Kausalitetsknæk. Er dansk CO₂-udledning årsag til høje temperaturer i Portugal? Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skal vurdere, om beskyttelse mod klimaforandringer i en moderne verden er en menneskeret.

Naturens dom

<p>Seks portugisiske børn og unge, der lider af det, man herhjemme ville kalde klimaangst, har indklaget i alt 32 stater for Menneskerettighedsdomstolen. Heriblandt Danmark. Fotos: Frederik Florin og Paulo Cunha, Scanpix.</p> Foto: Foto: Paulo Cunha, Scanpix. <p>Seks portugisiske børn og unge, der lider af det, man herhjemme ville kalde klimaangst, har indklaget i alt 32 stater for Menneskerettighedsdomstolen. Heriblandt Danmark. Fotos: Frederik Florin og Paulo Cunha, Scanpix.</p> Foto: Foto: Paulo Cunha, Scanpix.
Seks portugisiske børn og unge, der lider af det, man herhjemme ville kalde klimaangst, har indklaget i alt 32 stater for Menneskerettighedsdomstolen. Heriblandt Danmark. Fotos: Frederik Florin og Paulo Cunha, Scanpix. Foto: Foto: Paulo Cunha, Scanpix.
Naturens dom Af Laura Hattens

Hvad fører en hedebølge med sig? I heldigste fald en fridag uden planer på solsengen. I værste fald tab af menneskeliv. Med garanti: kø ved domstolene.

I Spanien og Portugal døde mere end 2.000 mennesker af varme, da hedebølgen midt i juli bevægede sig gennem Europa med temperaturer op til 47 grader celsius. Det var primært ældre eller syge, der mistede livet, men ikke desto mindre var det den kvælende hede, der gav dem dødsstødet. I Sydeuropa og England førte de ekstreme temperaturer desuden til voldsomme skovbrande, der tvang flere tusinde mennesker til at flygte fra deres hjem. Hvem er skyld i tragedien?

Staten, siger de mange mennesker verden rundt, der gennem de seneste år har lagt sag an mod stater for ikke at gøre nok for at forhindre klimaforandringer. Ifølge en ny opgørelse fra Grantham-forskningsinstituttet for Klimaforandringer og Miljø ved London School of Economics føres der, eller er der blevet ført, mere end 2.000 retssager om klimaforandringer globalt. De vrede sagsøgere hævder, at oversvømmelser kunne være afværget, hedebølger undgået – liv reddet – hvis staterne havde haft mere ambitiøse mål for CO₂-reduktion og levet op til de mål, de rent faktisk havde. Klimaretssager er blevet et instrument til at håndhæve regeringers klimaløfter. FNs klimapanel IPCC har i år anerkendt, at klimaretssager faktisk påvirker regeringers grønne ambitioner og resultater.

Foreløbig har det været borgerens egen stat, der har stået for skud ved landets nationale domstol, men snart skal Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg i en række skelsættende sager vurdere, om det i en moderne verden er en menneskeret at blive beskyttet mod klimaforandringer.

Det lyder måske ikke banebrydende, men er det: Mens vi i Danmark i det store og hele kan være ret ligeglade med, hvad andre landes domstole bestemmer, skal vi efterleve de domme, der kommer fra Strasbourg. Hvis Domstolen giver ansøgerne i de kommende sager ret, kan det betyde, at medlemslande tvinges til at udlede mindre CO₂.

Konvention af elastik

I én af sagerne kræver seks nordmænd Norges olieboringer i Arktis stoppet. I en anden påstår fire pensionerede damer fra Schweiz, at netop de er særligt truet af klimaforandringerne, fordi deres sundhedsproblemer forværres drastisk for hver hedebølge, der kommer. I begge sager påstår klagerne, at deres respektive stater har krænket deres menneskerettigheder ved ikke at gøre, hvad der skal til for at nå deres klimamål.

Den mest spektakulære sag, i hvert fald i et dansk perspektiv, har sin rod i seks børn og unge fra Portugal. Børnene lider af det, man herhjemme ville kalde klimaangst, og har, med hjælp fra en advokat eller ti, indklaget i alt 32 stater for Menneskerettighedsdomstolen. Den påståede brøde: Landene udleder for meget CO₂, det fører til højere temperaturer og skovbrande, og dermed krænker de børnenes ret til liv og privatliv. Desuden diskriminerer landene ungdommen ved at efterlade hele klimabyrden til deres generation.

Når vi lægger klimasubstansen ind i det juridiske system, bryder det sammen

Peter Pagh, professor i miljøret ved Københavns Universitet

Og hvad har det så med Danmark at gøre? Danmark er på portugisernes sorte liste og altså snart under dommernes lup.

Striden bliver ikke uden udfordringer. Faktisk er sagen så fuld af juridiske huller, at selv miljøretsforskere er stærkt uenige om, hvordan den vil falde ud. Det fortæller Peter Pagh, professor i Miljøret på Københavns Universitet. Han er medlem af Avosetta Group, et netværk af advokater og forskere i europæisk miljøret, der jævnligt diskuterer miljørettens udvikling. Gruppen er »meget lidt konsensusorienteret«, faktisk bragende uenige, når samtalen falder på, om portugisernes tese holder i retten.

»Der bliver gået til stålet, når vi mødes,« siger han.

»For faktum er, at den her sag vender alt, vi kender, på hovedet.«

Sagens første og mest indlysende udfordring er, at Menneskerettighedskonventionen ikke nævner et ord om klimaforandringer. I en sådan situation vil Domstolen normalt se på tidligere klimaretspraksis, men også her bliver det tricky, for sådan praksis findes ikke.

Konventionen er formuleret i korte, vage vendinger, den er et levende instrument, der skal fortolkes ud fra en såkaldt evolutionary approach, i lyset af nutidens forhold.

På en konference i 2020 om Menneskerettighedsdomstolens eventuelle fremtidige rolle som miljø- og klimadomstol har Domstolens præsident, Robert Spano, udtalt, at vi befinder os »i et forandrende øjeblik i historien«, hvor truslen fra klimaforandringer kræver »fælles handling fra hele menneskeheden«. Han tilføjede en appetitvækker for fremtiden: »Menneskerettighedsdomstolen vil i den forbindelse spille en rolle – inden for grænserne af dens retlige kompetence; evigt bevidst om, at konventionens rettigheder skal være effektive og reelle, ikke illusoriske.«

Spørgsmålet er, om klimaforandringer i 2022 er så omsiggribende, at de nødvendigvis må indfortolkes i de eksisterende menneskerettigheder: om en stat med udgangspunkt i menneskeretten kan pålægges at beskytte sine borgere mod global opvarmning.

Knækket kausalkæde

De miljøsager, Menneskerettighedsdomstolen tidligere har behandlet, har eksempelvis handlet om familier, der indåndede giftig luft fra en nærliggende fabrik. En klar sammenhæng. Det er efterhånden kun de færreste, der vil anfægte, at klimaforandringer i høj grad er menneskeskabte, men der er et stykke derfra og til nu at skulle bevise, at udledningen i et specifikt land, herunder Danmark, er direkte årsag til højere temperaturer i Portugal.

»Det kan man jo ikke,« siger Peter Pagh.

»Der er ganske enkelt rod med kausaliteten her. Når vi taler global opvarmning, er det et kollektivt ansvar. Selv hvis Danmark lukkede helt ned for alt, ville det jo stadig blive varmere i Portugal. Hvordan kan man sige, vi er årsagen?«

Men jeg mener helt klart, der er gode grunde til at forvente en afgørelse i portugisernes favør

Gerd Winter, professor i miljøret Universität Bremen

Alle lande er medskyldige, dermed er ingen eneansvarlige. Juraen får et problem.

»Hvis man gøres ansvarlig for noget, man ikke alene er skyld i og heller ikke selv kan ændre, hvori består så ansvaret? Når vi lægger klimasubstansen ind i det juridiske system, bryder det sammen.«

Gerd Winter er enig og uenig. Professoren forsker i national, europæisk og international miljøret ved University of Bremen og er også medlem af forskernetværket Avosetta Group.

»Jo, sagen vil støde ind i en del problemer,« medgiver han over telefonen.

Domstolen får unægteligt svært ved at bevise, at lige præcis de danske CO₂-molekyler er dumpet ned i Portugal. Men professoren tror heller ikke, det bliver nødvendigt. Han skal som repræsentant for en række organisationer til Strasbourg for at fremlægge sin vurdering og anbefaling for Menneskerettighedsdomstolen.

»Jeg tror, at man – fordi konventionen skal fortolkes udvidende og i nutidens kontekst – vil acceptere, at der overordnet er kausalitet mellem udledning og skade, og at selv små udledninger har betydning for det samlede billede. Uanset om skaden så kommer til udtryk i Portugal, Grækenland eller Italien,« siger han.

Gerd Winter henviser til en sag fra sidste år, hvor den tyske forfatningsdomstol underkendte regeringens klimastrategi som utilstrækkelig, fordi den i ufyldestgørende omfang specificerede de tyske klimaplaner efter 2030.

»Til regeringens forsvar om, at Tysklands indsats alene ikke ville være tilstrækkelig til at nedbringe den globale opvarmning, sagde domstolen: Bare fordi I ikke selv kan løse problemet, skal I stadig tage jeres del af ansvaret,« forklarer han.

Samme princip blev fremhævet i en skelsættende hollandsk sag fra 2019, hvor domstolen udtalte, at et land skal »gøre sit (...), selvom det (klimaforandringer, red.) er et globalt problem«.

Den tyske forfatningsdomstol udtalte desuden, at regeringens klimastrategi skulle specificeres, fordi der var en risiko for, at fremtidige generationers frihedsrettigheder ville blive krænket – at de ville blive efterladt med »en radikal reduktionsbyrde«. Det er blandt andet dét argument, de portugisiske børn slår på.

Uden for nummer

Selv hvis Menneskerettighedsdomstolen køber kausalitetskæden, betyder det ifølge Gerd Winter ikke, at Domstolen vil pålægge en specifik procentdel for, hvor meget et land skal reducere udledningen.

»Domstolen er tilbageholdende med at bestemme præcis, hvad en stat skal gøre. Men jeg mener, den vil kunne fastslå, at de pågældende landes CO₂-målsætninger ikke har været gode nok.«

I førnævnte sag fra Holland blev regeringen i 2019 dømt for med sine klimamålsætninger ikke at leve op til Parisaftalen. Det var et brud på menneskerettighederne og Hollands forfatning. Som konsekvens måtte regeringen blandt andet sætte fartgrænserne ned.

»Den dom var yderst betænkelig,« siger Peter Pagh og fortsætter.

»Man trækker international ret – Parisaftalen, som ikke forpligter landene til at nå bestemte mål – ind i en menneskeretlig kontekst, der netop kan forpligte. Man forsøger simpelthen at koble to systemer.«

At følge det hollandske ræsonnement ved Menneskerettighedsdomstolen vil ifølge Peter Pagh være en farlig vej at gå. Ifølge ham er folkerettens idé, at der er plads til forskelligheder: Vi mødes og taler sammen, men hvert land bestemmer inden for eget territorium. Hvis alle pludselig skal bedømmes ud fra én målestok, forsvinder folkerettens ventil, siger han.

I årevis er Menneskerettighedsdomstolen blevet kritiseret for at være for aktivistisk og blande sig for meget – for at gøre politik til ret. Peter Pagh og Gerd Winter fremhæver begge, at Domstolen naturligvis skal argumentere retligt for at bringe klimaforandringer ind i menneskeretten. De har bare hvert sit svar på, om det er muligt.

»Hvis det her går igennem, får vi altså en domstol, der kan træffe det politiske skøn for, hvor meget der skal reduceres. En domstol, der censurerer de traktatmæssige forpligtelser, en stat har påtaget sig politisk. Det er helt uden for nummer,« siger Peter Pagh.

»Hvis det skal foregå på den måde, hvem skal så egentlig føre forhandlinger fremover?«

A part of the main

Sidste torsdag indtog klimaet FNs generalforsamling i skikkelse af menneskerettighed, da FNs centrale organ ved en afstemning anerkendte en menneskeret til et »rent, sundt og bæredygtigt miljø«. Det kunne ligne en tavs magtdemonstration: Mere end 95 procent af forsamlingen – 161 lande – stemte for, ingen var direkte imod, og kun otte lande, herunder Rusland, Kina og Iran undlod at stemme. Selv USA, der ellers ofte har været tilbageholdende, når det gjaldt menneskeretsresolutioner, var med.

Alligevel bør klimaaktivister og andre bekymrede ikke af den grund række hænderne op i triumf.

»Nu skal det internationale samfund og hver enkelt stat tage de nødvendige skridt for at gøre denne ret til en realitet,« skrev John Knox, FNs første »special rapportør« for menneskerettigheder og miljø, efterfølgende på Twitter. En resolution med schwung, men et ubrugeligt våben i juridisk kamp.

Også ved Den Internationale Straffedomstol i Haag er klimaet på dagsordenen. Straffedomstolen opererer med fire slags forbrydelser, der ikke er pillet ved siden slutningen af Anden Verdenskrig: folkedrab, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og aggressionsforbrydelser. Men et ekspertpanel bestående af 12 anerkendte straffe- og miljøretsadvokater fremlagde sidste år en juridisk definition på »ecocide«: at gøre individers langvarige og omfattende skade på miljøet – typisk i kraft af høj virksomhedsposition – til en potentiel femte international forbrydelse på niveau med de fire andre. Heller ikke virkeliggørelse af dén idé har gode udsigter.

Altså står den afgørende retlige strid om ansvar for klimaforandringer i Strasbourg. De portugisiske børn har det problem, at sagen ikke først har været igennem de nationale domstole, som normalt er et krav. Der er dog en undtagelse: Hvis der ikke er tid.

Da præsident ved Menneskerettighedsdomstolen, Robert Spano, i december holdt oplæg om menneskerettighedernes rolle på Københavns Universitet, afsluttede han med at citere den engelske digter John Donne:

»No man is an island entire of itself; every man is a piece of the continent, a part of the main.«

Vil den indsigt være til de portugisiske børns fordel?

»Jeg tror simpelthen, Menneskerettighedsdomstolen afviser portugisernes sag. Alt andet vil ryste mig. Det vil bringe dem i for voldsom konflikt. Det vil blive en konflikt, de ikke kan styre, hvis de først siger ja her,« siger Peter Pagh.

Gert Winter smiler let.

»Jeg tror, Menneskerettighedsdomstolen vil gøre forskel mellem staterne i sin vurdering. Men jeg mener helt klart, der er gode grunde til at forvente en afgørelse i portugisernes favør.«