»Kittel er cool,« lyder det besværgende fra Danske Regioner, der som ejere af sygehusene i denne tid gør sig anstrengelser for at få sundhedsvæsenet til at fremstå som en attraktiv arbejdsplads for landets vel mest eftertragtede lønmodtagergruppe.
Manglen på sygeplejersker er hospitalsvæsenets absolut største hovedpine. 46 procent af alle opslåede stillinger til sygeplejerske bliver ikke besat, viser en ny opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. I løbet af et halvt år er det mislykket 4.930 gange. Ingen andre job herhjemme har så stor en andel af forgæves rekrutteringer.
Efterdønningerne fra covid-19, strejken den forgangne sommer og en muligvis forståelig ulyst til at blive ved med at tage ekstravagter har oven i den efterhånden kroniske mangel på sygeplejersker sænket aktiviteten på hospitalerne. På grund af personaleflugten bliver sengepladser lukket, og antallet af operationslejer mindsket. Konsekvensen er behandlingsefterslæb og udskudte operationer.
Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital er bare et af mange eksempler på, hvordan det kniber med at få enderne til at mødes. Afdelingen er normeret til 36 sygeplejerskestillinger, men 14 er ubesatte. Det vedvarende arbejdspres har fået 12 sygeplejersker til at forlade afdelingen siden januar 2021, og det er næsten umuligt at rekruttere nye. Efter nytår har der kun været søgning på én af de opslåede stillinger.
Knapheden på medarbejdere betyder, at blot 16 ud af 28 senge kan holdes åbne. Det vil sige, at der er patienter, som enten må placeres på andre afdelinger, ligge nede i akutmodtagelsen eller må lade være med at komme ind på hospitalet.
Lige nu, hvor det er sommer, og indlæggelserne er relativt få, går det an. Men professor og overlæge Nina Weis er bekymret for, hvad der kan ske, når efteråret går på hæld.
»Det er ikke for at skabe frygt, men jeg synes, at man bør reflektere over, hvad vi gør, hvis der til vinter kommer endnu en form for pandemi, om det så er en influenzaepidemi, en covid-variant eller noget tredje. I sådan en situation kan vi ikke trylle. Det er jo ikke sådan, at vi pludselig kan åbne flere senge. For der er ikke personale til det, og ingen søger stillingerne,« siger Nina Weis.
Hun bebrejder ikke kollegaerne, der er rejst. Derimod er hun skuffet over, at sygeplejerskerne alt for længe er blevet ignoreret.
»Lønnen er en del af problemet, men det handler mere om arbejdsvilkårene og om ikke at blive hørt. Fornemmelsen af aldrig at have tid nok til at gøre arbejdet ordentligt har været der i lang tid; og så har pandemien sat det på spidsen. Problemet er, at der ikke er et quickfix. Det tager få minutter at sige op, men det tager mange år at uddanne en sygeplejerske til at blive en dygtig infektionsmedicinsk sygeplejerske,« tilføjer Nina Weis.
Hospitaler til de raske
Det er især anæstesi- og operationssygeplejersker samt sygeplejersker på sengeafdelingerne, der savnes.
For at afhjælpe manglen har sygehusene sat andre faggrupper som terapeuter, farmakonomer, serviceassistenter og kliniske diætister til at udføre nogle af sygeplejerskernes opgaver.
Politisk kom regeringen i december sidste år sammen med støttepartierne også med en økonomisk håndsrækning med den såkaldte vinterpakke på en milliard kroner for at belønne personalet med fastholdelsesbonus og tillæg for at tage ekstra vagter.
Ifølge den seneste redegørelse, som regionernes interesseorganisation offentliggjorde 23. juni, er aktiviteten steget en smule siden foråret. Sygehusene er dog langtfra oppe i gear. I forhold til 2019, det seneste normale år inden covid-19, er antallet af planlagte operationer, ambulante behandlinger og indlæggelser nede på 90-94 procent.
Samtidig er udviklingen i den såkaldt forventede ventetid til en række operationer kritisk. Blandt de typer af operationer, som regionerne måler på, er ventetiden steget for 64 procent af operationerne siden februar måned. Ventelisteproblemerne er særligt udtalte inden for ortopædkirurgi, mave- og tarmkirurgien, øjenområdet, gynækologi, øre-næse-hals, kardiologi og urologi.
»Desværre tror jeg, at de sygeplejersker, der har forladt os, er ude for good. Og det er totalt underminerende for sundhedsvæsenet,« siger Jens Hillingsø, formand for Dansk Kirurgisk Selskab og cheflæge på Rigshospitalet.
Inden for de skærende specialer er det patienter med ikkeakutte lidelser som eksempelvis brok, galdesten, tarmsygdomme eller patienter med behov for at få en kunstig hofte eller et nyt knæ, der må vente længe.
»Vi er så langt nede mandskabsmæssigt, at vi stort set ikke har udsigt til at operere patienter med den type af lidelser resten af året. For dem betyder det en længere periode med smerter og ubehag og øget risiko for at udvikle komplikationer,« siger Jens Hillingsø.
Som leder af en hospitalsafdeling med akutte patienter og sengeafsnit kan Jens Hillingsø tilbyde sygeplejerskerne et job med faglige udfordringer. Men de skal også tage ti aften- og nattevagter i løbet af fire uger foruden vagt hver anden weekend. Dertil kommer dækning ved sygdom på afdelingen og en evig angst for at tage telefonen og blive kaldt ind, når man endelig har fri. På privathospitalerne kan de fleste sygeplejersker arbejde i dagtimerne på hverdage.
I et forsøg på at få bugt med behandlingspuklerne har de offentlige sygehuse også skruet voldsomt op for henvisningerne til privathospitalerne. I årets første fem måneder er knap 85.000 patienter blevet henvist. Problemet er, at privathospitalerne hovedsageligt kun vil tage patienter med mindre komplekse lidelser.
»Det er patienter med lettere lidelser, der kan klares sammedagskirurgisk eller ambulantkirurgisk. Privathospitalerne tager ikke patienter ind, hvis de har mange ledsagende sygdomme. Så det bidrager til en markant skævvridning, fordi det kræver, at man i øvrigt er sund og rask, for at man kan få tilbuddet,« siger Jens Hillingsø.
Fødekæden bliver mindre
Vanskelighederne med at holde på sygeplejerskerne kan meget vel udvikle sig fra slemt til værre. Den demografiske udvikling med flere – behandlings- og plejekrævende – ældre vil kun øge presset på sygehusene i de kommende år.
Ifølge Leila Lindén, medlem af forretningsudvalget i Region Hovedstaden og tidligere sygeplejefaglig direktør på Rigshospitalet, er det nødvendigt, at Folketinget sætter penge af til at give sygeplejerskerne et mærkbart lønløft, hvis hospitalerne i fremtiden skal kunne tiltrække og fastholde sygeplejerskerne.
»Det er, som om udbud og efterspørgsel ikke hænger sammen, når det drejer sig om sygeplejerskerne,« siger Leila Lindén.
Foreløbig har regeringen parkeret lønspørgsmålet i en lønstrukturkomité, der skal afrapportere inden årets udgang. Det er imidlertid ikke nemt at give sygeplejerskerne mere i gage, uden at andre faggrupper også skal have. Det kan i realiteten disrupte hele aftalesystemet, og forbundsformand Mona Striib fra FOA har ligeud annonceret, at en isoleret favorisering af sygeplejerskerne vil være som at udløse »en tredje verdenskrig« i den offentlige sektor. Så er man ligesom advaret.
Ifølge Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi på VIVE, tilsiger alene demografien, at sundhedsydelserne er nødt til at blive produceret på nye måder, der ikke kræver så meget personale. Det kan for eksempel være, at kontrollerne efter endt behandling skal være færre.
»Hvis vi end ikke kan håndtere udfordringerne med de nuværende ressourcer, får vi dæleme et problem om fem år,« siger han.
Med til rekrutteringskrisen hører, at fødekæden ind til sygeplejefaget bliver mindre. Kun 3.373 unge har i år søgt sygeplejerskeuddannelsen som deres 1. prioritet. Det er 28 procent færre end sidste år og 34 procent færre end i 2020.
Camilla Wang, forkvinde i Danske Professionshøjskoler, er overbevist om, at årsagen er konflikten sidste sommer og medieomtalen af sygeplejerskejobbet som umenneskeligt hårdt og med ringe mulighed for at udøve sin faglighed.
»Billedet, der er blevet tegnet, skræmmer helt sikkert de unge væk,« siger Camilla Wang og tilføjer: »Samtidig med at antallet af ældre stiger, og der kommer mere komplekse forløb hos de ældre, ser vi altså ind i en fremtid, hvor der kommer færre sygeplejersker. Det er bare så alvorligt.«
