En og anden fik nok morgenkaffen galt i halsen, da man i Politiken 2011 kunne læse overskriften: »Yoga – den kendte danske nationalsport«. Jamen, er det da ikke fodbold?

Men nej, allerede for mere end ti år siden dyrkede flere danskere yoga end fodbold, og de er kun blevet flere siden: I hele perioden fra 2007 til 2020 steg antallet af yoga-dyrkende i Danmark fra seks til 16 procent af befolkningen.