Dna-magikeren. Eske Willerslevs ubeskedne actionbiografi er en underholdende og oplysende bog om menneskestammernes vandringer og forsvinden samt forskerverdenens lige så barske udskillelsesløb.

Jeg skal drømme om en Nobelpris

De fylder meget i landskabet, tvillingebrødrene Eske og Rane Willerslev. Eske som banebrydende dna-forsker, Rane som direktør for Nationalmuseet, og begge er dygtige til at gøre opmærksomme på sig selv.

I Eske Willerslevs nye actionbiografi forklarer han, hvor drivkraften kommer fra: »Der var et evigt pres fra mine forældres side – og en evig konkurrence mellem mig og min tvillingebror.«

Som moren stadig holder ved lige: »Nå, nu er du blevet doktor ved Cambridge, men han er blevet direktør på Nationalmuseet – måske er det på tide, du opper dig lidt.«

Men det er ok, mener Eske Willerslev: »Det kan man jo godt mene er en usympatisk måde at forholde sig til sine børn på. Men samtidig må jeg erkende, at det sandsynligvis er en af årsagerne til, at både Rane og jeg har klaret os så godt i den videnskabelige verden.«

Nok også en af årsagerne til, at Eske Willerslev indimellem fremstår en smule selvglad; omverdenen skal jo se, hvor godt det går ham. Det går faktisk så godt, at da han senere i karrieren får at vide, at holdet, der arbejder på at udgrave en bjerghule i Mexico, alle drømmer noget, der viser sig at ske i fremtiden, tænker han: »Jeg skal drømme om en Nobelpris, jeg skal drømme om en Nobelpris.«

Nå, nu er du blevet doktor ved Cambridge, men Rane er blevet direktør på Nationalmuseet - måske er det på tide, du opper dig lidt.

Eske Willerslevs mor

Han har en svaghed for det okkulte, så fremtidsdrømmen er alvorligt ment.

Men Eske Willerslev har også meget at prale af: »Samtidig med at jeg skræver over to professorstillinger i Cambridge og København, får jeg ridderkorset af dronningen og bliver medlem af National Academy of Science i Amerika. Det er noget af det fineste, en forsker kan opnå – på nær en Nobelpris.«

Men så kommer klagesangen: »Alligevel kan jeg ikke få en rød reje til min forskning.« Og det er ikke løgn. Da hans institut, Center for GeoGenetik på Københavns Universitet, for nogle år siden var ved at løbe tør for bevillinger, ville ingen fonde hjælpe.

Det samme skete i starten af Willerslevs karriere, hvor han får afslag på afslag, fordi hans vejledere »ikke tror på ideen, men griner af vores ungdommelige overmod«.

At Willerslev og hans partner tror, man vil kunne trække dna ud af jordklumper, »var det dummeste, de nogensinde havde hørt«. De prøver alligevel at analysere nogle små klumper permafrossen jord, som de har fået tilsendt af en russisk forsker, og »pludselig vælter det simpelthen ud med istidsdyr. Først uldhåret næsehorn og derefter mammut, steppebison, vildhest, rensdyr, lemming. Direkte ud af to gram gammel jord«.

Det bliver gennembruddet; de får en artikel i Science, og verden ligger åben. Eske Willerslev bliver professor som 33-årig og leder af sit eget institut, men har undervejs fortsat måttet kæmpe med stivsindede kolleger, og så sluger udfærdigelsen af detaljerede ansøgninger alt for meget tid.

Spildtid, kalder Eske det, fordi man kræver, at projektet skal af- eller bekræfte en hypotese. Men for det meste véd Eske og hans team ikke, hvad de vil finde frem til. Heldigvis er der næsten altid en eller anden forsker, der støtter projekterne, én, der er åben og uhildet, men dem er der ikke mange af. Universitetsmiljøet får ikke megen ros.

EGENTLIG VILLE ESKE Willerslev være pelsjæger. Fra de var 13 år, tog han og broren på stadig mere udfordrende vildmarksture for at ende i Sibirien, hvor de flere gange kun lige overlever.

Efter en af disse ture beslutter Willerslev sig for at give universitetet en chance og studere biologi.

»Universitetet er rent ud sagt en lidelse for mig. Jeg syntes, det var sindssygt kedeligt.«

Han gennemfører, selvom han var »langsommere end de fleste. Jeg har knoklet røven ud af bukserne for at lære«. Men han har, forklarer han, »the grit«, lidenskaben og udholdenheden. Lige her er Eske Willerslev for en gangs skyld beskeden, for der kræves ikke så lidt, hvis man skal overleve i forskerverdenen – der ofte fremstår som ret ubehagelig:

Først skal man få en spændende idé. Derefter skal der indsamles materiale, skeletter og jord, fra museer og udgravninger. Så følger laboratoriefasen, hvor »man går rundt i heldragter og med ansigtsmasker på for at undgå at forurene prøverne med sit eget dna«.

Dna'et skal herefter sekventeres. At kortlægge det første menneskelige genom kostede tre milliarder dollar og tog ti år i 2001. I dag tager samme arbejde en uge og koster et par tusind dollar, hvilket har været afgørende for dna-forskningens stormskridt.

Efter sekventeringen følger analysefasen, som kræver, at mange involveres, hver med sin specialviden om, hvordan dataene skal forstås. Når resultaterne foreligger, kommer skrivefasen og kampen om at få artiklen i et af de toneangivende tidsskrifter, hvilket er svært. Emnet skal fænge, og hvis det gør, sendes artiklen til peer review, hvor tidsskriftets eksperter vurderer, om den holder. Her skrives ofte frem og tilbage mange gange. Hvis artiklen kommer i, skal man tackle pressen.

Vor mand magter det hele så godt, at han i dag er verdenskendt. Så havde han været beskeden hér, ville det have været falsk beskedenhed.

ESKE WILLERSLEV OG hans team har blandt andet fundet ud af, at Australiens oprindelige befolkning brød op sammen med os andre fra Afrika for 90.000 år siden og nåede Australien for 60.000 år siden. At europæerne og indianerne kommer fra en fælles urstamme. Han har endda fundet indianernes urfader, som alle indianere i Amerika nedstammer fra. At Nordeuropa i bronzealderen blev invaderet af en hyrdestamme fra øst, der var høje og lyse, og som gav os evnen til at fordøje mejeriprodukter, hvad kun en fjerdedel af Jordens befolkning kan, og at vikingerne etnisk set var blandede og ikke specielt høje eller lyshårede.

Det sidste vakte et ramaskrig og udløste trusler, nok så meget fordi Eske Willerslev som den lyse lod sig afbilde som slave under en sorthåret vikings fod i kunstneren Jim Lyngvilds portræt.

Indianerne blev også vrede på Eske Willerslev, så glade og nu vist vrede igen – der er meget på spil for de oprindelige folk, og woke-bevægelsen har ikke gjort det nemmere, forstår man. At efterspørge dna-prøver fra dem anses for nykolonialisme.

Superforskeren lægger, hver gang han tager prøver fra et skelet, en pose snus til skelettets ånd, efter at han har oplevet flere ondsindede ånders hærgen, hvor ulykkerne væltede ned over ham. Det er ikke overtro, skriver han, det er blot en accept af, at der er meget, vi ikke ved, og så må man tage de forholdsregler, der hjælper.

En meget underholdende og oplysende bog på alle måder. Både om menneskestammernes vandringer og forsvinden og forskerverdenens lige så barske udskillelsesløb. Det er også godt boghåndværk – undtagen forsidebilledet af Rambo-Eske.

Eske Willerslev. Det er et fucking eventyr! Med dna-forskeren på sporet af mennesket. 264 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

Læs Weekendavisens anmeldelser af stakkevis af andre bøger: Nye og gamle, gode og dårlige, kloge og vanvittige.