klubben, at dens legendariske hjemmebane, Camp Nou, skifter navn til Spotify Camp Nou efter en sponsoraftale med den svenske streamingtjeneste.
Siden har klubben solgt 25 procent af rettighederne til sine kampe i La Liga de næste 25 år til investeringsselskabet Sixth Street (i en handel, der ifølge radiostationen Cadena Cope kan være pumpet kunstigt op af klubben) samt udskibet 25 procent af klubbens audiovisuelle rettigheder, kaldet Barça Studios, til den digitale platform Socios.com, der ønsker at fremstille såkaldte fan tokens baseret på kryptovalutaen Chiliz. Her er ingen tidsbegrænsning på rettighedsoverdragelsen. »Salget er endegyldigt,« sagde præsident Laporta i sidste uge. Det er præcis så risikabelt, som det lyder.
Åreladningen er dog ikke nok. Klubben har angiveligt ikke penge til at udbetale løn til sine spillere. Midtbaneprofilen Frenkie de Jong har ifølge The Athletic et beløb svarende til 150 millioner kroner til gode, mens danske Martin Braithwaite, der skrev under på en lukrativ fireårig kontrakt i februar 2020, nu forsøges presset ud af klubben. Senest er det lykkedes ledelsen at få vendt fansene imod den uønskede spiller.
Men heller ikke de beskidte kneb batter tilstrækkeligt. Den spanske ligaforening har nægtet at indregistrere Barcelonas nyindkøbte spillere, før klubben foretager endnu et brandudsalg, enten i form af betragtelige spillersalg eller overdragelse af flere rettigheder. Det forventes, at klubben inden for få dage sælger yderligere 24,5 procent af Barça Studios, denne gang til investeringsfonden GDA Luma.
Laporta har selv angivet lørdag, hvor Barcelona har sæsonpremiere mod Rayo Vallecano, som deadline for registrering af de nyankomne spillere, selvom markedet først lukker ved udgangen af august.
Desuden er flere af klubbens mest betroede og loyale folk, heriblandt Gerard Piqué (35 år) og Sergio Busquets (34) blevet bedt om at gå væsentligt ned i løn. Begge spillere gjorde i øvrigt akkurat dette sidste sommer, også dengang for at klubben kunne registrere nye spillere.
DET ER MERE END tre år siden, Barcelona senest vandt mesterskabet – og syv år siden klubben sidst stod i en Champions League-finale.
Storklubben, der satte nye sportslige standarder i slutningen af 00erne og begyndelsen af 10erne, er blevet løbet over ende af de internationale konkurrenter, som har tilføjet catalonierne det ene store nederlag efter det andet: 1-4 mod Paris Saint-Germain i 2021, 2-8 mod FC Bayern i 2020, 0-4 mod Liverpool i 2019 og 0-3-nederlagene til Roma i 2018 og Juventus i 2017. I sidste sæson ramte man bunden med et Champions League-exit allerede i gruppespillet for første gang i 21 år, mens man opnåede det laveste pointantal (73) i La Liga i 14 år.
Barcelonas krise er resultatet af en ubehjælpelig transferstrategi og en hasarderet lønpolitik, der har formøblet en af sportens største pengetanke. En deroute, som stod klart for enhver, da klubben sidste sommer ikke længere havde råd til at betale Lionel Messis løn og måtte se ikonet forsvinde til Paris Saint-Germain. Læg dertil en pandemi og en sæson uden tilskuere på Camp Nou.
Derudover tyder meget på, at Barcelona vil komme til at bøde for sin enegang. I sidste sæson valgte klubben – sammen med Athletic Club og rivalerne fra Real Madrid – at stå uden for en samlet medieaftale mellem den amerikanske kapitalfond CVC og klubberne i de to bedste spanske fodboldrækker.
CVC, der tidligere har haft succes i Formel 1, har investeret 20 milliarder kroner i spansk fodbold til gengæld for ti procent af de globale medieindtægter de kommende 50 år. Resten går til klubberne efter en velovervejet fordelingsnøgle med fokus på infrastruktur, talentarbejde og gældsindfrielse. Barcelonas betænkeligheder er ikke ældedes med ynde.
BARCELONAS DESPERATION er fodboldelitens desperation. Vi har i flere år talt om fremmede magters overtagelse af europæisk fodbold: amerikanske, kinesiske, russiske og arabiske rigmænd, fonde og konsortier, ja, hele nationers opkøb af medierettigheder, sponsorater og klubber. Men Barcelona tilhører en anden, mere ophøjet kaste.
Klubben er ikke i samme båd som Chelsea, Manchester City, Paris Saint-Germain og Newcastle United. Den er ejet af tusinder af menige medlemmer, der formelt set har magten, men reelt ikke har nogen indflydelse på den daglige drift. Forliset i Catalonien viser, at ingen er fredet.
Fælles for den ene og den anden type af superklubber er nemlig, at de både i egne og omverdenens øjne er for store til at lade falde. Banker, store virksomheder og politikere over hele Europa ved, at de har brug for de populære fodboldklubber for at tækkes deres befolkninger.
Der findes intet populærkulturelt fænomen, der genererer samme følelser som den professionelle fodbold. Da Chelseas russiske ejer, Roman Abramovitj, blev ramt af sanktioner, var det Boris Johnsons regering, som sikrede klubben en licens, der tillod et akut videresalg til den amerikanske investor Todd Boehly.
Ingen klub har formet verdensfodbolden mere end Barcelona, ingen klub har betydet mere for spillets sejrsgang, tiltrækningskraft og kommercielle distancering af alle andre sportsgrene i det tredje årtusinde.
Det er her, spillet på banen er blevet revolutioneret af tre omgange. Først i 1970erne under hollandske Rinus Michels, der skabte idealet om den totale fodbold med fokus på det skabende, levende kollektiv – to årtier senere udviklet af Michels’ protegé og landsmand Johan Cruyff og derpå af Cruyffs egen nøglespiller Josep Guardiola, der i 2008-12 skabte det mest dominerende hold i nyere tid og lagde fundamentet for den delikate rumforståelse, der præger dagens fodbold. Det er i dette historiske lys, at sidste sæsons udnævnelse af Xavi Hernández, Guardiolas forlængede fod på banen, som cheftræner skal ses.
Det var også her, man under Franco-styret formulerede sloganet »Més que un club« (Mere end en klub), der blev en del af klubbens officielle kommunikation i 1970erne og i dag står skrevet med gule sæder på Camp Nous langside. Ikke før 2013 tillod man den første betalende sponsor på klubbens renfærdige, blå-røde kamptrøje.
Det er således vanskeligt at forestille sig den aktuelle fodbolds spillemæssige perfektion, globale massekommercialisering og sammenvævning af moral, politik, identitet og sport uden netop Barcelona.
Alt det ved man selvfølgelig udmærket i Catalonien, hvor man føler en dyb forpligtelse til at rejse sig i al hast. Selv efter den ydmygende og mislykkede tiggergang i Nyon har ledelsen ikke tænkt sig at holde igen. Klubben meldes interesseret i at købe Manchester City-stjernen Bernardo Silva og Marcos Alonso, målivrig Chelsea-back.
Europas fodbold har altid set i retning af Barcelona. Det er der ekstra god grund til at gøre i disse skæbnesvangre uger.
