Mens jeg skrev nærværende anmeldelse, blev en lille sommerfugl ved med at flyve ind til mig, og jeg fes rundt i stuen med en kop, så jeg kunne fange den og slippe den fri i haven. Men kort efter var den der igen, en admiral med hvide pletter på vingerne og orange bånd – sikkert noget forskellig fra de eksotiske arter, blå morpho og ugleøje og så videre, der sværmer rundt i Sissel-Jo Gazans roman.

Det bedste eller i hvert fald smukkeste i bogen er historien om den stærkt autistiske og Tourettes-forstyrrede Bjørn, der er besat af sommerfugle. Stille og roligt, med den rigtige medicin og gennem sommerfugleinteressen, lykkes det Bjørn at arbejde sig ud af den totale isolation og forbinde sig med verden. Lidt ligesom det langt om længe lykkes ham at få nogle sarte ugleøje-pupper til at klække.