»Lige nu er det sådan, at hver gang du dykker ned i teksten for at læse den op, ligner du en kanin, som står foran sit endeligt, et forskræmt rådyr på motorvejen. Det kan man mærke. Du ville ikke score mange kærester på det – eller seere.«
Adrian Lloyd Hughes er i færd med at nedbryde resterne af min seksuelle selvtillid. På hans altan med udsigt til Søerne i København læser jeg op fra en selvskrevet indledning til et fiktivt tv-program med mig i hovedrollen. Formålet er, at den 60-årige dansk-walisiske vært, kendt fra blandt andet Smagsdommerne, Kunstquiz og Historiequizzen, skal forklare mig, hvordan man charmerer et kamera, drager en usynlig seermængde.
At optræde i fjernsynet er forførelse, siger Hughes; man skal forestille sig en person, ikke en udefinerbar masse, men ét menneske, som man dybest set gerne vil i kanen med. Man skal se vedkommende i øjnene, kigge ind i kameraet, uden briller, og holde øjenkontakten – uden at stirre, sådan som Anders Fogh Rasmussen havde for vane. Det virker manisk.
Og man skal smile, især hvis man som Hughes har nedadvendte mundvige som grundindstilling. Detaljerne er vigtige, for du kan sige de mest fantastiske ting, men hvad nytter det, hvis ingen gider kigge på dig, som han retorisk spørger. Så altså, tits and teeth, artikulerer Hughes, store armbevægelser, ud med det hele.
Jeg forsøger og begynder at tale ud over gelænderet til Sortedams Sø, men det går skidt, for jeg kan ikke min egen tekst udenad, og jeg har ingen skærm, der kan vise mig sætningerne, mens jeg læser dem op. Når jeg præsenterer mig selv, kigger jeg skråt op til højre, som om jeg ikke kan huske mit eget navn, påpeger Hughes. Så jeg er bagud på point, siger han; jeg er unaturlig, usikker og ude af mig selv.
»Ingen ønsker at være sammen med unaturlige mennesker. Tv-værter skal mere end noget andet forekomme naturlige. Det er de ikke; ingen mennesker ville sige det samme i en erotisk situation i dobbeltsengen, som når de byder velkommen til europæisk melodigrandprix. Men man skal fornemme på dig, at du hviler fortroligt i teksten, som man kan på for eksempel Søren Ryge, Hans Pilgaard eller Natasja Crone.«
Eller på Adrian Lloyd Hughes. For tiden er han radiovært på DR-programmet Klog på sprog, og sidste år fik han succes med podcasten Mors afskedsbrev om familiens dramatiske fortid i Frederiksberg-borgerskabet. Men på nettet kan man se ham, nok tidligst i 1996, da han var med til at lancere DR2. I licenskanalens arkiver interviewer han den daværende tv-direktør, stemmen lidt højere og mere nasal end i dag, sort strithår, effektive bryn.
Senere er han vært i Smagsdommerne, hvor han introducerer en ny udstilling på Moesgaard Museum, fremviser et eksemplar af magasinet Goldberg, præsenterer en bog af Jakob Ejersbo – lutter nysgerrighed og ivrig opmuntring. I kærlighedsantologien Da jeg mødte dig fra sidste år opsummerer Hughes’ mangeårige mand, Verner Kristiansen, rammende sin partners talenter: øjenbryn, fortælleglæde og eventyrlyst.
Ulovligt, skadeligt, usundt eller dødeligt
I andre klip, hvor Hughes er gæst, går han mere til den og taler for eksempel i 2011 med Thomas Skov om sine onanivaner og sin forhudsforsnævring, som flere læger arbejdede på at udbedre. Men nu skulle alt være i orden, »den er sådan set blevet meget pæn«, konkluderer Hughes om sin penis, inden han kigger ind i kameraet: »Og funktionel også.«
Indslaget hedder »Kendisrouletten«, Skov udvælger spørgsmål til gæsten fra et tilfældigt magasin, og Hughes får følgende fra mandebladet M!: »Kan en pige være for grim til at have sex med?« Nej, svarer Hughes kategorisk, faktisk tværtimod. Grimme mennesker gør sig mere umage, siger han, der har haft nogle af sine bedste samlejer med folk fra den gruppe – dog ikke kvinder.
Nogle år senere deltager Hughes i et DR-program om porno, hvor han forklarer, hvordan han gennem pornografi udlever fantasier, der ellers kunne være »ulovlige, skadelige, usunde eller dødelige«. Alt sammen velformuleret og afrettet; han kender tilsyneladende ikke pinlighed, mens de andre i studiet stivner og rødmer.
Hughes er drillesyg inden for en professionel ramme, et dannet menneske, cute, men kultiveret. Umiddelbart vurderede jeg ham også til at være en flirter uden for skærmen, smigrende interesseret.
»Jeg har altid betragtet mit job som det krymmel, der skulle få klidbollen til at glide ned. Hvis jeg for eksempel har været vært på Kunstquiz, har jeg været det poppede element, mens de andre står for det faglige indhold. Mit arbejde er at være professor Tribini og lade rotterne kravle ud af min hvide jakke. Det får folk til at tænke, at ham der Adrian må være afsindig udadvendt og derfor måske også flirtende. Men jeg er udadvendt inden for en grænse.«
Som ung journaliststuderende i Aarhus var Adrian Lloyd Hughes endda en selverklæret snerpe, uvillig til at bunde de par drinks, der måske kunne fjerne hans hæmninger. Han var ganske vist sprunget ud som bøsse forinden, i en alder af 21, men kun på det teoretiske plan. Når han besøgte homodiskoteket Pan, var det med armene mentalt over kors.
»Hvis du spurgte andre, ville de nok sige: Adrian fik ikke særlig meget tissemand i Aarhus, fordi han gik rundt med hovedet oppe i sin egen røv og var så lukket, at hvis man krængede alt sit tøj af, stillede sig tæt på ham og spurgte: 'Er der noget her, du kan bruge?' Så ville han vende sig væk, vrænge og bede om at få gummihandsker på,« siger Hughes, der efterhånden begyndte at tvivle på, om han overhovedet kunne kalde sig selv bøsse, når han aldrig havde været i seng med en mand. Var det ikke en smule utroværdigt?
»En dag, mens jeg var i Sydafrika for at besøge min far, gik jeg derfor i byen og besluttede mig for, at den første mand, der sagde goddag, ham ville jeg gå i seng med. Så kom der en oggenok på mellem 43 og 48 år – kort sagt skindød, når jeg selv var i starten af tyverne. Han var stærkt koparret, bar et par grimme lillatonede McPherson-briller og spurgte, om jeg var alene den aften, eller om jeg kom der tit, den ældste og dummeste åbningsreplik. Og jeg tænkte: Du aner ikke, hvor heldig du er, kammerat.«
Det var hans livs scoring?
»Ja, det vil jeg mene, i hvert fald hvis man er til at deflorere jomfruer, der er halvt så gamle som en selv. Så var jeg aftenens gave fra Gud.«
Greyhounden og haren
Adrian Lloyd Hughes griner, når han mindes sin første gang. Ikke kun på grund af det uheldige match, men fordi det er typisk ham at gå så koldblodigt til et emne, der normalt er indsvøbt i følelser, varme og lidenskab.
»Det er jo udtryk for en ekstremt fornuftsstyret og gammelklog tilgang, at hvis jeg nogensinde skal i gang med det her seksualliv, så skal der måske bare hul på bylden. Og det sker kun, hvis jeg træffer en beslutning om det. Resultatet var ikke særlig vellykket, men jeg kom i gang og syntes ikke, det var ulækkert. Senere havde jeg en flirt, der var meget sødere og kun otte-ti år ældre end mig, så det begyndte at ligne noget, der var ret hyggeligt.«
Hughes’ scoreteknik følger hans offentlige persona; det foregår via sproget. Vittigheder, sarkasmer, ironi, associationer, sproglege – ikke noget med at læne sig ind over bordet og tage nogens hånd.
»Jeg giver ikke et knus, medmindre jeg har en pistol for tindingen,« siger han, der har været sammen med manden Verner i over 30 år og altså ikke har aktuelle erfaringer med at date eller flirte. Alligevel kommer han hurtigt i tanke om, hvordan man gør.
»Hvis jeg gerne vil være sammen med nogen, kigger jeg ham dybt i øjnene, visualiserer os sammen, klæder ham af i hovedet. Jeg forsøger at lytte efter: Hvad tænker han? Hvor er han på vej hen? At flirte er at være en greyhound, der jagter en hare; man skal smyge sig ret tæt op ad den, og hvis haren løber i en anden retning, skal man beslutte sig for, om man vil blive inde på banen eller følge med ud.«
Da Adrian Lloyd Hughes fik fat på Verner, foregik det i samme resultatorienterede ånd som med den sydafrikanske mand. I midten af tyverne var Hughes klar til at binde sig og begyndte derfor at invitere grupper af homoseksuelle singlemænd på middag i lejligheden, hvor man kunne spille Risk med ham på en én gange to meter stor plade. Signalet var, siger Hughes: I’m open for business. Så førte gæsterne deres hære rundt med en rive, mens Hughes tjekkede dem ud.
»Jeg fornemmede meget hurtigt, at Verner havde en enestående humoristisk sans og var i særklasse intelligent. Det var jo meget godt. Og så gjorde jeg alt i min magt for at nedlægge ham, jage ham på sletten, indtil jeg kunne sætte tænderne i hans bagben.«
Det lykkedes, men nogle år senere var Hughes tæt på at smide det væk: Verner havde været ude at rejse, og i mellemtiden havde Hughes haft »et amourøst eventyr«, som han kalder det. Men kondomet sprang, og Hughes fik ikke fortalt sin mand om uheldet, inden de to selv dyrkede sex igen. Det var et svigt, ja, faktisk et mordforsøg, mente Verner, med tanke på hiv-smitte, og så gik de fra hinanden og forblev adskilt i fire år, ikke med Hughes’ gode vilje.
»Til sidst sagde jeg: Nu skal du høre, Verner, jeg ser godt ud – hvilket jeg mente på det tidspunkt – jeg tjener godt, har et højprofileret arbejde og en fantastisk bolig. Det vil jeg gerne dele med nogen, allerhelst dig, men jeg gider ikke vente fire år mere. Jeg vil være lykkelig, hvis du har det på samme måde, men hvis ikke begynder jeg at kaste nettet lidt længere væk fra båden.«
Det lyder ikke så romantisk.
»Nej, det er næsten som et arrangeret ægteskab. Verner og jeg kan være meget direkte, og vi er enige om, at lige børn leger bedst, det vil sige, at vi statusmæssigt ligger samme sted.«
Over målgruppen
Også på et andet område er Adrian Lloyd Hughes en usentimental mand; han mener, at han sagtens kan have det, han kalder en udadvendt seksualitet, der ikke nødvendigvis inkluderer særlig mange følelser.
»Jeg bilder mig ind, at jeg godt kan have seksuelt samkvem med en anden mand, uden at det betyder, at jeg gerne vil vågne med ham næste morgen eller dele croissanter, liv og ferier med ham. Men at jeg godt ville kunne isolere min seksualitet til udelukkende at være en undersøgelse af seksuelle præferencer.«
Har det generet dig, at du ikke har mulighed for det i dit monogame forhold, hvis du har set nogen, du var interesseret i?
»Ja, det kunne man sagtens forestille sig. Hvis man for eksempel ser Gael García Bernal i en film om en mexicansk motorcykeldreng, bliver man helt tør i halsen og tænker, at det godt nok ville være en dejlig eftermiddag, hvis man på en eller anden måde kunne kante ham op i et hjørne.«
Eller Claes Bang.
»Han er lidt over min målgruppe.«
Aldersmæssigt?
»Ja.«
Hvis Adrian Hughes havde sagt sådan om en jævnaldrende kvinde – at hun var for gammel til ham – ville han formentlig skulle høre for det. Den franske forfatter Yann Moix fik for eksempel temmelig meget kritik, da han for et par år siden erklærede, at han som 50-årig ikke ville være i stand til at elske en kvinde på 50. Hendes krop var i øvrigt heller ikke noget særligt, mens en 25-årig kvindes krop var ekstraordinær, mente Moix og vækkede en del harme hos kvinder i alle aldre.
Men ifølge Hughes ville den slags udtalelser ikke chokere særlig mange homoseksuelle mænd.
»Jeg kender mange bøsser, som tager det for givet, at deres seksuelle markedsværdi er i frit fald fra deres fyldte 29. år. Og som åbent siger, at da de selv var 19 år, betragtede de mænd over 30 som nogle, man måtte undersøge med stetoskop for at tjekke, om de overhovedet havde en puls. Hvis Claes Bang havde været bøsse, havde han ikke taget det ilde op, at han var over nogens målgruppe i forhold til alder. Og når jeg overhovedet omtaler ham så skødesløst, er det, fordi alle er enige om, at han er den næstsmukkeste mand i Danmark efter Jan E. Jørgensen.«
Homoseksuelle mænd har et frisprog om seksuelle lyster, siger Hughes; de er mindre nærtagende og følsomme. Fordommen om lesbiske er, at de vægter det følelsesmæssige og kammeratskabet i deres kærlighedsliv – »Hvad tager en lesbisk kvinde med på anden date? En flyttevogn,« lyder en populær joke – mens det for mange homomænd ifølge Hughes oftere handler om »den rå, brutale, nederdrægtige sex«.
»Det nemmeste ved at være bøsse er, at der er kort fra seksuel interesse til udløsning. Hvis man er en seksuelt aktiv mand mellem 15 og 50 år, vil man kunne få sex med en anden mand på cirka 45 minutter, i hvert fald hvis man opholder sig et sted med en vis befolkningstæthed.«
Flaske i hovedet
Også Hughes har et frisprog. For eksempel ville man kunne se på hans internethistorik, at han nok er omkring fire minutter om at gøre sig færdig, når han ser porno, fortæller han. Hvilke erotiske eskapader han konkret ville indlade sig på i virkelighedens verden, hvis omstændighederne tillod det, afslører han dog ikke. Man kommer ikke helt ind i soveværelset, og det samme er tilfældet i Mors afskedsbrev, som Hughes lige nu er i færd med at omdanne til en bog. I hvert fald ikke hans eget soveværelse; kun indirekte røber podcasten ifølge Hughes hans eget store moderkompleks.
»Nogle lyttere har sagt til mig: Hvor var det modigt, at du lavede den podcast. Men jeg synes overhovedet ikke, den var modig. Folk fik ikke for alvor lov til at gennemlyse mig med røntgenstråler. Jeg holder en række kort tæt ind til brystet. Dybest set er jeg nok bange for, at hvis folk kendte mig for godt, ville de ikke kunne lide mig. Hvis de vidste, hvad jeg går og tænker, ville de synes, jeg var syg i hovedet.«
Hughes ville heller aldrig forsøge at lægge an på en mand, som han ikke med sikkerhed vidste, var homoseksuel.
»Jeg ville være bange for at få en flaske i hovedet. Det der med at flirte med en vildfremmed mand – ‘Du er simpelthen for cute, og det gør ikke noget, at du skal hjem til Bente, du er stadig cute, og det påligger mig at forklare dig det med mit blik nu’ – det har jeg aldrig gjort. Min største frygt er, at den anden synes, det er upassende, klamt og uvelkomment. At han siger: 'Hvad sker der for dig; tror du, jeg er ligesom dig?'«
Måske flirter han i virkeligheden ikke så meget, siger Hughes, for når man gør det, sætter man sig selv på spil, og det gør han kun i begrænset omfang. I stedet er han selvironisk.
»Der er en underlig dobbelthed i at være ekstremt udadvendt og selvoptaget, altså dybest set have en forvokset selvfølelse, samtidig med at man går med en eller anden form for mindreværdskompleks langt indeni. Selvironi er så noget, man kan støtte sig til for at få en socialt acceptabel måde at være selvoptaget på.«
Han har ellers en frisk selvtillid, indrømmer han. Som journaliststuderende indrykkede han en kontaktannonce, hvor han præsenterede sig selv som Guds gave til Aarhus. Hughes’ definition af et mindreværdskompleks består i, at han er for selvkritisk til at udtrykke sig kreativt på en meget simpel og banal måde, selvom det formentlig ville gøre ham rigere, end han er i dag.
Samtidig har Hughes stort set altid ment, at han var en grimling, som han kalder det. Måske var det ikke så slemt i hans yngre dage; i sommeren 1993 lavede han endda et par reportager på vandski i Køge Bugt, hvor han var tæt på at ligne Freddy Mercury. Men generelt mener han ikke, at han har erfaring med at være lækker. Han ville ikke i dag have lyst til at have sex med en mand, der lignede ham selv.
»Når jeg ser folk som Mikael Bertelsen – en lidt glattere udgave af Tom Cruise – gad jeg godt vide, hvordan det egentlig er at se så godt ud. Hvilke gaver får man i livet? Jeg har aldrig opfattet mig selv som et hug.«
Så er det, jeg leverer min kompliment, mens jeg ser Adrian Hughes i øjnene uden at stirre: at han da helt indlysende er en pæn mand. Havde jeg mødt ham uden at vide, han var bøsse, kan det da være, jeg havde forsøgt mig.
Så griner han.
»Det var jo bare det, jeg ventede på, du skulle sige.«
