2021 var året, hvor ufoerne blev rehabiliteret: året, hvor det amerikanske forsvarsministerium verificerede en række videooptagelser af ufoer taget fra jagerfly og udarbejdede en omfattende rapport, der tog fænomenet alvorligt. Så hvad er der sket, siden ufoerne kom til ære og værdighed?
Ikke noget afgørende. På nettet er der masser af falske ufo-videoer og -fotos – dén fornøjelse er der åbenbart nogen, der ikke kan undvære – men der er også interessante imellem, som én taget fra en færges dæk, hvor passagererne reagerer overbevisende ophidset. En video af to science fiction-lignende ufoers flyvning hen over nogle palmetræer er til gengæld så utrolig, at den må være fake. Desværre – eller heldigvis?
Selvom vi stadig mangler bevis for, at rumvæsner har besøgt Jorden, vækker ufoernes renæssance en række eksistentielle spørgsmål. Hvad gør vi, hvis der er intelligent liv derude? Hvor rystende vil erkendelsen være? Kan vi kommunikere med de fremmede? Skal vi? Mens nogle astronomer er i fuld gang med at række ud til fremmede civilisationer, er der flere og flere forskere, der kommer med dystre advarsler: I vores iver efter at finde ud af, om der er intelligent liv i rummet, overser vi måske, hvor farligt det kan være at få kontakt.
Endnu aner vi ikke, om der er liv i rummet, men det er muligt, at vi snart får svar. Ifølge flere førende astrobiologer kan vi regne med at få en afklaring om rumliv inden 2040, skrev videnskabsjournalist Jonathan O’Callaghan for nylig i tidsskriftet Scientific American. Som NASAs Heather Graham formulerer det: »Sandsynligheden for, at vi faktisk vil få en ‘Life detection event’ på en anden verden, er stigende,« og derfor samlede hun sidste sommer flere hundrede forskere til et online-stormøde. Mødets formål var at finde ud af, hvordan man kommunikerer en sådan begivenhed til omverdenen.
Et problem er, at der har været for mange »ulven kommer«-hændelser. Som da præsident Bill Clinton i 1996 fejlagtigt erklærede, at Mars-meteoritten ALH84001 viste tegn på organisk liv. På mødet kom man frem til, at løsningen kunne være en skala med syv trin, som forskere kunne bruge til at graduere deres forskningsresultater - fra en beskeden »formodning« til en »sikker forvisning«. Trin 1 angiver en »mulig biosignatur«, trin 2 »udelukkelse af forurening af jordisk oprindelse« og trin 3 kræver, at man har en plausibel forklaring på, hvordan signalet kunne være opstået. Trin 4 handler om at »udelukkelse af ikkebiologisk oprindelse«. De næste trin er »uafhængige opdagelser af lignende biosignatur« og »andre eksempler på bio-aktivitet i samme område«, og endelig er trin 7 en endelig bekræftelse af »bevis på udenjordisk liv«. Der er nu en kampagne i gang for at få skalaen udbredt.
Når mange mener, at vi inden længe vil kunne afgøre, om der er liv i rummet, skyldes det blandt andet, at fremtidige Mars-robotter vil vise, om der er metan på Mars. Finder man dét, vil man være på trin 4, for metan er tegn på liv. Finder man både metan og kulstof 12, vil man være på trin 5. Derudover vil ESA og Nasa inden for de næste ti år sende sonder til Jupiters ismåne Europa og Saturns måne Titan, hvor der menes at være mulighed for liv. Skulle man finde dna, ville det være helt sikkert tegn på liv, altså trin 7.
Uforklarlig tavshed
Nok så vigtigt er nærmere studier af de mange exoplaneter, man har fundet de sidste 30 år, omkring 5.000, og alle de nye, man vil finde. Den 25. december opsendte NASA det avancerede James Webb Space Telescope, som vil kunne finde nye planeter, se, hvad de består af, og om deres atmosfære har en sammensætning, der tyder på liv. I 2026 opsender det europæiske rumagentur desuden et rumteleskop, Plato, der også skal undersøge exoplaneter. Det, man søger, er især klippeplaneter i en beboelig afstand fra ‘deres’ sol. Det store håb er at finde en ‘Jord-tvilling’.
Opdagelsen af, at så godt som alle stjerner er omkredset af planeter, betyder, at antallet af planeter i vores galakse er svimlende, ifølge astrobiologen Jonti Honer: Hvis galaksens 400 milliarder stjerner hver er omkredset af fem planeter i gennemsnit, er det samlede antal planeter to billioner, og at der ikke skulle være en form for liv på bare nogle af dem, er svært at tro. Honer er blandt fem forskere, som man på videnskabssitet The Conversation har spurgt, om de tror, vi finder ikkejordisk liv. Tre andre svarer også ja ud fra samme argumentation som Honer, mens astronomen Martin van Kranendonk er skeptisk, han tror ikke, vi får afgjort spørgsmålet om liv i rummet i den nærmeste fremtid, måske aldrig nogensinde.
Selvom stadig flere forskere forudser en snarlig afklaring af, om primitivt rumliv eksisterer, er der stadig dét afgørende spørgsmål: Er der intelligent liv derude?
Antallet af planeter taget i betragtning tyder meget på, at svaret er ja, men her støder man ind i det, man kalder ‘Fermi-Paradokset’, fremsat i 1950 af fysikeren Enrico Fermi. Det skete under en frokost med kolleger, som fandt frem til, at der – ud fra alt hvad man vidste – logisk set måtte være højt udviklede civilisationer ude i rummet. Hvorefter Fermi spurgte »Hvor er de alle sammen?« Altså: Hvorfor har vi ikke hørt fra dem?
I 1977 kom der ganske vist et lille potentielt pip: Efter man i 17 år havde afsøgt himlen for radiosignaler i projektet SETI (Search of Extra Terrestrial Intelligence), kom der endelig et minutlangt stadig uforklaret signal – siden kendt som »wow-signalet«, fordi en forsker skrev »wow« på udskriften, da han så det. Men siden har der været ganske tavst, på trods af at man har aflyttet et stadig større udsnit af himlen med stadig større båndbredde.
Der kan være flere forklaringer på, hvorfor vi ikke har hørt noget. Måske er de fremmede civilisationer selvdestruktive og når at tage livet af sig selv, inden de blive kloge nok til at rejse i rummet. En anden mulighed er, at de er der, men at de ikke blander sig. Måske fordi de er ligeglade, måske fordi de vil skåne os for det eventuelt ødelæggende chok over at møde en overlegen intelligens. En anden mulighed er, at de simpelthen er for fremmedartede til, at vi kan opnå kontakt – eller rettere om vi er for »menneskeorienterede« til at forstå dem. Det skrev den kendte science fiction-forfatter Stanislaw Lem en desillusioneret roman om i 1968, His Master’s Voice.
Robotter fra det ydre rum
Hovedværket om de fraværende tegn på liv i rummet er skrevet af astronomen Stephen Webb: If the Universe Is Teeming with Aliens … Where is Everybody? fra 2015. Han præsenterer 75 »løsninger« for til sidst at komme med sin egen: Han deler flere astrobiologers skepsis med hensyn til, at det er en naturlov, at der opstår liv, og dernæst at det er en naturlov, at der opstår intelligent liv, for de fleste arter her på Jorden trives udmærket uden høj intelligens. Og så skal der stort held til, for at eventuelt liv får lov til at udvikle sig: Planeten skal have en måne, der stabiliserer planetens akse, så den ikke slingrer, og et magnetfelt, som beskytter mod kosmisk stråling, og så er der lige spørgsmålet om vulkanaktivitet og meteornedslag. Der er meget, som truer udviklingen af liv. Jorden har oplevet »massedød« flere gange, og det samme vil ske ude i rummet.
Så det kan udmærket vise sig, mener Stephen Webb, at liv er en stor sjældenhed og intelligent liv en endnu større.
Nogle forskere går videre endnu, som økonomen Robin Hanson, der taler om The Great Filter: de ting, som gør det så svært for intelligent liv at opstå. Han har etableret en forskergruppe, som har kastet sig ud i ganske vidtløftige spekulationer om, hvor lang tid det vil tage en rumcivilisation at blive til og kolonisere en galakse, når man ikke kan rejse hurtigere end lyset. Han mener, at de først er ved at opstå nu, så vi vil tidligst møde dem om mange millioner år. Han skelner mellem »højlydte« og »tavse« civilisationer: De første er ekspanderende, de andre holder sig i ro. De første er sjældne, kun én højlydt civilisation pr. million galakser. Det skriver videnskabsjournalisten Matt Williams om i Universe Today, og det er underholdende læsning, men om det er egentlig videnskab, kan diskuteres, det minder mere om science fiction. Men Hansons ideer tages faktisk alvorligt i forbindelse med diskussionerne om Fermi-paradokset.
I tråd med Hansons ideer leverer astrofysikerne Martin Rees og Mario Livio på sitet Nautilus og i Astrophysical Journal et vildt fremtidsscenarie om, at kunstig intelligens vil overtage rumrejser og meget mere. Tanken om, at intelligente maskiner vil styre os i fremtiden, tages alvorligt i de fleste videnskabelige kredse, og så er det nærliggende også at mene, at eventuelle »rumvæsner« vil være en slags tænkende robotter. Den anerkendte science fiction-forfatter David Brin føler sig nærmest indhentet af forskerne: »Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange af de forestillinger der i dag giver anledning til legitime diskussioner, der før var forbeholdt science fiction-genren. Jeg tilstår, at jeg har brugt næsten dem alle i forskellige historier og romaner.«
Avi Loeb, leder af Harvard Universitets astronomiske afdeling fra 2011 til 2020, er mere konkret, han mener, at vi skal søge efter artefakter, som eventuelt befinder sig i vores solsystem, og han har fremsat teorien om, at objektet, han har døbt Oumuamua, hvis bane rundt om solen syntes uforklarlig, kunne være kunstigt skabt.
Tag ikke telefonen!
Hvis der er liv derude, altså intelligent liv, hvordan skal vi så forholde os til det? En mulig strategi er at prøve at komme i kontakt med de fremmede, og det er netop, hvad projektet METI, Messaging to Extra Terrestrial Intelligence, eller Active SETI, går ud på: at sende kraftige radiosignaler ud i rummet i stedet for at vente passivt på at modtage deres signaler. Blandt andet har man i 2017 sendt kraftige radiosignaler indeholdende matematiske og videnskabelige data mod Luyten’s Star, en rød dværg 12 lysår fra os.
Men flere forskere mener, det er ganske uansvarligt at udstille os – at det er en invitation til at blive røvet og opslugt. En af dem, der har advaret mod at tage kontakt, er astrofysikeren Stephen Hawking, der mente, at hvis vi modtager et signal, så bør vi ikke svare – »Don’t answer the phone,« som han formulerede det: Tag ikke telefonen.
Når mere og mindre avancerede civilisationer støder sammen, taber de sidste, det viser al erfaring her på Jorden. Og det vil også være tilfældet i rummet, for aggressiv adfærd hører med til civilisationsudviklingen. Det kaldes også for the Dark Forest Theory – teorien om den mørke skov, som den prisbelønnede kinesiske science fiction-forfatter Liu Cixin har beskrevet således: En rumcivilisation vil opføre sig som jægeren i en mørk skov: Han vil liste sig frem, og møder han en anden jæger, »er der kun én ting, han kan gøre: åbne ild og eliminere dem«. Derfor holder man lav profil.
Sidste år udsendte 28 forskere og kendte personer, blandt andet techguruen Elon Musk, en fælles advarsel mod METI-projektet. Heri påpeger man, at METI efter hidtil sporadisk aktivitet er på vej ind i en ny aktiv fase, støttet af forskere og organisationer, og at det »kan få ukendte og potentielt enorme implikationer og konsekvenser. Vi mener, beslutningen om at sende eller ikke at sende må baseres på verdensomspændende konsensus og ikke på nogle få individer med adgang til kraftigt kommunikationsudstyr«.
En fremmed civilisation, vi kan kommunikere med, vil sandsynligvis være millioner af år længere fremme i udviklingen end os, og vi ved ikke, om de vil være venligsindede eller fjendtlige. I stedet for at råbe bør vi nøjes med at lytte.
Nogle METI-tilhængere forsvarer sig med, at vi allerede har udsendt så mange afslørende signaler, at det er for sent at skjule sig. Direktøren for METI International, astrobiologen Douglas Vakoch, har eksempelvis fremført, at det er for sent at gå i skjul. Han mener, at det er risikoen værd at skabe kontakt, for vi har brug for hjælp til at løse store udfordringer som klimakrisen med mere. Det vil klæde os »at række ud«, måske vil vi så blive mere positivt modtaget.
Rystende erkendelser
Det er sandt, at vi allerede har sendt budbringere afsted. Blandt andet Pioneer 10 og 11, som blev opsendt i 1972 og 1973 og passerede henholdsvis Jupiter og Saturn. Disse rumfartøjer havde en metalplade ombord, der viste, hvordan vi mennesker ser ud, og hvor vores solsystem befinder sig i vores galakse, Mælkevejen.
Voyager I og II, der blev opsendt i 1977, er de første menneskeskabte rumsonder, der forlader solsystemet. De medbringer begge en guldplade med jordlyde fra hvalernes sang til Beatles, mange fotos og et diagram af mennesket og vores placering i galaksen. Men Voyager-sonderne bevæger sig så langsomt, at de ikke når frem til eventuelle aliens i vores levetid, endsige mange fremtidige generationers, så det er næppe dem, der afslører os.
Måske bliver det den såkaldte ‘Arecibo-besked’, udsendt fra Arecibo Observatoriet i 1974, der røber os. Dette radiosignal er nu nået 47 lysår ud i rummet – med informationer om atomtal, dna, vores udseende og placering. Det var før, man havde tænkt nærmere over, om det nu var en god idé.
Selv hvis en eventuel fremmed civilisation ikke er ude på at udrydde os, så kan mødet med en sådan stadig være problematisk. Der foregår løbende en diskussion om, hvordan menneskeheden vil reagere, hvis vi får kontakt med E.T., blandt andet findes der en række psykologiske studier af spørgsmålet. En del af disse konkluderer, at folk mere eller mindre vil tage »positivt« imod en sådan nyhed, men det er måske at tage for let på problemet.
SETI har en drejebog for, hvordan meddelelsen skal kommunikeres, så man undgår massehysteri og panikreaktioner, hvilket afslører, at man tager problemet alvorligt. Men det er, som om lige den side af rumvæsenproblematikken er underbelyst, nærmest fortrængt. Nok fordi det er så overvældende et scenario, at vi ganske enkelt har svært ved at rumme det. Altså hvad erkendelsen af, at vi ikke er kronen på skaberværket, vil betyde.
På den anden side kan det også være en rystende erkendelse, hvis vi finder ud af, at vi er alene. For hvilket ansvar har vi så ikke? For ikke at gå til grunde?