Debutcoin. Debutanterne Louise Harbo og Olga Liva Bruun leverer den knivskarpe skævhed, der er brug for, hvis bevidsthedens badebold ikke helt skal forknolde.
Der er fest i min bowle
Skønne begyndelser ude i den utaknemmelige og gloriøse periferi:
19 år er der imellem Louise Harbo, født 1980, som debuterer på Escho med genreløse Den endeløse sti (hvis ikke faktisk titlen også er genrebetegnelsen), og Olga Liva Bruun, født 1999, som debuterer på OVBIDAT med Grammatik i praksis 1: Lommesyntaks, der er sin egen genre- og seriebetegnelse. Bruun kunne være Harbos datter, og kunstnerisk føles det, som om hun faktisk er det: Bruuns cool politiske, konceptuelle gestus som generationelt følgende efter Harbos rastløse, inderligt ironiske rumsteringer, rund underfundighed fører til ond underfundighed. Begge forfattere har sigende nok – for deres uforfærdede, selvfølgelige hybriditet – (også) været billedkunststuderende, endda det selvsamme sted, Det Jyske Kunstakademi, hvor Bruun stadig studerer. Begge bøger præsenterer belevent sig selv – på Bruuns bagside står der:
Del:
