I sommeren og efteråret 2021 blev det seriøst diskuteret, hvorvidt Die Linke var på vej ind i en rød-rød-grøn regering under ledelse af enten socialdemokraten Olaf Scholz eller grønne Annalena Baerbock. Det blev aldrig til noget, eftersom Tysklands yderste venstrefløjsparti fik et sløjt valg i september:
Partiet, der i 2010erne havde en opbakning på over ti procent, fik kun cirka fem procent af stemmerne, hvilket gav 39 mandater i Forbundsdagen i Berlin. Og det var for lidt, så Scholz og Baerbock fandt i stedet sammen i en regering med det liberale FDP.
Siden er Die Linkes nedtur fortsat med flere regionale valgnederlag, stridigheder om kursen samt personkampe, der er så bitre, at avisen Ludwigsburger Kreiszeitung forleden kunne konkludere: »Der er mistillid, skænderier og rent had mellem de forskellige strømninger i partiet.«
Partiet har især blameret sig ved sin forstående politik over for Putins Rusland, og så er det radikale socialistiske parti her i foråret endt i en MeToo-skandale. Det er blevet blotlagt, at dele af partiet er præget af en betændt sexistisk kultur, kombineret med en trang til at feje den ind under gulvtæppet.
MeToo-problemerne er brisante, fordi partiet præsenterer sig i offentligheden som avantgarden inden for tysk feminisme. Foreløbig har konsekvenserne været, at mange unge medlemmer har forladt partiet. Desuden har den ene af partiets forkvinder, Susanne Hennig-Wellsow, trukket sig tilbage med den begrundelse, at »håndteringen af sexisme i vores egne rækker har afsløret åbenlyse mangler i vores parti«.
Men den anden forkvinde, Janine Wissler, er blevet på posten, og hun kæmper for at beholde lederskabet fremover.
Afsløringerne af det sexistiske miljø er i april og maj især foregået i nyhedsmedierne Der Spiegel og taz og med hjælp fra unge, åbenmundede Linke-aktivister.
Det begyndte med fortællingen om, hvordan man har opført sig i delstaten Hessen. Her var det en mandlig medarbejder hos partiets delstatsgruppe, der i 2017 indledte et seksuelt forhold til en ung kvinde fra Die Linke, der var under 18 år og dermed mindreårig. Da kvinden slog op, tog den noget ældre Linke-mand ikke et nej for et nej, men sneg sig en nat op på balkonen ud for hendes lejlighed og derfra indenfor, hvor han angiveligt fik presset sig til at få sex igen.
Kvinden skrev herefter, og telefonerede flere gange, til Die Linkes leder i Hessen, der var den føromtalte Janine Wissler, som siden skulle stige helt til tops på nationalt plan. Men i Hessen forsøgte hun at lægge låg på sagen. Heller ikke andre i partiledelsen ønskede at grave i det passerede. Det ekstra prekære var nemlig, at balkonklatreren og Wissler var kærester.
Så den sag blev dysset ned, men den var ikke enestående, og Der Spiegel har i deres udforskning af partiet og kulturen konkluderet, at der er sket et »strukturelt svigt hos en part, der i lang tid ikke tilbød de formodede ofre nogen passende hjælp«.
Boomers og wokies
Det er også kommet frem, at Die Linke har haft store MeToo-problemer i Bayern, især i Nürnberg. Her har et byrådsmedlem chikaneret flere kvinder, hvilket et partiudvalg så skulle undersøge.
Men et medlem af udvalget skrev til en kvinde, der følte sig chikaneret og udnyttet og stod bag en skriftlig klage: »Mener du seriøst, at man bør undersøge og vurdere interne sengehistorier? Jeg finder dine detaljerede beretninger pinlige. Da jeg var på din alder, var mottoet: Hvis du sover med den samme person to gange, tilhører du allerede inderkredsen.«
Partiet har udnævnt flere ligestillingskonsulenter. De skal sikre, at MeToo-sager bliver behandlet seriøst, men i marts trådte en af konsulenterne tilbage, fordi hun følte et pres fra stærke kredse i partiet, der ikke mente, at hun skulle rode alt for meget op i fortiden.
I den tyske debat er vurderingen, at Die Linke er præget af en dyb generationskonflikt mellem traditionalister og unge med et mere moderne verdenssyn: mellem dem, der er »boomers«, og dem, der er »wokies«.
Nu har partiledelsen så omsider forstået, at den er helt gal, og forleden udsendte hovedbestyrelsen en undskyldning: »Vi beklager dybt de seksuelle overgreb i vores parti og undskylder over for ofrene.« Man meddelte også, at der ville komme en række konkrete bud på, hvordan partiet fremover ville tage anklager om sexisme meget alvorligt.
Men krisen har ramt det angiveligt progressive parti på troværdigheden. De oplevede tidligere i maj to valgnederlag i henholdsvis Slesvig-Holsten og Nordrhein-Westfalen – begge steder klart under spærregrænsen på fem procent.
I denne weekend meddelte Janine Wissler så, at hun genopstiller som forkvindekandidat ved partiets landsmøde sidst i juni i Erfurt. »Jeg vil bidrage til at genvinde tilliden,« forklarede Wissler.
Der ser ikke nemt ud. Ganske vist forventes den kendte partirevser Sahra Wagenknecht ikke denne gang at spille nogen væsentlig rolle på landsmødet i juni. Hun har tidligere skabt uro med sine forsøg på at gøre op med naiv indvandringspolitik og med politisk korrekthed, uden at det dog har haft den store klangbund i partiets bagland.
Til gengæld forventes der at blive en større strid om synet på det Rusland, som mange i Linke har haft stor veneration for. Janine Wissler indrømmede for nylig, at »vores kritik af Rusland burde have lydt højere«, men hun afviste dog anklagen om, at partiet var »Putins femte kolonne«.
Trods partikrisen, og sin egen indblanding i MeToo-problemerne, ser Wissler muligheder i sit parti for at opnå gode valgresultater igen i fremtiden: »Situationen er alvorlig, men ikke håbløs. Vi har det i vores egne hænder.«
Hun har måske en pointe, da undersøgelser viser, at cirka en femtedel af tyskerne i princippet kunne forestille sig at stemme på et socialistisk parti med fuldtonet idealisme på programmet. Men det kræver jo nok, at partiets folk begynder selv at leve op til idealerne.
